Annonce

Mette Frederiksen til partifæller: Mere debat!

Mette Frederiksen ønsker at anlægge en mere åben ledelsesstil, hvor der skal være plads til politisk debat, også hvis folketingsmedlemmer er uenige i partilinjen.
Under partiformand Helle Thorning-Schmidt (S) fyldte diskussionen om den interne debat i Socialdemokratiet meget. Den daværende ledelse blev af mange beskyldt for en topstyret ledelsesstil, hvor selv ledende folketingsmedlemmer og ministre fik besked på at makke ret og bakke op – og blev degraderet, hvis de indtog synspunkter, der afveg fra partiledelsens.

Men efter at Mette Frederiksen har indtaget formandsstolen i partiet, skal den debatkultur ændres. Nu bliver der ligefrem opfordret til, at folketingsmedlemmerne må have meninger, der afviger fra partiets kurs.

Efter Netavisen Pios oplysninger blev det slået fast på sidste uges socialdemokratiske gruppemøde, at folketingsmedlemmerne fremover skal bruges i den politiske debat og skal inddrages i ledelsens beslutninger.

Blandt andet skulle Mette Frederiksen have sagt, at hvis man er uenig i det, hun gør, skal man være velkommen til at tage en debat om det.

Det er et tøbrud i forhold til tiden før valget, hvor gruppemøderne efter flere gruppemedlemmers opfattelse havde karakter af forelæsninger, hvor folketingsmedlemmerne skulle notere, hvad de skulle mene i den her uge.

Det er angiveligt Mette Frederiksens opfattelse, at en friere debat kan gavne Socialdemokratiet. Både fordi partiet på den måde kan favne flere vælgersegmenter, men også fordi man håber på, at partiet ikke så hurtigt ”løber tør” for politik, hvis flere er med til at tænke og udvikle nye politiske forslag.

Der er en opfattelse blandt nogle socialdemokrater om, at en af grundene til Thorning-Schmidt-regeringens manglende genvalg var, at man manglede egne politiske ideer og derfor blev reduceret til at bekæmpe Venstres ønske om nulvækst.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet