Annonce

Mogens Lykketoft: Lad være med at bringe Muhammed-tegninger

"Det der med at ville bringe annoncer for at provokere en ny debat om krænkelser er ikke noget, som jeg vil gå ind for," lyder det fra Mogens Lykketoft
For tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft er der noget déjà-vu over diskussionen af Muhammed-tegningerne.

I 2005 og 06 kritiserede Socialdemokratiets daværende udenrigsordfører statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at skabe en unødvendig krise - hvad der endte som den såkaldte Muhammed-krise - ved at afslå at mødes med ambassadører fra en række muslimske lande for at drøfte Morgenavisen Jyllands-Postens 12 karikaturtegninger af Muhammed.

Og i dag kritiserer Mogens Lykketoft Nye Borgerlige for at skabe, hvad han endnu engang kalder en unødvendig krise, med beslutningen om at ville indrykke Muhammed-tegninger i en række dagblade (Weekendavisen, B.T og Berlingske har foreløbig takket ja til at bringe dem).

Det er helt unødvendigt

”Det vil jeg ikke anbefale,” siger Mogens Lykketoft til Netavisen Pio om beslutningen. ”Det der med at ville bringe annoncer for at provokere en ny debat om krænkelser er ikke noget, som jeg vil gå ind for. Det er helt unødvendigt.”

Fransk Muhammed-krise

Beslutningen om at bringe - eller ikke at bringe – tegninger af profeten kommer, efter at Frankrig nu befinder sig i det, der er blevet kaldt ”den franske Muhammedkrise”.

I september optrykte satiremagasinet Charlie Hebdo således flere tegninger som modsvar på, at to gerningsmand i 2015 dræbte 12 personer på redaktionen, og fordi retssagen mod 14 personer, der menes at være involveret i angrebet dengang, begyndte.

Efterfølgende blev to journalister angrebet og såret foran bygningen, hvor Charlie Hebdo tidligere havde til huse. En lærer, Samuel Paty, fik siden halsen skåret over for at have vist tegningerne i sin undervisning, og senest blev tre personer dræbt i en kirke i Nice.

Fogh bøjede sig for DF

Mogens Lykketoft understreger, at han hverken forstår – eller har forståelse for – at nogle kan blive stødte over tegningerne. Hvilket han kalder ”skørt”.

”Det er dødsensfarligt, uacceptabelt - og skal bekæmpes under alle former – at der er nogle, som vil gå rundt og slå mennesker ihjel på grund af tegninger,” siger den tidligere udenrigsminister.

”Det er der ingen tvivl om. Men det er et endnu større, og vigtigere projekt, at undgå at grave kløfterne dybere til to milliarder mennesker, som er fredelige tilhængere af islam – og som hele tiden bliver udsat for en agitation fra de ekstreme kræfter om at hidse sig op. Man skal tænke over, hvordan man undgår at konfrontere en hel civilisation – og en hel verdensreligion – fordi, at dem, som er interesseret i en konfrontation, får en unødvendig anledning til denne.”

Ifølge den tidligere udenrigsminister kunne Anders Fogh Rasmussen i sin tid have valgt at modtage ambassadørerne, beklaget at tegningerne blev opfattet som sårende af nogle muslimer og fastslået, at i et demokrati som det danske bestemmer regeringen ikke over medierne - og at forurettede må gå til domstolene. Det ville have gjort det umuligt efterfølgende at postulere sagen som en krænkelse fra det officielle Danmark. Nu blev det udlagt nøjagtigt sådan.

Den islamkritiske og -skræmte del af det hjemlige vælgerkorps

Mogens Lykketoft skriver i sine erindringer, at når dette ikke skete, så skyldtes det, at statsministeren ønskede at ”kunne tilfredsstille Dansk Folkeparti og vinde popularitet hos den islamkritiske og -skræmte del af det hjemlige vælgerkorps.”

Den tidligere udenrigsmister afviser i dag argumentet, at terroristerne har vundet, hvis ingen tør bringe tegningerne.

”Det mener jeg ikke er rigtigt,” siger Mogens Lykketoft. ”Man må have ret til at bringe de tegninger, som man vil. Det er jo ikke det, som det handler om. For mig er det en unødvendig del af både min ytringsfrihed og min 100 procent afstandtagen fra terror i enhver form. Det er en unødvendig del af dette.”

Nye Borgerlige må lede efter nye tegninger

Nye Borgerliges plan har været, at annoncen skal indeholde de to Muhammedtegninger, som Samuel Paty viste i sin undervisning. Den skal indrykkes fredag og lørdag. Fredag i Weekendavisen og lørdag i andre aviser (ud over de nævnte tre landsdækkende dagblade håber Nye Borgerlige at få annoncen bragt i de regionale dagblade).

”Vi skal ikke lade os kyse,” skriver Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, på Twitter. ”Vi skal ikke frygte. Vi skal kæmpe.”

placeholder

 

Senest har Charlie Hebdo, som oprindeligt bragte de to tegninger, dog afvist, at Nye Borgerlige benytter Muhammed-tegningerne. Det sker med henvisning til, at tegnerne ikke ønsker det.

”Efter konsultation med tegnerne har Charlie Hebdo ikke lavet en sådan aftale med dette politiske parti, som de ikke deler nogen som helst synspunkter med,” Charlie Hebdos pr-bureau til Ekstra Bladet.

Ifølge Nye Borgerlige håber - og tror - partiet stadig, at det vil lykkes at bringe tegninger af Muhammed.

S og V støtter annonce

Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Rasmus Stoklund, har overfor Danmarks Radio (DR) udtrykt forståelse for Pernille Vermunds beslutning:

Enhver fugl synger med sit næb

 

”Det er fuldstændig legitimt. Enhver fugl synger med sit næb, og det synes jeg er helt i orden. Hvis hun finder det relevant at lave den form for demonstration, kan jeg intet galt se i det.”

Og Venstres næstformand Inger Støjberg delte i sidste uge Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen på sin Facebook-side.

”Vi skal ikke bøje os mod hinanden, give lidt ind på og finde et kompromis af hensyn til muslimer, der ikke vil indordne sig vort frie samfund,” skrev Inger Støjberg.

placeholder

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Mogens Lykkektoft er en yderst fornuftig mand. Jeg støtter hans udsagn. Jeg er også borger i DK. Jeg vil gerne have ytringsfrihed, men ønsker ingen unødvendige provokationer som dem Støjberg og Vermund ønsker.

https://menneskeret.dk/viden/laeringsportalen/faq/ytringsfrihed

Lykketoft har aldrig været demokratisk!

Ytringsfriheden er en grundlæggende forudsætning for et demokrati. Den sikrer, at alle må sige deres mening om, hvordan samfundet skal se ud, uden at blive straffe for det. Uden ytringsfrihed ville der ikke være mulighed for fri meningsdannelse og medbestemmelse for borgerne. Retten til ytringsfrihed er derfor udgangspunktet for de såkaldte politiske rettigheder og fundamentet for forsamlingsfriheden, foreningsfriheden, politisk og offentlig deltagelse, uddannelse og oplysning. Politikere og journalister har en særlig udvidet ytringsfrihed, fordi de i kraft af deres arbejde er med til at debattere samfundsforhold og derigennem sikre demokratiet. Pressen bliver ofte omtalt som demokratiets vagthund.

Lykketoft har antidemokratiske synspunkter!

Der er rigtig mange forskellige opfattelser af hvad ytringsfrihed og demokrati er for en størrelse. Når vi omtaler Kina eller Rusland,så er mange af den opfattelse at der ikke er demokrati i disse lande med etparti-styre. Men det er jo noget der klinger hult når man fx i Tyskland havde det såkaldte Berufsverbot hvor folk med venstreorienterede synspunkter ikke kunne få job i det offentlige.Eller når man i USA havde pligt til jævnligt at melde sig på den nærmeste politistation hvis man var medlem af det kommunistiske parti i landet. Og hvad med McCarthy der udøvede sin magt for at indespærre eller endda at aflive folk med synspunkter han ikke brød sig om fra venstrefløjen. Eller hvad med Ukraine hvor man forbyder folk at blive undervist på russisk, at 11 partier i det land er blevet forbudt af Zelenskys støtter?

Og hvad betyder "demokrati" egentlig? "Folkestyre" eller "at holde styr på folket"?

I USA er det forbudt for såkaldt "national tv" at vise kvinders brystvorter i en udsendelse. Da Janet Jacksons ene bh-strop røg ned under en international sportsbegivenhed i USA og derved blottede hendes ene brystvorte, fik tv-selskabet en kæmpebøde, og det vrimler med reportager fra andre lande hvor nøgenhed er forbudt at vise i USA.

At Lykketoft skulle have antidemokratiske synspunkter, er noget vrøvl med mindre du præcis kan fortælle hvori disse antidemokratiske synspunkter skulle bestå. Det er derfor bedre om du skriver at han har synspunkter du ikke deler, men det er jo noget ganske andet.

Jeg er imod NATO og EU, men i din optik vil det sikkert også være en del af at være udemokratisk for folket har jo stemt om det. Ja, vil jeg så sige- flertallet har stemt som de har stemt, men der er et stort mindretal der også er og var imod det. I et demokrati er det nok sådan at flertallet bestemmer, men det skal i et ægte demokrati også ske ved skyldig hensyntagen til mindretallet, for ellers vil det jo være et diktatur.

Er regeringens bebudelse om afskaffelse af st. Bededag en demokratisk eller en udemokratisk beslutning? Og hvad betyder det så i øvrigt?

Esbjerg 4.11.2020.
Jeg er mere enig med Rasmus Stocklund end med Mogens Lykketoft. Vort partis ageren i 2005 med Mogens Lykketoft som udenrigsordfører hører ikke til blandt de heldigste stunder i vores partis historie. Nu fortsætter Mogens Lykketoft med sin tilpasnings- og underkastelsespolitik over for islamistisk terrorisme og over for en lovreligion, der grundliggende betragter en sekulær demokratisk retsstat som vores som underordnet islam som lovreligion. Mogens Lykketoft skriver, at man skal undgå at konfrontere en verdensreligion og en hel civilisation. Det synspunkt finder jeg stærkt problematisk. Islam er en lovreligion med tydelige totalitære træk. Islam er en politisk totalitært ideologi, der slører sig i religiøse gevandter. Hartvig Frisch advarede i1930’ erne mod de voksende totalitære ideologier: kommunisme, fascisme og nazisme. Nu står vi som sekulære demokratisk retsstat i en lignende situation med totalitære og autoritære tendenser, der helt og aldeles strider mod de værdier, som vi som demokratiske socialister hylder. De frihedsrettigheder arbejderbevægelsen og andre progressive har kæmpet sig til skal ikke ofres på et religiøst alter.
Venlig hilsen Lars Runo Johansen.

Magen til vås skal man lede længe efter, selv hos en socialdemokrat. Da Socialdemokratiet i sin tid bestemte at arbejdsløse i Danmark under krigen skulle tvinges til at rejse til Nazityskland for at arbejde fordi de ellers ikke ville få arbejdsløshedsunderstøttelse, var en skammelig affære.Da man brød grundloven og lod folketingspolitikere anholde fordi de var kommunister, eller da man var med til at hjælpe besættelsesmagten med at få arresteret danske jøder, danske forfattere og journalister og offentligt sagde at man skulle samarbejde med nazisterne i Danmark, var det en hån mod demokratiet.

At Socialdemokratiet gang på gang har udført deres magt for at knuse de arbejdere der har protesteret og lovligt demonstreret mod deres arbejdsforhold på danske virksomheder, fx via blokadecirkulæret med Anker Jørgensen som frontfigur og som betød at man vanskeliggjorde trykkeriarbejdernes kamp mod den borgerlige presse, da man nu vil afskaffe st. Bededag fordi man skal bruge pengene til yderligere NATO-styrkelse, og hvor man gang på gang har vist sig at være på de borgerliges side vendt mod de naive socialdemokratiske vælgeres interesser, vidner om at S ikke har noget at lade andre høre.

Hvad angår lovreligion, så afhænger det sete og hørte af øjnene der ser og hører. Enhver religion kan udlægges som værende en lovreligion,også kristendommen. Her står fx de 10 bud som et lovmanifest om hvordan man skal bete sig som menneske. I Danmark fik kristendommen indpas ved barske love og regler mod dem der blev kaldt for blasfemikere.

Kristendommens afarter i form af Jehovas Vidner, forbyder deres medlemmer at modtage blod, selvom de er døende. Et barn på 15 år kan selv bestemme om vedkommende vil modtage blod selvom det kan dø uden. Og det var også under socialdemokratiets regime at man sanktionerede tvangssterilisation af dem man kaldte for "åndssvage" borgere i dette land, ligesom man også var med til at acceptere LSD-behandling af borgere der var blevet erklæret sindssyge. Eller hvad med lobotomi (det hvide snit)?

En lovreligion er blot et forsøg på at diffamere folk der ikke er kristne og som følger andre religioners synspunkter. Selv blandt kristne findes der fanatikere. Det var også en socialdemokratisk kirkeminister der fik indvirket at en præst blev afskediget fordi han ikke ville bede særligt for kongehuset efter sin prædike. Eller hvad med den såkaldte motorcykelpræst der blev afskediget fordi hun ikke var helt i synk med menighedsrådet i et sogn, klædte sig anderledes, men i øvrigt ellers opførte sig upåklageligt i forhold til sin præstegerning.

Eller hvad med afskedigelsen af en lærer hvis eneste "synd" var at han var langhåret?

Nej, Socialdemokraterne har ikke noget at være stolte over når det gælder om at diffamere andres synspunkter hvis de ikke er socialdemokrater.