Annonce

Ole Hækkerup vil gøre comeback

Tidligere folketingsmedlem Ole Hækkerup vil tilbage i folketinget og forsøger at bliver opstillet for Socialdemokratiet i Vordingborgkredsen.
Det var lidt af en overraskelse, at Ole Hækkerup trods fremgang for Socialdemokratiet ikke blev genvalgt til folketinget ved sidste valg. Nu forsøger han at gøre comeback ved at blive opstillet i Vordingborgkredsen. Det skriver sn.dk.

Vordingborgkredsen skal have en ny folketingskandidat efter, at Pernille Rosenkrantz-Theil er skiftet til Østerbrokredsen i København. Og det kan betyde et comeback til tidligere folketingsmedlem Ole Hækkerup, der ved seneste valg var opstillet i Ringsted.

Det fortæller kredsformanden for Socialdemokraterne i Vordingborg, Lise Lotte Møller, til sn.dk: ”Vi er mægtig glade for, at en kandidat med en kaliber og politisk ekspertise som Ole Hækkerup har meldt sig som kandidat i Vordingborg. Hvis kredsen skal repræsenteres på borgen igen, skal det være med en sværvægter som Ole for, at vi kan gøre os nogle forhåbninger.”

Kandidat i to kredse
At det giver mening for Ole Hækkerup at blive opstillet i den noget mindre Vordingborgkreds, skyldes at han fortsat vil være de facto-kandidat i Ringstedkredsen, i en ordning eller model, der minder om den som Anette Lind har i Ringkøbingkredsen. I teorien vil Ole Hækkerup trække stemmer fra både Ringsted og Vordingborg og dermed maksimere antallet af de tillagte partistemmer, som vil være afgørende for at han kan komme ind.

Og den ordning er man helt med på i Ringstedkredsen.

”Vi er enige om at Ole Hækkerup er en vigtig politiker at have i Folketinget, og at begge kredse har et direkte talerør på Christiansborg - derfor har vi indgået et samarbejde med Vordingborgkredsen,” siger Fiona Bassett-Burr, der er kredsformand i Ringstedkredsen til sn.dk.

Hvis han bliver opstillet vil Ole Hækkerup rent praktisk være opstillet i Vordingborgkredsen, mens Ringstedkredsen så enten kan vælge overhovedet ikke at opstille en kandidat eller vælge en skyggekandidat, altså en kandidat hvis primære opgave vil være at fremgå på stemmesedlen.

Ekstraordinær generalforsamling
Socialdemokraterne i Vordingborg holder ekstraordinær generalforsamling onsdag 27. april, hvor der er tre kandidater i spil. Her skal en kandidat have opbakning fra 2/3 af de fremmødte ellers går valget videre til en urafstemning blandt alle medlemmerne i kredsen.

De to øvrige kandidater er tidligere byrådsmedlem i Solråd Strand John Wennerwald Klausen og den tidligere DSU-formand i Vordingborg, Jonas Ring Madsen.

Ikke et kendt navn i Vordingborg
Ole Hækkerup fik kun 27 stemmer i Vordingborgkredsen ved seneste valg, så der skal nok arbejdes lidt på at blive mere kendt i den nye kreds.

Hvis Ole Hækkerup bliver valgt til folketinget ved næste valg, så vil det være tredje gang at han bliver valgt til folketinget. Han blev valgt første gang ved valget i ’98 for Ryvangkredsen og sad frem til valget i 2001. I 2007 blev han igen valgt fra Ringstedkredsen. I den mellemliggende periode, hvor han ikke var medlem af folketinget var han valgt til regionsrådet i Region Hovedstaden fra ’06 til ’07.

45-årige Ole Hækkerup er bror til Socialdemokraternes nuværende udenrigsordfører Nick Hækkerup. Privat er han gift med Karen, der er direktør i en stor dansk interesseorganisation og som også selv tidligere har været aktiv i og valgt for Socialdemokratiet. Det samme har i øvrigt en stor del af Ole Hækkerups forældre, bedsteforældre, oldeforældre, fætre og onkler.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet