Lidegaard mangler stævning – DF siger, at den er på vej

Injurie-slagsmål

Lidegaard mangler stævning – DF siger, at den er på vej

Morten Messerschmidts stævning til Martin Lidegaard lader vente på sig – men DF forsikrer, at de fortsat vil hive De Radikales leder i retten

Morten Messerschmidt (DF) og Martin Lidegaard (R)
Billedtekst
Netavisen Pio erfarer, at det fortsat “100 procent” er partiets plan at indlevere søgsmålet.
Foto: DF/Facebook

“Jeg giver dig 24 timer fra nu til at dementere det, ellers vil der blive udtaget injuriesøgsmål mod dig.”

Det sagde Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, til De Radikales partileder, Martin Lidegaard, ved et debatmøde i Randers 10. november.

Nu – mere end en uge efter – venter Lidegaard fortsat på at modtage en stævning.

Det fortalte han ifølge DR til Ritzau tirsdag i forbindelse med, at han var mødt op ved Energicenter Voldparken i København for at stemme til kommunalvalget.

Her blev Lidegaard spurgt, hvad status på sagen er på nuværende tidspunkt:

“Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg har ikke modtaget nogen stævning endnu, men jeg formoder, at jeg gør det,” sagde Lidegaard.

Søgsmålet

Årsagen til søgsmålet bunder i en diskussion om DF’s hjemrejse- og integrationspolitik.

Ved debatmødet spurgte Lidegaard Messerschmidt ind til, om han ville "internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her".

Læs også:Drama på borgen: DF-formand sagsøger De Radikales partileder

Den formulering mente Messerschmidt var direkte løgn, hvorfor han truede med at lægge sag an.

Beskyldning for dobbeltmorale efter kronik

I sidste uge udgav syv af DF’s topledere – herunder Messerschmidt – en kronik i Jyllands-Posten, som efterfølgende er blevet trukket tilbage, fordi partiet i teksten fejlciterede flere politikere.

Det gav flere aktører anledning til at hive et velkendt ordsprog frem: Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus.

Læs også:Klapper i: DF vil ikke forklare kæmpe-fadæse

Blandt andre har chefredaktør på Weekendavisen, Martin Krasnik, der er en af de fejlciterede i kronikken, meldt sig på banen:

“Det er en del af Dansk Folkepartis selvopfattelse, at folk går og lyver om dem. Det gør det lidt komisk, at de så selv falder i med begge ben,” sagde han til Politiken.

Det gør det lidt komisk, at de så selv falder i med begge ben

Også social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokratiet har påpeget absurditeten i Messerschmidts timing.

I et opslag på Facebook henviser hun til en kommentar fra partifælle og politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen:

“Hvis jeg skulle sende et sagsanlæg, hver gang Morten Messerschmidt sagde noget grotesk om Socialdemokratiet, måtte vi udvide optaget på jurastudiet,” skriver hun og fortsætter.

“Det værste er, at Christian har ret. Og det siger sig selv, at nu er Dansk Folkeparti og hele deres folketingsgruppe med Morten Messerschmidt i spidsen samtidig gået langt, langt over stregen i deres nu slettede kronik i Jyllands-Posten.”

placeholder

DF: Søgsmålet bliver 100 procent indleveret

Lidegaard siger til Ritzau, at han tager sagen med sindsro og henviser til, at man må spørge Morten Messerschmidt, hvis man vil have svar på, om – og i så fald hvornår – søgsmålet når frem.

Læs også:Løkke med opsang til borgerlige partier: “Det bekymrer mig, at der ikke er flere, der siger fra”

Efter en henvendelse til DF erfarer Netavisen Pio, at det fortsat “100 procent” er partiets plan at indlevere søgsmålet, men at det bare tager bare lidt tid at gøre den klar.

Partiet svarer dog ikke på, hvornår Lidegaard kan forvente at modtage en stævning, eller om den nyligt tilbagetrukne kronik har haft indflydelse på sagen.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 18.11.2025 - 15:51

Ja, mon ikke den udeblevne stævning har en del at gøre med den uheldige kronik, hvor DF selv gør stort set det samme som det, de ville sagsøge Lidegaard for? Det kunne jo nok være lidt svært at tage alvorligt efter den fadæse ..

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.