“Noget er helt galt” - LA’s opbakning til Welling vakler efter nye plejeshjemsskandaler

Det her er altså ikke godt. Når man vælger folk, der tidligere ikke har kunnet passe deres job, til endnu en ansvarstung periode på rådhuset, så har man fuldstændig mistet fornemmelsen af, hvad ledelse egentlig er. Det ville aldrig ske i det private erhvervsliv. En by skal drives som en forretning – og i en forretning er der ét simpelt princip: kunderne skal være tilfredse, de skal have ordentlig service, og de skal have et godt produkt. I vores tilfælde handler produktet om liv, tryghed og livskvalitet på alle hylder. Og det er præcis det, som SF og Enhedslisten ikke kan levere. Sorry to say – men sådan er det.

Det her handler ikke længere om vælgere og borgere – det handler om magt, og om at holde fast i den for enhver pris. Det er magtliderlighed forklædt som politik.

SF’s Sisse Marie Welling ser sød ud, frisk og hurtig i replikken – men bag facaden står hun med en kæmpe skandale på ældreområdet. En skandale, hun ikke taler om, men som gør ondt og burde være det, der satte en stopper for hendes politiske karriere. Det er grotesk, at man som borgmester kan have haft ansvaret for en forvaltning, der har svigtet nogle af samfundets mest sårbare – og så forsøge at glide udenom ansvaret.

Det virker ærligt talt, som om Sisse Marie Welling bevidst forsøger at forhale hele sagen til efter valget den 18. november, så vælgerne ikke får hele sandheden, før stemmerne er afgivet. Det er uanstændigt. Når man står med en sag, der handler om mennesker, der har lidt under systemets fejl og forvaltningens svigt, så har man et ansvar for at få alt frem i lyset – ikke forhale, skjule eller udskyde.

Og lad os bare sige det, som det er: hvis den her sag havde udspillet sig i staten, ville den minde uhyggeligt meget om minksagen. Den samme arrogance, den samme mangel på ansvar, den samme politiske refleks, hvor man hellere dækker over skandalen end indrømmer fejlen. I minksagen gik man uden lovhjemmel – her har man svigtet mennesker i den sidste del af deres liv. Forskellen er kun, at minksagen kostede dyr livet – her har svigtet kostet mennesker værdigheden.

Samtidig kan man ikke undgå at hæfte sig ved symbolikken: at der på kommunens egen gaveliste står en kondolanceblomst til Line Barfod for 315 kroner – på trods af, at hun lever i bedste velgående. Det er ikke ulovligt, men det siger alt om et system, hvor man passer på hinanden i toppen, mens resten af byen må klare sig selv.

Og ja, Sisse Marie Welling er tæt på Pia Olsen Dyhr – hendes politiske kæledække, kunne man næsten sige – og det siger vist alt. Det er netværk, loyaliteter og interne aftaler, mere end det er vilje til forandring. Det er ikke sådan, man skaber resultater.

Man skal selvfølgelig aldrig true en politiker – det er fuldstændig uacceptabelt – men når borgerne bliver så frustrerede, at de reagerer med vrede og desperation, så siger det noget om, hvor langt væk den politiske virkelighed er kommet fra borgernes hverdag. Folk føler sig svigtet, overset og talt ned til.

Sagen i ældreplejen er ikke bare en fejl. Det er et systemisk svigt, som burde have konsekvenser. En borgmester, der har haft så alvorlige problemer i sin forvaltning, kan ikke bare fortsætte, som om intet er hændt. Hvis det her var en virksomhed, var direktøren blevet fyret på stedet.

Men i København bliver man genvalgt. Og det er dér, vi må vågne op. For København skal drives som en forretning, ikke som et ideologisk eksperiment. Borgerne er kunderne. De skal have service, tryghed og livskvalitet – ikke bureaukratiske bortforklaringer og politisk selvtilfredshed.

Så kære københavnere – tænk jer grundigt om i stemmeboksen den 18. november. Din stemme betyder noget. Meget endda. Vi skal ikke gentage de samme fejl, vælge de samme politikere og forvente et nyt resultat. København fortjener bedre. Meget bedre.