Annonce

Leder: Løkke har en plan!

Lars Løkke ser til med stor tilfredshed, når han beskyldes for ikke at have noget projekt. Venstres ideologiske planter vokser nemlig bedst i skyggen, hvor ingen opdager hvad der rent faktisk sker.  
At statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde forregnet sig, muligvis mistede grebet og måske endda dummede sig lidt i forløbet med Eva Kjer Hansen, er en meget fair konklusion. Også selvom Eva Kjer Hansens afgang var uundgåelig og Lars Løkke havde behov for at sende et klart signal til sit blodtørstige parlamentariske grundlag i blå blok.

Historiske vådeskud fra Politiken
Men på den baggrund at konkludere, at Lars Løkke overhovedet ikke har nogen plan, er hovedløst. Jeg vil faktisk driste mig til at kalde det et vådeskud af nærmest historiske dimensioner.

Ikke desto mindre, så er det netop den dom som en af Politikens ellers så kompetente leder-skribenter, Per Mikael Jespersen,  fældede over statsministeren: ”Det er første gang siden Anker Jørgensen, Danmark har en regering blottet for et projekt, som vælgerne kan forholde sig til.”

På den baggrund må man antage, at Politiken og dens leder-skribenter skal rammes i hovedet af et politisk projekt før de kan få øje på det.

At Lars Løkke Rasmussen ikke skulle have et 'klart politisk projekt' må være en af de største sovepuder i dansk politik overhovedet. Og det eneste den antagelse kan bruges til, er at lulle venstrefløjen ind i en farlig tornerosesøvn. Man skulle nærmest tro, at Politikens lederskribent var sendt i byen med budskabet af Lars Løkke selv, fordi det er ham, der vil nyde størst gavn af denne yderst mærkværdige konklusion.

Pas på djævlens bedste trick
Det vil nemlig kun styrke Lars Løkke, hvis fokus bliver ledt væk fra hans helt indlysende ideologiske projekt. Som et af mine absolutte yndlings citater, fra filmen ‘The Usual Suspects’, lyder: ”The greatest trick the devil ever pulled was to convince the world he didn't exist.”

Den pointe, der her gælder for djævelen, gælder også for Løkke. Hvis hans politiske modstandere for alvor opfatter ham som ufarlig, retningsløs og ikke-ideologisk, så er hans muligheder for at lede Danmark på ideologisk afveje markant forbedret. Han kan dermed bruge myten om superskurken Keyzer Soze (ligeledes fra ’The Usual Suspects) til at styre de naive modstandere med forestillingen om sin egen retningsløse uduelighed.

Det tydeligste politiske projekt i årtier
Hvis man kaster bare et overfladisk på Lars Løkkes mange år i dansk politik, så burde det imidlertid ikke være særlig svært at få øje på hans ideologiske fodaftryk og det politiske projekt, der handler om mere marked og lidt mindre fællesskab.

Som skud fra hoften kan nævnes: fritvalgsordninger, nedlæggelse af amterne, overbetaling af de private sygehuse, udvidelse af frit-valg-ordningerne, afvikling af efterlønnen, halveringen af dagpengene, afskafffelse af mellemskatten, indførelse af integrationsydelsen, gen-indførelse af kontanthjælpsloftet, den nye landbrugspakke og gentagne erklæringer om at sænke danskernes lønninger. Bare for at nævne et par stykker.

Men fremfor min mistænkeliggørende fremhævelse af Lars Løkke værste skurkestreger, så kan man også tage ordene fra manden selv. Således gik den danske drøm for Lars Løkke tilbage i 2009 på: "Alle skal have en reel chance for at søge lykken. Det betyder ikke, at alle skal have præcis det samme. Det betyder, at vi skal give plads til forskellighed. Vi skal have alle talenter i spil." Og to år senere ved Venstres Landsmøde i Odense 2011 blev, der tilføjet fem såkaldte sigtelinjer, der især handlede om at sænke skatten, øge den enkeltes frihed og gøre Danmark mere konkurrencedygtigt.

Hvis således sammenholder de konkrete reformer og de floromvundne skåltaler, så tegner der sig efter min opfattelse et meget tydeligt billede af Løkkes og Venstres projekt for fremtidens Danmark. Mindre stat, mindre skat og lavere løn giver mere større frihed og bedre konkurrenceevne. Såre simpelt.

Mål som både Lars Løkke og Claus Hjort har utrykt ganske eksplicit med blandt andet henvisninger til det tyske samfund og arbejdsmarkedsmodel som forbillede. Med den ligefremhed fra Venstre kan det være endog rigtig svært at forstå, hvordan de tunge meningsdannere på Politiken kan falde pladask på maven for illusionen om den projektløse partileder. Lars Løkke er med projekt-lavere-løn, den statsleder der har haft den tydeligste mission i dansk politik de sidste 30 år.

Løkkes projekt kører (desværre) på skinner derudaf. Og hvis man nogensinde vil ændre på eller udfordre dette, så skal man nok skynde sig at indse hvad der gemmer sig inde i Lille Lars fra Græsted. Og dernæst indse at den eneste, der nyder gavn af myten om det manglende projekt, er Lars Løkke selv.

 Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet