Annonce

Lærerformand: Offentlig kontrol skal vendes på hovedet

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, skal Danmark følge svenskerne i et opgør med kontrolstyringen i den offentlige sektor. ”Kontrollen skal vendes på hovedet”, siger lærerformanden til Netavisen Pio.
Igennem flere årtier er målstyring, skemaer og kontrol blevet en mere og mere integreret del af den offentlige sektor. Den såkaldte New Public Management er blevet standardskabelonen for, hvordan man får mest muligt velfærd for pengene. Men som Netavisen Pio tidligere har skrevet, vil vores svenske naboer nu gøre op med den strenge kontrol og de rigide skemaer til fordel for en mere tillidsbaseret ledelse i den offentlige sektor. Tanken bag skiftet er, at hvis offentligt ansatte får mere indflydelse på deres arbejde, bliver de mere motiverede, og at frontlinjemedarbejderne er de bedste til at se, hvor der kan effektiviseres.

Svenskerne skal dog ikke gå den vej alene – vi i Danmark skal følge trop. I hvert fald hvis det står til formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen. ”Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at vi skal gøre noget lignende i Danmark”, siger han til Netavisen Pio. ”Vi skal på samme måde som svenskerne tage et opgør med den måde at tænke styring.”

Opgøret med kontrol døde efter finanskrisen
Ifølge Lærerforeningsformanden har opgøret med den stramme skemaregulering i den offentlige sektor da også tidligere været på tegnebrættet. ”Vi troede jo midt i 00’erne, at vi var vidne til et gryende opgør med kontrollen”, siger Anders Bondo. ”Og ved overenskomstforhandlingerne i 2008 tog vi et stort opgør med det.”

”Men så kom finanskrisen. Det bragte New Public Management tilbage på dagsorden”, siger Anders Bondo sukkende.

Problemet med den intensive kontrolstyring er, at den ikke virker – til gengæld mister medarbejderne arbejdsglæden og præsterer derfor dårligere. ”Kontrolstyringen hiver energi, begejstring og engagement ud af den offentlige sektor”, siger Anders Bondo Christensen.

”Vi får entydige tilbagemeldinger fra de steder, hvor man har gjort op med kontrollen. Det skaber bedre rammer, og engagerede medarbejdere, der arbejder mere.”

Den danske tillidsreform var kun pæne ord
Et opgør med kontrolstyringen var ellers på tegnebrættet i 2013, da den daværende regering iværksatte en såkaldt ”tillidsreform”. Men der var ikke handling bag ordene, lyder det fra Anders Bondo. ”Tillidsreformen i 2013 handlede kun om ord. Der var nogle rigide rammer, hvor vi kun måtte snakke om tillid, samtidig med, at vi så det ene kontrolsystem efter det andet blive udmøntet. Test er blevet til måleinstrumentet, selvom vi ved, at det siger uendeligt lidt om elevernes evner og udviklingen. Det er dræbende for engagementet.”

Vend styringskæden
”I 80’erne udviklede jeg sammen med Jørgen Mads Clausen fra Danfoss en model til en styringsreform af den offentlige sektor. Det er den samme måde, de gør det på hos Danfoss. Man vender simpelthen styringskæden på hovedet. Sådan at hver enkelt afdeling siger, hvad de mener, man kan gøre bedre hos dem. Det skal så godkendes, men det er medarbejderne, der har initiativet.”

”Vi har så meget bureaukrati. Tag et konkret eksempel. Hver lærer i skolen skal dokumentere, hvordan man forsøger at bryde den negative sociale arv. Skal en skolelærer i Gentofte så sidde og skrive, at nu er vicedirektørens børn blevet direktører?”

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet