Annonce

Pia løb fra ansvaret

Vi har syretestet Pia Kjærsgaards afskedssalut som formand for Dansk Folkeparti og punkterer hendes selvhøjtidelige påstande.
Et langt løb fra fakta og ansvar for egne handlinger. Således kan man kort karakterisere Pia Kjærgaards afskedssalut som formand for Dansk Folkeparti. Talen til partiets årsmøde var en lang hyldest til partiet, med et par stikpiller til politiske modstandere. Vi har kigget på talen, og punkterer her hendes påstande.

”Når jeg sådan tænker over det, er det fantastisk, hvad jeg har mødt af mennesker igennem årene som formand. (...) Og for mig gør det mindst lige så stort indtryk at se manden på bænken med værdigheden i behold eller Hus Forbi-sælgeren med et smil på læben, som det gør at mødes med den succesrige forretningsmand med den fine baggrund og gode uddannelse.”

DF har lige nedlagt veto imod en bevilling til Natcafeen på Nørrebro. Et sted hvor Hus Forbi-sælgere og andre hjemløse kunne få tag over hovedet for natten. Og selv om DF bryster sig af sin sociale ansvarlighed, så har realiteterne været en skæv socialpolitik under VKO, tag fx fattigdomsydelser eller forældre- og ungepålæg som VKO også indførte. Under VKO er økonomiske sanktioner blevet til integreret del af socialpolitikken. Kjærsgaard taler meget om det sociale, men har sjældent gjort noget.

'”Mens danskerne ikke kan finde arbejde, har regeringen sat gang i skabelsen af arbejdspladser ikke i Danmark men syd for grænsen, i de tyske grænsebutikker, der med annoncer og reklameaviser omdelt så langt op som i Nordsjælland lokker afgiftsramte danskere over grænsen i stort tal. Mens danskerne ikke kan finde arbejde, lade regeringen uhindret østeuropæere piske Danmark rundt og nappe arbejdet – for statsministeren er ”europæer af hjertet”!”

Fedt- og sukkerafgiften blev nu indført af de borgerlige. Og DF stemte for. Det var upopulært og er det stadig, så DF forsøger at vaske hænder i stedet for at tage ansvar. DF havde stor indflydelse på regeringen. Også ifølge DF selv. De kunne have brugt deres magt til at lave love imod social dumping såvel som en indsats mod løn-dumping. DF kunne have stillet disse krav ved finanslovsforhandlingerne. Men ak og ve, det blev aldrig prioriteret: Stramninger over for flygtninge og symbolpolitik om Jellingestenen var vigtigere end danske jobs.

”Der er det blevet nye tider med en regering, der har tabt tøjlerne over både økonomien, løfterne og fremtiden her set fra min udsigtspost.”

Underskuddet blev gigantisk under VKO, og DF havde afgørende indflydelse, da Kjærsgaards løjtnant Kristian Thulesen Dahl, var formand for Folketingets finansudvalg. Den nye DF-formand, der ifølge Kjærsgaard selv kan ”bukke begge ender sammen på en finanslov, er altså lige så ansvarlig for Danmarks dårlige økonomi som den forrige regering. Hvorfor tillod DF at der blev skabt så store underskud på de offentlige finanser, hvis de er så økonomisk ansvarlige som de påstår?

”Følgerne af Thorning-Schmidt regeringens totale svigt på udlændingeområdet i det seneste år, og dermed hendes svigt af løfterne om ikke at lempe udlændingepolitikken, som den stod i 2011, ser vi i dag. Vi ser det med balladen i Vollsmose for en måneds tid siden, og på Vesterbro i København, hvor de asylansøgere, som regeringen ønsker flere af, og som den vil installere rundt om i landet, frit og uhindret kan sælge narko!”

Den nye regering har siddet et år. Problemerne i Vollsmose er mere end et år gamle. De er decideret useriøst at påstå den nuværende regering har ansvar for de uroligheder vi har set. Disse unge fra Vollsmose gik i skole og voksede på under VKO. Det ville klæde DF at kigge indad, for problemerne er ikke blevet minde i de sidste 10 år. Politiets struktur, og dermed deres muligheder for at agere, er fastlagt af den seneste politireform, som VKO vedtog. Hvis politiets ikke kan løfte deres opgave i dag, så er det helt og holdet VKO’s ansvar.


Flere artikler om emnet

Annonce