De seneste år har der været stort fokus på de tusindvis af danskere, som er faldet ud af dagpengesystemet. Men om få år kan vi stå med et endnu større problem, fordi den stigende efterløns- og pensionsadler kan efterlade en stor gruppe af ældre, som er for nedslidte til at arbejde, men alligevel ikke kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Sådan lyder advarslen i bogen Kampen om seniorårene, som samfundsdebattøren Lars Olsen har skrevet og udgivet i samarbejde med fagforbundet FOA. Udgangspunktet for Lars Olsen er de reformer af efterløns- og pensionsalder der blev vedtaget med velfærdsaftalen fra 2006 og tilbagetrækningsaftalen fra 2011. Reformerne betyder, at pensionsalderen hæves de kommende år, mens efterlønnen i praksis udfases.

Men reformerne lider ifølge Olsen, af en “dobbelt skævhed”: De tager nemlig hverken hensyn til de ulige vilkår i arbejdslivet, eller til uligheden i sundhed og levealder. For reformerne betyder i praksis, at det er de kortuddannede, der skal levere størstedelen af den ekstra indsats på arbejdsmarkedet:

”Med en pensionsalder på 68 skal mange faglærte – for eksempel tømrere og sosu-assistenter – arbejde 7 år mere, mens akademikere som økonomer og læger slipper med maksimalt 3 år”, skriver Olsen blandt andet. Samtidig lever en veluddannet mand op til ti år længere end en kortuddannet, og vil derfor få mange flere år på pension end den kortuddannede.

Det er med andre ord dem med de korteste uddannelser, de mest nedslidende job og den korteste levealder, der bliver hårdest ramt af den højere tilbagetrækningsalder. Og faktisk vil den ulighed kun blive større fremover, fordi pensionsalderen stiger i takt med gennemsnitslevealderen, hvilket dækker over en meget højere stigning for veluddannede end for kortuddannede.

I klassisk Lars Olsen-stil er bogen bygget op i to spor, der løbende flettes sammen: Dels omfattende talmateriale i form af grafer og tabeller til at illustrere den overordnede udvikling. Og dels interviews med murerarbejdsmænd, dagplejere og social og sundhedsassistenter, som fortæller om hvordan det ikke længere er muligt at gå på arbejde uden at tage smertestillende piller efter 40 år med hårdt fysisk arbejde.

Stigende sygefravær og arbejdsløshed blandt 61-årige
Særligt på ét punkt bidrager Lars Olsen bidrager med nye tal til debatten. Sammen med AE-Rådet har han undersøgt, hvad reformen foreløbigt har betydet for de danskere, der har måttet udskyde efterlønnen som konsekvens af de seneste reformer.

Olsen dokumentere blandt andet, at der siden 2014, hvor efterlønsalderen for første gange blev hævet, er sket en stigning i sygefraværet blandt de 61-årige, som nu ikke længere kan gå på efterløn. Olsen viser også, at arbejdsløsheden er steget blandt de 61-årige, på trods af, at den er faldende i samfundet som helhed. Den stigende ledighed kan enten skyldes, at ældre simpelthen ikke kan arbejde mere, eller at arbejdsgiverne foretrækker yngre medarbejdere.

Samtidig er den ordning, der skulle træde i stedet for efterlønnen, nemlig den såkaldte seniorførtidspension, kun i yderst begrænset omfang blevet anvendt indtil nu. Endelig betyder nedskæringen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år, at mange ældre risikerer at stå helt uden indkomst, når de hverken kan få dagpenge eller gå på efterløn.

Anbefaler fleksibel pensionsalder
Skal man pege på svagheder i bogen, så er det måske Olsens forsøg på at forklare udviklingen gennem en lidt karikeret beskrivelse af  politikere og økonomer, der særligt gør sig gældende i bogens sidste kapitel:

”Embedsmænd, eksperter, mediefolk og de fleste politikere har ét til fælles: De tilhører storbyernes velstillede klasser, der selv har et privilegeret liv”. De udgør ifølge Olsen en elite, som ”er ved at indrette samfundet efter deres egen livsform”, og hvor det faktum, at ”store samfundslag har det anderledes, ser politikere og meningsdannere let og elegant bort fra”.

Olsen gør dermed i spørgsmålet om efterløn til et spørgsmål om socioøkonomisk ståsted (”får jeg noget ud af efterlønsordningen?”), og ikke et spørgsmål om holdning (”synes jeg efterlønnen er en retfærdig samfundsordning?”). Det er heller ikke helt let at forklare dagpenge- og efterlønsreform i det lys, da det jo netop var Dansk Folkeparti, partiet med relativt flest faglærte og ufaglærte folketingsmedlemmer, som har båret reformerne igennem, mens eksempelvis Socialdemokratiet og SF, med relativt flere akademikere, oprindeligt var imod.

Det ændrer dog ikke på, at der er tale om en vigtig og læseværdig bog. Bogen er udgivet i samarbejde med FOA, og Lars Olsen lægger ikke skjul på, at bogen også er et indlæg i samfundsdebatten. Politikkerne og meningsdannerne skal ruskes op og tage problemet alvorligt. Lars Olsen anbefaler blandt andet at se nærmere på muligheden for en fleksibel pensionsalder i stil med den, der sidste år blev indført i Tyskland. Her kan de kortuddannede gå på pension to år før den generelle pensionsalder.

Så sent som denne uge var den nyvalgte LO-formand Lizette Risgaard ude med budskabet om, at kortuddannede skal have mulighed for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Det tyder på, at det er et emne, som fagbevægelsen vil kæmpe for i de kommende år. Med bogen har Lars Olsens bog leveret et overbevisende grundlag til en diskussion, som i høj grad er relevant.

Lars Olsen (2015): Kampen om seniorårene, 40 sider. Bogen kan hentes gratis på FOA’s hjemmeside, her.