Annonce

Løkkes sure syretest

Lars Løkkes strategi om blot at tromle løs som var man en flertalsregering, ser ud til at slå fejl.
Det virker til, at Venstre i øjeblikket bevidst går efter at blive spanket i offentligheden. I hvert fald ser stærkmandstaktikken med at fremture med en det-er-det-her-vi-vil-attitude uden at sikre sig at tilpas mange andre partier ville det samme, en smule kluntet ud.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) blev torsdag det seneste eksempel på en sag, hvor regeringen har pustet sig for meget op uden at være sikker på, at den havde noget at have det i. Hun ville sende 2.500 dispensationer om statsborgerskab til genbehandling i Indfødsretsudvalget, men Indfødsretsudvalget rystede bare på hovedet af hende. Det afholdt dog ikke Støjberg fra at prøve igen, men et nej er et nej.

Èt er at sige, hvad man gerne vil, et andet er at sige, at sådan bliver det

I stedet fik hun en offentlig lektion af Liberal Alliances indfødsretsordfører Leif Mikkelsen (tidligere venstremand i øvrigt) om, at det ikke ændrer en tøddel, at der kommet en ny regering – hvis de 2.500 borgere har modtaget et brev underskrevet på et papir fra Justitsministeriet, er et ord et ord, og det må Støjberg lære, at man ikke kan lave om på.

Vi leger ikke bytte-bytte-købmand
Selvfølgelig kan en regering ikke kun føre lukkede forhandlinger og afstemme alt politik med sine allierede, inden den fremlægger den, for så virker den ikke proaktiv, initiativrig og som landets reelle ledelse. Men ét er at sige, hvad man gerne vil, et andet er at sige, at sådan bliver det.

Og faktisk havde Inger Støjberg eftersigende allerede fået besked fra Liberal Alliance om, at de ville stemme imod hende, men alligevel valgte hun at genfremsætte sit forslag i Indfødsretsudvalget. Med offentlig ydmygelse til følge.

Folketingets mindste parti lod sig ikke kue af dens trusler og slog blot stille og roligt fast, at de ikke legede bytte-bytte-købmand

Tidligere har Konservative trukket tæppet væk under regeringens valgløfte om at sænke ulandsbistanden. Venstre har så truet med ikke at ville komme Konservatives mærkesager i møde, hvis de ikke makker ret, og at de så måske kunne skyde en hvid pil efter den vådeste konservative drøm – sænkningen af grundskylden.

Men også her måtte regeringen sande, at den han pustet sig mere op, end der var luft til. Folketingets mindste parti lod sig ikke kue af dens trusler og slog blot stille og roligt fast, at de ikke legede bytte-bytte-købmand, når det gjaldt politiske sager, der intet havde med hinanden at gøre.

Tør han nægte igen?
Statsministeren selv har allerede gjort det, han hånede sin forgænger i sædet, Helle Thorning-Schmidt, for: nægtet at stille op til et samråd. Den slags kan han ikke gøre mange gange, før der vil gå sport i at indkalde ham til samråd i tide og utide og udstille, at han ikke egenhændigt tør stille op og argumentere for sin regerings politik.

Hver gang regeringen puster sig op, lægger den et lille ved til sit eget afgangsbål

Løkke erkendte ellers på valgnatten, at valget, trods udsigten til regeringsmagten, i bund og grund var noget endt i noget skrammel. Da han endelig fik dannet en regering, lød det også nogenlunde ydmygt, at det var en mindretalsregering, der skulle indgå en række kompromisser og ikke kunne føre alle mærkesager ud i livet.

Den attitude er allerede forduftet. Men hver gang regeringen puster sig op, lægger den et lille ved til sit eget afgangsbål. For før eller siden risikerer den at komme til at spænde ben for sig selv i en grad, at der ingen vej er tilbage end at udskrive valg. Ikke at det scenarie ligger lige rundt om hjørnet, men Løkke skal skrue ned for sin magtfuldkommenhed, hvis han vil mødes med samarbejdsvillighed fra de andre af Folketingets partier.

 
Søren Strandman-Møller er politisk kommentator og kommunikationsrådgiver. Som journalist har Søren Strandman-Møller arbejdet for flere medier på Christiansborg. Søren Strandman-Møller har ingen politiske partier som kunder og er uafhængig af politiske interesser.
Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.


Flere artikler om emnet