Annonce

Labour splittet om indsats i Syrien

Labour er splittet i spørgsmålet om partiet skal støtte David Camerons forslag om, at Storbritannien skal gå med i den internationale koalition imod ISIS i Syrien.
Det britiske Labour-partis nyvalgte formand, Jeremy Corbyn, er endt i lidt af en kattepine. For parlamentsgruppen og partiet er splittet midt over i et spørgsmål, om hvorvidt partiet skal støtte op om den britiske regerings forslag om at deltage i luftangreb på den islamiske terrororganisation ISIS i Syrien.

Egentlig har premiereminister David Camerons konservative parti flertal, men han har sagt, at der skal være konsensus i parlamentet, før han vil sende de britiske bombefly på vingerne.

Ingen enighed i Labour
Den konsensus vil Labour-formand Jeremy Corbyn ikke være med til. Han mener, at luftangreb vil gøre situationen i Syrien værre og at det vil føre til unødvendige civile tab, uden at der er sikkerhed for at det svækker ISIS.

Det synspunkt har bragt ham på koalitionskurs med en række af topfolkene i partiet. Således har Labours næstformand Tom Watson og udenrigsordfører Hilary Benn offentligt sagt, at der er en overhængende terrortrussel fra Syrien og at denne trussel kræver et militært svar. Skyggekabinettet mødtes i sidste uge og kilder fortæller til britiske medier, at det var umuligt at opnå enighed.

Partiledelsen mødes mandag for at diskutere, hvad strategien skal være for afstemningen. Der er dem der anbefaler at man skal anbefale parlamentsmedlemmer at stemme ja, andre at man skal anbefale, og kæmpe for, et nej og endelig dem, der mener hele Labour-gruppen bare skal fritstilles.

Engelske medier rapporter om at Jeremy Corbyn har tilbudt, at gruppen kan blive fritstillet, men at partiet så til gengæld officielt er imod luftangrebene. En fritstilling som vi kender det herhjemme med etiske spørgsmål er absolut ikke hverdagskost i britisk politik, hvor der hersker en høj grad af partidisciplin.

Handler ikke kun om Syrien
Det er helt åbenlyst, at debatten ikke kun handler om partiets konkrete standpunkt til luftangrebene, men også om Jeremy Corbyns samlede formandskab, hvor det ses af nogen som et forsøg fra højrefløjen i partiet på at presse partiformanden ud før tid.

Således siger generalsekretæren for det store Unite-forbund, Len McCluskey følgende til  Huffington Post:

“Tanken om at nogle Labour MPs er klar til at spille intern partipolitik med et emne som dette, vil få det til at hænge ud af halsen på alle ordentlige mennesker”

“Og de leger med ilden. Ethvert forsøg på at skubbe Labours leder ud via et kup, vil blive modarbejdet hele vejen af Unite og, tror jeg, de fleste partimedlemmer og tilknyttede fagforeninger.”

McCluskey har været en af Jeremy Corbyns stærkeste støtter i formandsvalgkampen.

Corbyn har behov for mere tid
Her til eftermiddag har Jeremy Corbyn skrevet til David Cameron og bedt ham om, at parlamentet skal have to dages debat om luftangrebene. Det bliver udlagt som et forsøg på at skaffe partiformanden lidt mere tid til at skabe enighed i egne rækker.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet