Annonce

Nej tak – vi vil ikke reduceres til deltidsakademikere

Nogle studerende bruger helt ned til 16 timer om ugen på deres studie. Regeringens forøgelse af fribeløbet vil kun gøre det værre
Regeringen burde lytte til kritikken fra rigsrevisionen frem for at gøre det mere attraktivt for studerende at bruge flere timer på studiejobbet.

Regeringen har i deres finanslovsudspil lagt op til, at fribeløbet – det vil sige det beløb man må tjene uden at blive modregnet SU – igen skal hæves. Står det til regeringen skal studerende nu have lov til at tjene 13.300 kr. om måneden ved siden af de ca. 6.000 kr., de allerede får i SU. Med andre ord gør regeringen det mere attraktivt for studerende at bruge flere timer på studiejobbet og færre læsesalen.

Mere attraktivt for studerende at bruge flere timer på studiejobbet og færre læsesalen

Jeg er bestemt ikke imod, at studerende har mulighed for at arbejde ved siden af studierne, uden at blive modregnet SU. Det gavner nemlig både den enkelte og samfundet, at studerende prøver kræfter med arbejdsmarkedet og tester teorier og metoder i praksis. Men det må aldrig blive på en måde, hvor det går ud over studierne. Sådan er det i dag, og en forøgelse af fribeløbet vil kun gøre det værre.

Studierne har anden prioritet

Allerede i dag bruger studerende rigtig mange timer på studiejobs og frivilligt arbejde. Så mange timer, at det har betydning for tiden til studierne. I en beretning fra rigsrevisionen fremgår det, at de studerende i dag bruger helt ned til 16 timer om ugen på deres studie. Altså væsentligt færre end de 42 timer et fuldtidsstudie er beregnet til.

Konsekvenserne af at studerende ikke bruger mere tid på deres uddannelser vil nemlig være et tab både samfundsøkonomisk

Det skal vi ændre. Konsekvenserne af at studerende ikke bruger mere tid på deres uddannelser vil nemlig være et tab både samfundsøkonomisk og for de studerende selv. I Djøf har man derfor spurgt de studerende, hvad der skal til for, at de bruger mere tid på deres studie. Topscoren er ikke overraskende; mindre tid på studiejobbet.

Studieintensiteten skal opprioriteres

Det klinger derfor hult, når regeringen på den ene side vil hæve studieintensiteten, som de skriver i deres udspil til ’fleksible universitetsuddannelser’, og på den anden side vil åbne op for, at de studerende skal arbejde mere. Begge dele kan ikke lade sig gøre, og derfor burde regeringen lytte til rigsrevisionen og opprioritere studieintensiteten.

Ønsker man at arbejde mere, kan det samtidig ikke forventes, at man studerer fuldtid

Det kan de gøre ved at reducere fribeløbet til 10.000 kr. Konkret vil det betyde, at studerende har mulighed for at arbejde omkring 15 timer om ugen uden at blive modregnet i SU’en. De studerende vil dermed blive tilskyndet til at bruge flere timer på skolebænken. Ønsker man at arbejde mere, kan det samtidig ikke forventes, at man studerer fuldtid. Derfor er det også fair, at man modregnes i SU.

Samtidig bør regeringen også indføre et mål for studieintensitet i universiteternes bevillingssystem. Det vil sikre, at universiteterne faktisk indretter deres studier som fuldtidsstudier og dermed øger kravene og forventningerne til de studerende. Dermed vil det også blive sværere for studerende at tage meget arbejde, hvis de vil gennemføre deres studie med et godt eksamensbevis.

Jeg er derfor enig med regering i, at vi skal belønne de flittige studerende. Men modsat regeringen mener jeg ikke, at vi skal belønne dem, der arbejder mest på studiejobbet, men dem, der knokler mest på læsesalene. Fribeløbet skal derfor sættes ned og studieintensiteten sættes op.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Flere artikler om emnet