Henter indhold

25. september 2013
Kickstarten der blev væk
Trods løfter om ’kickstart’ og de højeste offentlige investeringer i 30 år nedlægger regeringen lige så mange arbejdspladser, som den skaber.
 

Analyse. Det er traditionel krisepolitik, at staten i krisetider bruger flere penge på at holde gang i beskæftigelsen. Det kaldes ekspansiv finanspolitik, og kan eksempelvis være i form af flere offentlige investeringer, en udvidet offentlig sektor eller skattelettelser til private borgere og virksomheder. På den måde holdes efterspørgslen i samfundet oppe, og dermed også beskæftigelsen.

Hvis regeringen ikke ændrer kurs og bruger nogle flere penge, så vil regeringen til næste år faktisk bidrage mere til at skabe arbejdsløshed, end til at skabe arbejdspladser.

Det har da også udadtil været linjen fra Thorning-regeringen. Som sit første store initiativ som statsminister proklamerede Thorning en økonomisk ’kickstart’, der netop skulle sætte gang i efterspørgslen. Og for bare et par måneder siden udtalte hun i forbindelse med Folketingets afslutningsdebat, at regeringen ”holder hånden under beskæftigelsen her og nu” med sine offentlige investeringer.

Det mærkelige er bare, at kickstarten ikke har givet sig udslag i mere vækst eller højere beskæftigelse. Siden Thorning blev statsminister, har arbejdsløsheden været nogenlunde konstant, beskæftigelsen er faldet med ca. 10.000 personer, og regeringen har gang på gang måttet nedjustere sine skøn til væksten.

– Kilde: Danmarks Statistik, maj 2013

Finanspolitikken er neutral

Læser man de økonomiske vismænds seneste rapport, så tegner der sig da også et noget andet bilede af regeringens politik: Regeringens politik er ikke ekspansiv, og den skaber ingen job. I vismandsrapporten fra foråret 2013 fremgår det, at:

Den stramme finanspolitik, der har været ført siden 2011, og som planlægges gennemført i de kommende år, bidrager negativt til væksten. Tages der også højde for virkningerne af tilbagebetalingen af efterlønsbidrag, BoligJobordningen og investeringsvinduet vurderes den samlede finanspolitik i 2013 at være nogenlunde neutral, mens der må imødeses et negativt vækstbidrag i størrelsesorden ¾ pct. i 2014”.

Selv offentlige investeringer på 43 milliarder kroner udgør nu engang under fem procent af de samlede offentlige udgifter. Man må også se på de sidste femoghalvfems procent.

Det betyder på almindelig dansk, at regeringens politik i år hverken gør fra eller til i forhold til at skabe arbejdspladser. Og hvis regeringen ikke ændrer kurs og bruger nogle flere penge, så vil regeringen til næste år faktisk bidrage mere til at skabe arbejdsløshed, end til at skabe arbejdspladser. I stedet for at holde hånden under beskæftigelsen, giver man den altså et tryk nedad.

Regeringen skaber job med den ene hånd …

Men hvordan hænger det nu sammen? Regeringen fortæller os jo hele tiden, hvor meget man gør for beskæftigelsen. Det er da også rigtigt, at regeringen har iværksat en række initiativer, der skaber arbejdspladser her og nu. Eksempelvis kickstarten, udbetalingen af efterlønspengene, renoveringen af almene boliger, investeringsvinduet i skatteaftalen og senest genindførelsen af bolig-jobordningen, der var et resultat af vækstplanen.

Dertil kommer en lang række investeringer rundt om i kommuner og regioner. De mange investeringer skaber arbejdspladser, først og fremmest inden for byggesektoren, som har været hårdt ramt af krisen.  Finansministeriet har endda lavet et søjlediagram, som viser, at Danmark i øjeblikket har de højeste offentlige investeringer i 30 år . I 2012 havde Danmark fx offentlige investeringer for 43 milliarder kroner, og i år forventes tallet at blive på omkring 40 milliarder kroner.

Regeringen har altså et historisk højt investeringsniveau, men til gengæld en historisk lav vækst i den offentlige sektor.

Men selv offentlige investeringer på 43 milliarder kroner udgør nu engang under fem procent af de samlede offentlige udgifter i Danmark. Skal man vurdere, om finanspolitikken er med til at skabe arbejdspladser eller ej, må man derfor også se på de sidste femoghalvfems procent.

og øger arbejdsløsheden med den anden

Langt størstedelen af de offentlige udgifter består af driftsudgifter til daginstitutioner, hospitaler og plejehjem på den ene side, og indkomstoverførsler som folkepension, SU og dagpenge på den anden. Og tager man dem med i betragtning, så er der ikke længere tale om historisk høje udgifter – tværtimod.

Thorning-regeringen overtog som bekendt det meste af VK-regeringens ’Genopretningspakke’. Den medførte blandt andet, at ”den samlede offentlige driftsøkonomi i 2011-2013 alene vil vokse med pris- og lønudviklingen. Det bidrager med i alt 13,5 mia. kr. til genopretningen af den offentlige økonomi”. Altså tre år med nulvækst i den offentlige sektor, hvilket Venstre da også dengang anerkendte som en besparelse. Derudover indeholdt Genopretningspakken en række direkte og indirekte skattestigninger, som også har været med til at tage dampen af økonomien.

Når byggeri sendes i udbud, kan det offentlige stille krav om, at arbejdet skal udføres på danske, overenskomstlignende vilkår. Men de kan ikke kræve, at det er danskere, som udfører arbejdet.

Den lave vækst i det offentlige forbrug er yderligere blevet forstærket af, at regeringen holder kommunerne i meget stramme økonomiske tøjler og truer med sanktioner ved budgetoverskridelser. Det var formentlig en medvirkende årsag til, at det offentlige forbrug sidste år lå 8-10 milliarder under det budgetterede. Resultatet er, at der siden 2010 er forsvundet 25.000 arbejdspladser i stat, kommuner og regioner.

Regeringen har altså et historisk højt investeringsniveau, men til gengæld en historisk lav vækst i den offentlige sektor. Derfor er nettoresultatet, at regeringens politik hverken gør fra eller til i forhold til at skabe arbejdspladser.

Investeringsjob går til østeuropæere

Der er også andre forhold, som ikke lige indgår i de økonomiske modeller, som gør offentlige investeringer til et usikkert værktøj, når det handler om at skabe arbejdspladser her og nu.

For det første så kan der gå både måneder og år, fra man politisk beslutter at sætte gang i investeringer, til håndværkerne er i gang med arbejdet. Det skyldes, at før arbejdet kan begynde, skal der laves forundersøgelser, VVM-redegørelser, udbudsmaterialer mm. Sådanne undersøgelser trækker ofte ud, så projekterne bliver forsinket.

For det andet, så er svært at styre, om de nye arbejdspladser bliver besat af arbejdsløse danskere eller af udenlandsk arbejdskraft. Når byggeri sendes i udbud, kan det offentlige stille krav om, at arbejdet skal udføres på danske, overenskomstlignende vilkår. Men de kan ikke kræve, at det er danskere, som udfører arbejdet. Det vil være diskrimination på baggrund af nationalitet, og formentlig blive kendt ulovligt ved EU-Domstolen.

Øgede udgifter på 12 milliarder kroner er ikke forskellen mellem buldrende højkonjunktur og dyb depression. Det bliver ikke nogen kickstart. Men en ’slow start’ er vel trods alt bedre end slet ingen start.

Alt i alt må man altså sige, at hvis formålet er at skabe arbejdspladser her og nu, så er det en meget dårlig idé at prioritere offentlige investeringer frem for den almindelige driftsøkonomi i den offentlige sektor. Man nedlægger dermed ’sikre’ arbejdspladser i et forsøg på at skabe nogle nye, ’usikre’ arbejdspladser.

Vismændene: Plads til øget forbrug på 10-12 milliarder kroner

Det virker umiddelbart besynderligt, at regeringen ikke fører en mere ekspansiv politik. Der er efterhånden bred enighed om, at Danmark største problem her og nu ikke er eksporten, men manglende indenlandsk efterspørgsel i form af lavt privatforbrug og lave private investeringer. Netop en udfordring, som man kan tackle gennem ekspansiv finanspolitik.

Regeringen har hidtil hævdet, at man ikke kan øge de offentlige udgifter yderligere, uden at komme i konflikt med EU’s finanspagt. Men faktisk mener vismændene, at der inden for de nuværende EU-regler er plads til at øge de offentlige udgifter med 10-12 milliarder kroner til næste år. Det er langt mere end det, regeringen selv lægger op til med sit finanslovsudspil.

Øgede udgifter på 12 milliarder kroner er ikke forskellen mellem buldrende højkonjunktur og dyb depression. Men det vil betyde, at finanspolitikken faktisk bidrager til at trække økonomien i retning af højere vækst og mere beskæftigelse. Det bliver ikke nogen kickstart. Men en ’slow start’ er vel trods alt bedre end slet ingen start.

 

Dette indlæg er oprindeligt bragt på den uafhængige blog 90mandater.dk.

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO