Annonce

Principrytteri i elfenbenstårnene

Det er en myte, at akutpakken medfører, at stillinger vil blive besat med ukvalificerede ansøgere.
Københavns Kommune har af Beskæftigelsesministeriet fået grønt lys til at ansætte en kvalificeret langtidsledig, selvom der måtte være en bedre egnet ansøger.

Uden en håndsrækning kan det vise sig vanskeligt for denne gruppe at finde vejen tilbage til arbejdsmarkedet, fordi de ofte vil blive udkonkurreret på marginalerne.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har med den udmelding signaleret klart, at hun – ligesom Københavns overborgmester Frank Jensen – ønsker aftalen om akutjobs taget alvorligt. Det er meningen, at akutjobaftalen rent faktisk skal hjælpe langtidsledige tilbage på arbejdsmarkedet.

Alligevel kritiseres på lederplads i Berlingske (30.11.12) princippet om at hjælpe de langtidsledige i København under overskriften ”Et skridt mod borgerløn”. Lederskribenten anerkender dog, at der er tale om få stillinger, som skal besættes på denne måde: ”I en kommune med ikke færre end 50.000 ansatte fylder nogle hundrede ikke meget”. Alligevel konkluderes at ”princippet er galt.”

På Facebook beklager professor i statskundskab, Peter Nedergaard, sig i en statusopdatering: ”København er i færd med at ophæve Max Webers meritkriterier for offentlig ansættelse, som Vesten bygger på, når Vesten er bedst.”

Men klap nu hesten. Det drejer sig ikke om, at Frank Jensen vil ansætte en lederskribent som sagsbehandler eller en professor som kommunaldirektør. Tværtimod fremgår det tydeligt, at den langtidsledige skal være kvalificeret til stillingen.

På papiret vil den ansøger, der ikke har været på arbejdsmarkedet i to år eller mere, næsten altid se mindre attraktiv ud end den ansøger, der allerede er i job.

Derfor handler det ikke om at ophæve meritkriterier, men derimod om at give en håndsrækning til kvalificerede pædagoger, servicepersonale eller andre, der er så uheldige at være ramt af langtidsledighed. Uden en håndsrækning kan det vise sig vanskeligt for denne gruppe at finde vejen tilbage til arbejdsmarkedet, fordi de ofte vil blive udkonkurreret på marginalerne. På papiret vil den ansøger, der ikke har været på arbejdsmarkedet i to år eller mere, næsten altid se mindre attraktiv ud end den ansøger, der allerede er i job.


Flere artikler om emnet