Nekrolog: I Ankers Danmark var vi på fornavn

Det føltes nærmest som om, han altid ville være her, Anker. Som om han stædigt holdt fast i tilværelsen for at våge over Socialdemokratiet. Som om hans blotte tilstedeværelse skulle minde hele Partiet om at forvalte arven ordentligt og huske, hvad det handler om i det gamle arbejderparti.

Nu våger han ikke mere, den gamle tillidsmand. Han har indtaget sin fortjente plads i Danmarkshistorien.

Historien om Anker er et stykke Danmarkshistorie. Om arbejderdrengen, der blev født i et kolonihavehus på Amager, blev forældreløs som 5-årig og voksede op hos sin tante i rabarberkvarteret i Bådmandsstræde på Christianshavn. Om den antinazistiske onkel, der vækkede den unge Ankers politiske bevidsthed. Om en dreng, der blev forfærdet, når han havde øret mod transistorradioen og hørte Hitler tale.

Det er historien om et arbejdsliv, der begyndte, da Anker var 14 og arbejdede 48 timer om ugen på en fabrik. Om en knægt, der som 17-årig meldte sig under arbejderbevægelsens røde faner og blev medlem af DSU Sundby. Om en ung socialdemokrat, der – ligesom sine senere ministre Henry Grünbaum og Per Hækkerup – blev aktiv i modstandsbevægelsen under krigen. Anker forsøgte senere at nedtone sin egen rolle i modstandsbevægelsen, og måske derfor er modstandskampen tit blevet glemt i fortællingen om Anker. Det kan virke uretfærdigt, for han var både leder af en stor modstandsgruppe i Gribskov, og han stod i spidsen for beslaglæggelsen af arkivet over værnemagere på Skt. Annæ Plads i København. Et arkiv, der dannede grundlag for retsforfølgelsen af værnemagere efter befrielsen.

Det er historien om en fagforeningskarriere, der startede i 1950, da Anker blev valgt som næstformand i den lokale afdeling for Lager- og Pakhusarbejderne. En fagforeningskarriere, der kulminerede, da Anker i 1968 blev formand for SiD. Sideløbende med sit arbejde i fagbevægelsen gjorde Anker politisk karriere. Fra 1961-64 var han medlem af Københavns Borgerrepræsentation, og ved folketingsvalget i 1964 fik Anker med sine 10.547 stemmer det fjerde socialdemokratiske mandat i Københavns Vestre Storkreds og kunne kalde sig folketingsmand.

Historien om Anker er også historien om de dramatiske timer, da Jens Otto Krag meddelte sin afgang, og Anker til de flestes store overraskelse fik statsministerembedet overrakt som en missekat, der springer op i skødet. Det er historien om jordskredsvalg og om oliekriser. Om en statsminister, der fik indført de store socialreformer, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og efterlønnen. Om en mand, der febrilsk prøvede at holde velfærdssamfundet intakt gennem den økonomiske krise.

Det er historien om en tidligere statsminister, der trodsede de kloge hoveder og i 1990 tog til Irak for at tale med Saddam Hussein for at få danske gidsler frigivet. Og som Klods Hans på mission lykkedes at få dem fri.

Historien om Anker er også historien om en økonomisk politik, der stadig er omdiskuteret i dag. Og som sikkert nu skal debatteres igen. På den ene side dem, der mener, at Ankers kombination af lempelig finanspolitik og devaluering kørte Danmark økonomisk i sænk. Og på den anden side dem, der mener, at han reddede vores velfærdssamfund gennem en stor krise og lavede konkurrenceevneforbedringer, der gjorde, at økonomien blev genoprettet under Schlüter. Matematikkens mestre har rigeligt at diskutere.

Men for rigtig at forstå Anker, må man kigge på et andet område af matematikken, end økonomerne gør. I matematikken arbejder man med udsagn, der beviser sig selv. Ligninger, påstande, regneregler, der ved en simpel efterprøvelse kan bevises sande. Anker var sådan et udsagn. Anker var et udsagn, der beviste sig selv.

For ved en simpel efterprøvelse beviste Anker sig selv og sit udsagn om, at det danske velfærdssamfund kunne nedbryde socialklassernes besnærende bånd. Anker beviste det selv. Arbejdsmanden blev statsminister.

Anker var Anker, fordi han var sand. Anker var Anker, fordi han selv havde levet det liv, som han prøvede at gøre bedre for andre. Når han indførte efterlønnen, handlede det om, at hans gamle kolleger ikke kunne holde indtil pensionsalderen. Og at hans børns gamle legekammerater i Sydhavnen ikke kunne få et arbejde. Når han talte om læring og uddannelse for alle, var det fordi han selv havde læst de store klassikere på folkebiblioteket på Ølandshus inden arbejdet på fabrikken. Og fordi han selv havde taget en realeksamen på det, der i dag hedder VUC som 22-årig.

Anker gav tro og optimisme til os andre. Han gav os en tro på, at også vores drømme kunne gå i opfyldelse. For hvis en arbejdsmand kan blive båret af kammeraterne fra et lagergulv i Sydhavnen til Statsministeriet på Slotsholmen, hvor kan de så ikke bære mig hen?

Anker var Anker, netop fordi han beviste sig selv. Anker var Anker, fordi han selv var barn af det Danmark, han var med til at forme.

Måske var det derfor, Anker i så udpræget grad blev folkeeje. Anker blev vores, fordi han var ligesom os. Anker var aldrig fjern, han var altid tæt på.

Undertegnede havde engang æren af at overbringe DSUs hilsen til Ankers 90 års fødselsdag på plejehjemmet Langgadehus i Valby. På plejehjemmet var en stor glasfacade, og derfor kunne folk på gaden se, at der blev holdt fødselsdag. Når Valby-borgerne hørte, at det var Anker, der fyldte 90, stillede de indkøbsposerne med Brugsens assorterede tilbudsvarer og satte låsen på barnevognen, taxachaufførerne slog friskiltet fra, og alle gik de ind på plejehjemmet og stillede sig med største selvfølgelighed op i køen bag Frank Jensen og Hardy Hansen.

For at ønske tillykke. Til en af deres egne, der engang havde været statsminister, og som vi alle stadig er på fornavn med. Det var det mest naturlige af alle ting i verden. I Ankers Danmark. Hvor man er på fornavn med hinanden.

Tak, tillidsmand og æret være Ankers minde