Annonce

Messerschmidt: ”Dagpengereform er endt godt”

Hvordan kan en dagpengereform, der betyder at tusindvis af mennesker mister deres forsørgelsesgrundlag, være ”endt godt”?
Tilbage i 2010 sagde Dansk Folkeparti, at de ”ikke kunne se noget formål i at halvere dagpengeperioden”. Knap to måneder senere var det selvsamme Dansk Folkeparti med Thulesen Dahl som forhandlingsleder, der smed forslaget på bordet.

Brian Mikkelsen (K) er kommet en tur igennem vælten på de sociale medier. Det sker efter Mikkelsen i Jyllands-Posten blev spurgt til, om han var ligeglad med alle de mennesker der ville falde ud af dagpengesystemet. Her svarede han iskoldt:” Ja, for det afgørende for De Konservative var at halvere dagpengeperioden. Det var en kæmpe, kæmpe sejr for os, og vi kunne slet ikke få armene ned”.  

Brian Mikkelsen er dog ikke den eneste politiker fra højrefløjen, der er positive over for dagpengereformen, på trods af de mange tusinde, der mister deres forsørgelsesgrundlag. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, der som parti ellers turnerer land og rige rundt som de store beskyttere af de udfaldstruede, mener ligefrem at dagpengereformen er ”endt godt”.

Således udtaler Dansk Folkepartis enerådige kaptajn i Europa Parlamentet, Morten Messerschmidt, sig nemlig til forrige nummer af Ræson. Hvordan Morten Messerschmidt kan mene at dagpengereform, der på det tidspunkt allerede havde betydet at 9.600 mennesker var røget ud af dagpengesystemet, kan være ”endt godt” er en evig gåde.

Hvor mange skal miste deres levegrundlag for, at Dansk Folkeparti ikke længere regner reformen for at være ”endt godt” – tredive, fyrre eller halvtredstusinde?

Med det klare og utvetydige citat, går Messerschmidt dermed stik imod sin partiformand Kristian Thulesen Dahl. Det kan der være mange forklaringer på. En af dem kan være, at Messerschmidt er blevet så forvirret over Dansk Folkepartis mange kovendinger på området. Tilbage i 2010 sagde Dansk Folkeparti, at de ”ikke kunne se noget formål i at halvere dagpengeperioden”. Knap to måneder senere var det selvsamme Dansk Folkeparti med Thulesen Dahl som forhandlingsleder, der smed forslaget på bordet ved forhandlingerne med Venstre og De Konservative. Nu, i 2013, er folkestemningen vendt, og derfor er populisterne Dansk Folkeparti selvfølgelig endnu en gang vendt på en tallerken og vil nu trække dele af dagpengereformen tilbage.

En anden forklaring kan være, at Messerschmidt simpelthen er direkte uenig med sine sjælefrænder på Christiansborg og dermed sin partiformand Kristian Thulesen Dahl. Det vil dog være noget af en sensation i Dansk Folkeparti, der er notorisk kendt for ikke at tolerere selvstændige holdninger, og derfor kan det undre hvorfor der ikke er nogle journalister der har boret i netop dette citat fra Morten Messerschmidt. Er partiledelsen eksempelvis enig i, at dagpengereformen er ”endt godt”? Hvor mange skal miste deres levegrundlag for, at Dansk Folkeparti ikke længere regner reformen for at være ”endt godt” – tredive, fyrre eller halvtredstusinde? Og kan man forvente sig, at Dansk Folkeparti fremover vil lægge stemmer til flere lignende reformer, der ender lige så godt?

 

Mads Hersbøll skriver speciale i Statskundskab. Har tidligere været formand for Frit Forum Odense og er nu studentermedhjælper for Socialdemokraterne på Christiansborg.


Flere artikler om emnet