Annonce

Metalformand: Venstre giver dig friheden til at ryge på røven

Dansk Metals formand Claus Jensen er socialdemokrat. Hvis nogen skulle være i tvivl. Og bare fordi man er socialdemokrat, kan man stadig godt vise sig på Venstres landsmøde.
Der er gået lidt over en måned. Men de fleste socialdemokrater har stadigvæk ikke glemt det. Billedet af en socialdemokratisk fagforeningsformand på talerstolen hos Venstre. Forbundsformand for Dansk Metal, Claus Jensen, blev den første fagboss i Danmarkshistorien, der fik lov til at tale i 16 minutter og 57 sekunder foran 1600 bønder og liberale uden at blive afbrudt. Et særskue? Ja, det må man sige. Et problem? Ikke hvis man spørger Claus Jensen selv:

”Der har aldrig været tvivl om fagbevægelsens fundament, det er der heller ikke nu, men vi har altid været i stand til at tale med andre. Regeringen taler jo også utrolig meget med arbejdsgiverne. Skulle jeg så blive fornærmet over det? Det er da en mærkelig pseudopolitiker-tankegang.”

Jeg vil have Venstre til at samarbejde
Men i den knap 17 minutter lange tale var der især et citat, som sprang i øjnene: ”Vi må samarbejde på tværs af traditionelle skel. For der findes ikke ideologiske løsninger. Der findes kun praktiske løsninger.”

”Ja, det sagde jeg. Jeg henviste til den måde, hvor, jeg synes, Venstre knivskarpt har ramt lønmodtagerorganisationerne. Hver gang de lavede en ny finanslov, kunne vi bladre efter, hvor de nu havde ramt os. Det eneste mål var at svække fagbevægelsen. Og det er den ideologi, jeg angriber. Fordi det vil ødelægge den danske model.”

”Men driver du ikke også ideologi, når du forsvarer den danske model?”

”Der er ikke nogen partier, som jeg kender til i Folketinget – måske med undtagelse af Liberal Alliance, dem har jeg faktisk opgivet at forstå – der ikke går ind for den danske model. Det er en dansk ideologi, i højere grad end det er en borgerlig eller socialdemokratisk ideologi.”

De stærke får lov til at kule mindretallet
Claus Jensen er født i Odense og opvokset i Kerteminde. Ind i en familie bestående af smede og fagligt aktive. Farfaren var fagforeningsformand i Odense, og selvom Claus Jensen gjorde et forsøg på ungdomsoprør ved at kalde sig SF’er, måtte han hurtig sande, at Socialdemokraterne var der, han hørte til:

”Jeg holder meget af ”gør din pligt, og kræv din ret”. Det er et godt udtryk for at være socialdemokrat. Man skal deltage aktivt, gøre alt hvad man selv kan for at være selvforsørgende… Venstre har siden omskrevet det til noget for noget og så videre, og jeg hader den der retorik, hvor de deler befolkningen op.”

Claus Jensen giver et eksempel og taler, om dengang befolkningen blev spurgt, om en efterlønsordning var nødvendig. Nej, sagde størstedelen, og efterlønnen røg. Ville vi have en 4-års dagpengeperiode eller 2-årig dagpengeperiode?  To år er fint, sagde størstedelen, og fire år blev til to.

”De stærke får på eller anden måde lov til at kule mindretallet. Hvis bare man har 52 procent på den ene side af gærdet og 48 på den anden, så får man skabt to fløje, og så snakker man befolkningen fra hinanden. Det, tror jeg ikke, bliver et godt samfund på sigt. Bare se på USA,” siger Claus Jensen og henviser til de republikanere, der sammen med Tea Party-bevægelsen tog amerikanerne som gidsler under budgetforhandlingerne i oktober.

Corydons udtalelser om kædeansvar er vrøvl
Vinduerne i Claus Jensens hjørnekontor er prydret med store valgplakater af Jesper Trolle Rohde. En socialdemokratisk kandidat til Borgerrepræsentationen i København, automatiktekniker og tidligere ansat i huset på Nyropsgade. For to år siden var det Helle Thorning-Schmidt, der hang i vinduerne. Støtten til socialdemokraterne er intakt:

”Jeg er overordnet tilfreds med den politik, regeringen fører. Men jeg kan godt finde enkelte områder, hvor jeg godt kunne tænke mig, at de havde en lidt større bevågenhed på begge sider af arbejdsmarkedet.”

For det gør ondt i Claus Jensens socialdemokratiske hjerte, når finansminister Bjarne Corydon siger, at kædeansvar ikke er regeringens politik. For Claus Jensen er den udtalelse mest af alt paradoksal og ulogisk:

”På den ene side siger han, at man vil bekæmpe social dumping. Omvendt siger han, at hvis vi indfører kædeansvar, går det ud over konkurrenceevnen. Hvordan kan det gå ud over konkurrenceevnen at indføre kædeansvar, hvis man har den forudsætning, at ingen må benytte sig af social dumping?”

Frihed til at ryge på røven
Men Claus Jensen tror på det. Hans partifarve vil forblive lige så rød, som vindueskarmene i Metalhuset. Han er ikke i tvivl. Socialdemokraterne er det parti, som er tættest på fagbevægelsens holdninger. For det er Socialdemokraterne og fagbevægelsen, som sammen har sikret gode løn- og arbejdsvilkår til danskerne. Det er Socialdemokraterne og fagbevægelsen, der har givet danskerne friheden. Og det vil det fortsat være – også selvom Venstre har taget patent på frihed:

”Hvem fanden er det, der har kæmpet for frihed i det her samfund i de sidste 125 år? Ja, jeg spørger bare. Det har fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Friheden til at flytte ud fra tredje baggård i København og få sig et parcelhus, det er rent socialdemokratisk politisk. Det er fandeme socialdemokraterne, der har sørget for, at vi overhovedet fik råd til et hus.”

Han trækker vejret ind, inden han gør klar til det sidste skud:

”Hvad er det for en frihed, de borgerlige fortæller, at danskerne har? Jo, de har en frihed til at falde ud over dagpengekanten. Frihed til, når de er slidt op som 60-årige, ikke længere at kunne få efterløn. For mig, som repræsentant for almindelige lønmodtagere, er det en mærkelig pseudo-frihed. Det er en frihed til at ryge på røven.”

Netavisen Pio vil igennem en række portrætinterviews forsøge at finde ud, hvad det vil sige at være socialdemokrat. Interviewet med Claus Jensen er nummer tre i rækken.

Læs her tidligere interview med:
Mette Gjerskov
Jesper Petersen
Knud Heinesen


Flere artikler om emnet