Økonomer: Lavere boligskat skubbede til økonomisk krise

Det er ikke kun dyrt og skaber mere ulighed. Fastfrysningen af ejendomsværdiskatten har også et medansvar for, at mange boligejere har måttet sende huset på tvangsauktion.

Finansministeriet har vurderet, at hvis udhulingen fortsætter frem til 2019 vil det svare til, at boligejerne får skattelettelser for 12,5 milliarder kroner om året.

I weekenden tog den radikale leder, Morten Østergaard, endnu engang fat på debatten om boligskat. Når den nuværende aftale om boligskatten udløber i 2020, bør boligskatten følge prisudviklingen i resten af samfundet, mener den radikale leder. På partiets hjemmeside forklarer han, at

Skattestoppet er asocialt, fordi det tilgodeser de rigeste boligejere. Samtidig giver det falsk tryghed. I virkeligheden øger det risikoen for nye bobler i økonomien. Det er en vigtig lære af krisen, som vi må handle efter. Radikale Venstre står ved aftalen om, at skattestoppet gælder frem til 2020. Men det vil koste mange milliarder at videreføre uden at det bidrager til at få flere i arbejde”.

Østergaards udmelding blev omgående skudt ned fra de fleste øvrige partier, også fra finansminister Bjarne Corydon. Men hvad er egentlig op og ned i debatten om ejendomsværdiskatten?

Ejendomsværdiskatten er fastlåst i krone- og ørebeløb
Ejendomsværdiskatten i dens nuværende form blev indført under Nyrup-regeringen i forbindelse med pinsepakken fra 1998. Den opgøres som 1 procent af den del af den offentlige ejendomsvurdering, der ligger under 3.040.000, og 3 procent af den del der ligger over. Ejendomsværdiskat bidrog i 2002 med godt 10 milliarder kroner til statskassen.

Ejendomsværdiskatten betales til staten og må ikke forveksles med den kommunale grundskyld, der er en skat på selve den grund, hvor boligen ligger.

Men da Fogh indførte skattestoppet pr. 1. januar 2002, blev det samtidig besluttet, at den offentlige vurdering, der ligger til grund for beskatningen, ikke kan overstige vurderingen pr. 1. januar 2002. Det betyder at ejeren betaler det samme krone- og ørebeløb i 2015 som i 2002, uanset om ejendommen i mellemtiden er steget i værdi.

Modsat stort set alle andre skatter og afgifter, så sker der altså heller ikke en stigning i takt med løn- og prisudviklingen i samfundet. Det betyder også, at der sker en gradvis udhuling af ejendomsværdiskatten: Det offentlige kan ganske enkelt ikke bygge lige så mange skoler eller aflønne lige så mange sygeplejersker for 10 milliarder i 2015, som det kunne for 10 milliarder i 2002.

Skattestoppet er ”dyrt” og ”asocialt”
Finansministeriet har vurderet, at hvis udhulingen fortsætter frem til 2019 vil det svare til, at boligejerne får skattelettelser for 12,5 milliarder kroner om året. Til sammenligning koster fordoblingen af beskæftigelsesfradraget, som regeringen indførte ved den seneste skattereform, cirka det halve.

Udhulingen af ejendomsværdisskatten har skabt økonomisk ustabilitet, og dermed været med medvirkende årsag til, at Danmark har oplevet et stort tab af arbejdspladser.

Udhulingen betyder, at der år efter år mangler penge i statskassen, som skal findes andre steder. Enten ved at hæve andre skatter, eller ved at skære ned i den offentlige sektor. Fastfrysningen af ejendomsværdiskatten er altså regulær omfordeling fra dem der ejer en bolig, til dem der ikke ejer en bolig.

Samtidig er ejendomsværdiskatten er en meget progressiv skat, da det er de velstillede med de største huse, der betaler mest i skat. Vismændene har tidligere dokumenteret, udhulingen af ejendomsværdiskatten har været et medvirkende årsag til, at uligheden i Danmark er stigende (DØR E2011, s. 214).

Vismænd: Fastfrysning er skyld i økonomiske kriser
Endnu mere bekymrende er det imidlertid, at udhulingen af ejendomsværdisskatten har skabt økonomisk ustabilitet, og dermed været med medvirkende årsag til, at Danmark har oplevet et stort tab af arbejdspladser siden 2008.

Det skyldes, at ejendomsværdiskatten er det, som økonomerne kalder en ”automatisk stabilisator”: Når boligpriserne stiger, stiger også skatten, hvilket lægger en dæmper på stigningerne. Omvendt når boligpriserne falder, så falder også skatten, hvilket holder hånden under boligpriserne. På den måde minimeres risikoen for store udsving.

Ifølge både Vismændene, AE-Rådet og en række andre økonomer er fastfrysningen af ejendomsværdiskatten derfor, sammen med indførelsen af de afdragsfire lån, hovedårsagen til overophedningen af boligmarkedet i nullerne. Og dermed også en væsentlig årsag til den krise, Danmark stadig kæmper for at komme ud af.

Figur 1: Udviklingen i antallet af tvangsauktioner
Tvangsauktioner

Figur 1 viser antallet af tvangsauktioner i Danmark. Som det ses, var antallet af tvangsauktioner forholdsvis lavt i slutningen af 90’erne, da ejendomsværdiskatten var på sit højeste! Der er altså ingen dokumentation for, at højere boligskat vil føre til flere tvangsauktioner. Derimod er der en tæt sammenhæng mellem tvangsauktioner og de økonomiske konjunkturer.

Fastfrysningen af ejendomsværdiskatten er blevet solgt på, at den sikrede tryghed for boligejerne. Men reelt har den gjort det stik modsatte: Den er medvirket til at skabe en boligboble, som igen har medvirket til at skabe en økonomisk krise, som har ført til flere tvangsauktioner!

Tid til at se på boligskatten?
Selvom de Radikale står rimelig alene med i dansk politik, har en lang række økonomer og organisationer foreslået at gøre op med udhulingen. Blandt andet har Vismændene, Velfærdskommissionen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, EU-kommissionen og OECD anbefalet at droppe den fortsatte udhulingen af ejendomsværdiskatten, og i stedet bruge pengene på at lette skatten på arbejde.

Hvor skat på arbejde skønnes at give et højere arbejdsudbud, er der ingen samfundsmæssige gevinster forbundet med lavere boligskat. Spørgsmålet er derfor, hvor længe fastfrysningen af ejendomsværdiskatten kan overleve som den sidste ”hellige ko” fra 00’ernes kontraktpolitik.


Flere artikler om emnet

Annonce