Når antifascisme bliver loyalitet

Jacob Selchau advarer i Netavisen Pio den 22. december mod, at venstrefløjen gentager 1930’ernes fejl ved at undervurdere Hitler - og i dag Putin. 

Hans konklusion er klar: Demokratiske socialister har ifølge Selchau “intet valg” og må derfor slutte op om de borgerlige demokratier, EU og NATO – trods deres fejl og mangler - som nødvendige værn mod autoritær højrenationalisme.

Selchaus advarsel mod autoritær nationalisme skal hilses velkommen. Trump, Putin og deres europæiske meningsfæller undergraver demokratiske rettigheder, social lighed og international fred. 

Det er en reel trussel, som enhver demokratisk socialist må tage alvorligt.

Uenigheden begynder dér, hvor Selchau drager sin politiske lære af historien - og dér, hvor denne lære placerer venstrefløjen i dag. 

For uenigheden handler ikke om trusselsvurderingen, men om konsekvensen; altså hvorvidt vurderingen af det mindst onde skal gøres til et bindende politisk udgangspunkt for venstrefløjen og de facto koste dens selvstændighed, oppositionelle rolle og evne til at formulere et alternativ.

Antifascisme ophører med at være en social og politisk kamp og bliver i stedet et spørgsmål om, hvilken stat man bør støtte i en given konflikt

Hos Selchau bliver kampen mod autoritær nationalisme nemlig først og fremmest et valg mellem stater: Enten de borgerlige demokratier eller barbariet. 

“Vi har intet valg,” skriver han. Og netop her ligger problemet.

Antifascisme som statsvalg - og hvad der går tabt

Når kampen mod autoritær højrenationalisme defineres som et valg mellem bedre og værre stater, ændres politikkens karakter grundlæggende. 

Antifascisme ophører med at være en social og politisk kamp og bliver i stedet et spørgsmål om, hvilken stat man bør støtte i en given konflikt.

Kritik bliver et spørgsmål om justering - ikke om alternativer

Denne forskydning får tre afgørende konsekvenser:

For det første flyttes konfliktens centrum. Det afgørende bliver ikke længere modsætninger i samfundet - mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, mellem velfærd og oprustning, mellem befolkning og statslige prioriteringer - men en ydre trussel, som kræver national samling. 

I praksis underordnes sociale problemstillinger derfor den nationale enhed og stemples som sekundære eller direkte forstyrrende.

Læs også:“Højrefløjen opfører sig uansvarligt. Formatløst. Og faktuelt forkert”

For det andet ændres venstrefløjens rolle. Når staten accepteres både som spydspids og værn mod barbariet, reduceres venstrefløjen fra opposition til ansvarlig støtte. 

Den kan fortsat kritisere, men kun inden for rammer, der allerede accepterer statens grundlæggende rolle. Kritik bliver et spørgsmål om justering - ikke om alternativer.

Pointen er, at når antifascisme reduceres til et valg mellem stater, ændrer den karakter

For det tredje forvandles antifascismen fra politik til moral. Støtte til staten bliver ikke et valg blandt flere strategier, men et etisk ansvar. 

Dermed gøres befolkningen moralsk medansvarlig for statens handlinger - herunder oprustning og krigsførelse - ved at blive opfordret til at tage ansvar, bide tænderne sammen og acceptere forringelser i velfærd og rettigheder som nødvendige ofre, mens andre politiske spørgsmål skubbes til side.

Pointen er ikke, at autoritær højrenationalisme ikke er en reel trussel. Pointen er, at når antifascisme reduceres til et valg mellem stater, ændrer den karakter. 

Den samler nationen bag staten, og presser samtidig den grundlæggende sociale konflikt i baggrunden - konflikten mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.

Netop denne konflikt ligger bag mange af de reelle problemer, mennesker mærker i hverdagen: Utryghed på arbejdspladsen, svækket velfærd og ødelæggelse af miljø og klima. 

Læs også:Det er ikke selvcensur, når vi på venstrefløjen står fast på vores værdier

Men når disse problemer ikke kan adresseres politisk, forsvinder de ikke - de ophobes.

Hvis faglige og sociale konflikter fortrænges fra den politiske debat til fordel for nationens krav, bliver utilfredsheden hverken givet et fælles sprog eller reelle løsninger. 

I stedet forskydes opmærksomheden til etnicitet, religion, national identitet m.v. - og netop her står autoritær nationalisme stærkt og vinder derfor opbakning, også blandt lønmodtagerne.

Når "vi har intet valg" lukker for politik

Når Selchau skriver "vi har intet valg", præsenterer han det som en nøgtern konstatering af vores tids realiteter. Men politisk fungerer en sådan erklæring anderledes. 

Ved at hæve oprustning og krig til ubønhørlige nødvendigheder, fratages de deres karakter som politiske valg. De bliver i stedet til noget, vi bare må indrette os efter.

Læs også:"Whatever it takes”: Tysklands kommende "jernkansler" gør klar til oprustning

Her ligger problemet: Selchaus nødvendighedslogik reducerer ikke blot den aktuelle taktik, men lukker for selve politikken. 

I det øjeblik den accepteres som et uomgængeligt udgangspunkt, erstattes den demokratiske debat om mål med teknokratisk forvaltning af midler. 

Politik bliver administration, og kritik reduceres til justering

Spørgsmålet er ikke længere om den kurs, vi sejler, er den rigtige, men udelukkende hvordan vi bedst navigerer efter dens allerede fastsatte koordinater.

Kritik bliver herefter kun mulig inden for de snævre rammer, som denne logik selv har trukket op. Man kan diskutere tempoet og eventuelle modydelser, men aldrig selve retningen. 

I praksis betyder det, at vi ikke længere debatterer, om milliarder skal flyttes fra velfærd til militær, men kun hvordan man afbøder beslutningens følger. 

Eller at et tiltag som afskaffelsen af store bededag fremstår ikke som et politisk valg, men som et uomgængeligt krav fra en truende omverden.

Konsekvensen er, at centrale spørgsmål forsvinder fra den offentlige samtale: Hvem bøder for krigen og betaler for oprustningen? Hvem mister velfærd og rettigheder? Hvem vinder på krigsøkonomien? 

Det er her, den egentlige politiske katastrofe opstår

Når disse spørgsmål skubbes i baggrunden, ændres også befolkningens rolle. Sociale ofre bliver ikke et politisk stridspunkt, men en moralsk pligt: ’Det er den pris, vi må betale.’ Politik bliver administration, og kritik reduceres til justering.

Det er her, den egentlige politiske katastrofe opstår. Når nødvendighedslogikken gøres til udgangspunkt, opgiver venstrefløjen sin kerneopgave: At gøre sociale konflikter synlige og politiske. 

Læs også:Politikernes Palæstina-hykleri er vand på Putins mølle

I stedet bindes den til statens krise- og sikkerhedsparadigme og får rollen som medforvalter af nødvendigheder. Den utilfredshed, som krise, oprustning og nedskæringer skaber, forsvinder ikke; men den mister sit progressive og sociale udtryk. 

Det er ikke et tegn på historisk ansvarlighed, men på en politisk blindgyde.

For når antifascisme først er gjort til loyalitet over for staten, og politik reduceret til forvaltning af nødvendigheder, er det ikke den autoritære højrenationalisme, der svækkes – det er muligheden for en demokratisk socialistisk opposition, der forsvinder.

Når antifascisme bliver kontraproduktiv

En strategi, der skal bremse autoritær højrenationalisme, kan altså ende med at styrke den. En stærkere stat, mere oprustning og mindre plads til sociale konflikter forværrer netop den utryghed og afmagt, som højrepopulismen lever af.

Når venstrefløjen reduceres til forvalter af ’det mindste onde’, opgiver den rollen som opposition. Utilfredsheden forsvinder ikke, men overlades til højrefløjen som fremstår som den eneste, der udfordrer status quo.

Uden klasseanalyse og demokratisk socialisme risikerer antifascismen at fastholde den samfundsorden, der netop skaber autoritær højrenationalisme. 

Læs også:Europas venstrefløj har svigtet det progressive Israel. I DSU går vi den modsatte vej

Modsvaret er derfor ikke statsloyalitet, men sociale fællesskaber, faglig og samfundspolitisk organisering, konkrete sociale og politiske krav - også i krisetider; og ikke mindst solidaritet mellem befolkninger på tværs af landegrænserne - også på tværs af frontlinjen.

Selchaus advarsel bør tages alvorligt. Men når antifascisme gøres til statsloyalitet, mister den sin politiske kraft. 

Demokratisk socialisme begynder ikke med at vælge den mindst problematiske stat, men med at opbygge den styrke, der kan udfordre statens krigs- og krisepolitik.