Annonce

Muslimer skal fordømme ekstremisme – DF’erne slipper

Søren Espersen (DF) nægter, at ekstreme syn på islam skulle være generelle for partiet, efter flere DF-medlemmer blev afsløret i hadske Facebook-grupper. Til gengæld kræver partiet, at muslimer skal tage afstand fra ekstremistisk islam.
Det er blevet afsløret, at hadet til islam stortrives i en række lukkede Facebook-grupper med forbindelse til Dansk Folkeparti. Medlemmer af Dansk Folkeparti administrerer grupperne, hvor der daglig er stor debat om indvandring, islam og muslimer.

Et eksempel er det menige DF-medlem Jesper Fruerboel, som blandt andet har skrevet følgende på en af de lukkede Facebook-grupper: ”Islam er en form for sygdom. Det er den nemmeste måde at forklare det på. Der findes to former for sindssyge. Den ene slags kan man blive kureret for, og den anden kan man tro på.”

Men der er mange flere interessante udtalelser i grupperne. Politiken har samlet nogle af dem her.

Politiken bad efterfølgende Søren Espersen (DF) om at forholde sig til de mange medlemmers racistiske og ekstreme udskejelser på de sociale medier. Hertil sagde han:

”Jeg vil ikke acceptere, at den type holdninger skulle være generelle for partiet. Der er altid løsrevne ting."

Søren Espersen nægter altså at tegne et generelt billede af en samlet gruppe mennesker på baggrund af enkelte individers handlinger. Løsrevne ting – altså konkrete handlinger – skal kun gerningsmanden stilles til ansvar for og ikke hele grupper, forstås det.

Samme tankegang og standard er bare ikke gældende blandt Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer.

DF til muslimer: Tag afstand!
Partiets udlændingeordfører Martin Henriksen var eksempelvis ikke langsom om at bede muslimer om at tage afstand fra terrorangrebet i Mumbai i 2008:

”Jeg hører ikke til dem, der tror, at alle muslimer støtter den slags meningsløse handlinger, slet ikke. Jeg hører til gengæld til dem, der godt kunne bruge en klarere afstandtagen fra bærende muslimske kræfter i hele verden, når der begås terror i Islams navn. (…) Derfor appellerer jeg til de mange repræsentanter for det, nogle betegner som fredens religion til at gå i medierne, udstede erklæringer og i det hele taget vidt og bredt aflive myten om, at der skulle være en reel sammenhæng mellem islam og terror, ved at tage kraftig afstand fra massakren i Mumbai.”

Martin Henriksen taler altså her for en tankegang, hvor DF forventer og ønsker, at medlemmer af bestemte religiøse/etniske/politiske grupper tager afstand fra gerninger begået af andre i samme gruppe.

Med andre ord tager han indirekte medlemmer af den pågældende gruppe til indtægt for en bestemt adfærd – medmindre de kraftigt tager afstand fra det. Det er en tankegang, som også Inger Støjberg tidligere har talt for.

Hvorfor gælder samme standard ikke for Dansk Folkeparti, hvis den gælder for muslimer? Dansk Folkepartis øvrige medlemmer, lokalpolitikere og folketingsgruppe kunne jo passende tage afstand fra de rabiate udtalelser, som DF-medlemmer er kommet med i Facebook-grupperne.

Eller skulle vi måske bare nøjes med at gøre mennesker ansvarlige for deres egne handlinger alene og ikke andres?

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet