Ellen Trane Nørbys mor, Merete Nørby, sidder i bestyrelsen for ’Museet for Religiøs Kunst’ i Lemvig. Da Ellen Trane i maj blev opmærksom på, at det - ellers landskendte - museum, fik afslag på dets ansøgning om statsstøtte, gik hun amok. I paragraf 20-spørgsmål til Kulturministeriet, vel at mærke. Hun forlangte at få belyst hver eneste detalje i, hvordan 87 andre mindre museer rundt omkring i landet kunne få netop deres tilskud.

De stakkels embedsmænd med kulturministeren i spidsen skrev derfor i juni til Folketingets Kulturudvalg, at:
”De knap 700 spørgsmål gør, at Kulturministeriet ikke umiddelbart har ressourcer til inden for den normale tidsramme for besvarelse af udvalgsspørgsmål at belyse sagen fuldt ud”.

Med Uffe Ellemanns omregningsfaktor, kunne Ellen Trane Nørbys 696 spørgsmål have betalt for, at mellem 38.800 - 41.760 børn med diarré blev behandlet. Det burde Venstre tænke på, før de af nepotistiske årsager sætter gang i embedsværket med §20-spørgsmål  næste gang.

Det har siden taget dem fire måneder at besvare de mange spørgsmål, som altså er afstedkommet af Kulturstyrelsens afslag på ansøgningen fra ’Museet for Religiøs Kunst’. Museet i Lemvig har en dårlig økonomi, en alt for beskeden samling, lever ikke op til de faglige krav og kunne tilsyneladende ikke formulere en korrekt ansøgning om statsstøtte. Det blev altså vurderet, at museet ikke var godt nok i stand til at berige Lemvigs borgere med religiøs kunst og kunne derfor ikke opnå den årlige statsstøtte på 800.000 kroner.

Men til trods for Finanskrisen og de over 160.000 danskere, som er arbejdsløse, tænkte Spørge-Ellen, at det nok var bedst at stille små 700 spørgsmål – om ikke andet så for at sikre mors bestyrelsespost. Det koster såmænd også kun 3.000 kr. pr. spørgsmål i følge kilder fra det daværende Videnskabsministerium. Altså er den samlede pris for de danske skatteborgere hele 2.000.000,00 danske kr.

Tidligere formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen, har om en lignende sag tidligere udtalt, at:
”Det er den slags spørgsmål, som ethvert folketingsmedlem vil kunne få svar på ved selv at slå op i finansloven eller ved at søge oplysning gennem Folketingets bibliotek. Man kan selvfølgelig også, som det her er gjort, stille spørgsmål (..) Så bliver en faktuel oplysning til en sag. Og det betyder, at man sætter et større maskineri i gang både i Folketinget og i udenrigsministeriet. Det koster skatteborgerne penge. Formentligt et par tusind kroner i det konkrete tilfælde. Det svarer nogenlunde til, hvad det årligt koster at behandle omkring 50-60 småbørn i ulandene mod diarré.”
Så med Uffe Ellemanns omregningsfaktor in mente, kunne Ellen Trane Nørbys 696 spørgsmål have betalt for, at mellem 38.800 - 41.760 børn med diarré blev behandlet i udviklingslandene. Det burde Venstre tænke på, før de af nepotistiske årsager næste gang sætter embedsværket i sving med §20-spørgsmål.