I min barndoms Vestsjælland var Politiken en populær avis. Hos skolelære og kulturfolk, men også blandt håndværkere og sygeplejersker. Mange socialdemokrater holdt af den store, kulturradikale avis. Ikke fordi de var enige i linjen, men fordi den til syvende og sidst gjorde dem klogere.

Som tak for trofastheden til sine socialdemokratiske læsere bragte nærværende avis sidste lørdag en kronik, hvor de kunne læse, at de stemmer på et racistisk parti. Og ikke nok med det: Socialdemokratiet har en nazistisk fortid, og når kronikøren ikke skriver det om Mette Frederiksen, er det fordi ”der er ord, Politiken har bedt mig styre uden om”.

Hvorfor har Politiken inviteret?
Budskabet var dog dårligt skjult for de læsere, der nåede så langt i ordflommen. Det var selvfølgelig de færreste, og godt det samme. Når fantaster fra historieforfalskningens overdrev får tilbudt sæde i generalstaben, skal man ikke tage dagsbefalingen alt for bogstaveligt.

Hvornår er Politiken blevet en avis, der ikke bare tillader, men ligefrem indbyder til ekstremistiske og historieforfalskende indlæg

Når kronikøren bekender, at Politiken har opfordret ham til at skrive, er det centrale spørgsmål selvfølgelig ikke, hvad der står i kronikken, men hvorfor man dog inviterer ham ind. Hvem bliver klogere af at læse, at det parti, der har siddet ved magten i over halvdelen af vores lands demokratiske historie skulle være racister, eller ligefrem nazister?

Og endnu vigtigere: Hvornår er Politiken blevet en avis, der ikke bare tillader, men ligefrem indbyder til ekstremistiske og historieforfalskende indlæg på den fineste plads i avisen? Den plads, hvor jeg i min barndom kunne læse velovervejede betragtninger fra folk som Johannes Møllehave, Herbert Pundik og Jens Christian Grøndahl. Fra fremtrædende politikere og videnskabsfolk. Tænk engang, jeg husker stadig nogle af pointerne fra 90’ernes kronikker.

Degenereret debatredaktion
Hvis nogen husker weekendens kronik om tyve år, så er det i skam, ikke hæder. Og mon ikke der sidder en historieprofessor et sted og overvejer en ekstra gang, om man skal bruge kræfter på at skrive kronikler til en plads, der vandaliserer hendes fag? Niveauet i de bragte kronikker har en betydning for de fremtidige, og det er desværre på vej ned, ser det ud til.

Når man, som jeg, har læst Politiken siden jeg kunne læse, er det trist at opleve den degeneration avisens debatredaktion har taget de senere år. Jo mere ekstremt, desto bedre. Skøre og ekstremistiske synspunkter er blevet for Politiken, hvad lumre webartikler er for Ekstra Bladet: Clickbait og hurtigt underholdning, der tilfældigvis gemmes bag et politisk alibi. Til glæde for stadigt mere højtråbende debattører, men til skade for debatten, og for det, Politiken engang virkede for: Oplysningen.

 

Kaare Dybvad er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.