Derfor er det også noget mystisk, at regeringen i sin økonomiske redegørelse skriver, at dansk økonomi bliver permanent svækket, fordi flere unge starter på en uddannelse. Da finansminiser Claus Hjort Frederiksen i går fremlagde regeringens økonomiske redegørelse var det nemlig med budskabet om, at Danmarks offentlige finanser på lang sigt svækkes, fordi flere tager en uddannelse.

Som vi skrev i går på Netavisen Pio, viser den nye økonomiske redegørelse, at den primære offentlige saldo er forværret med cirka 28 milliarder kroner siden maj måned – et skøn der dog bygger på stor usikkerhed.

Men også når det gælder den strukturelle saldo, det vil sige den offentlige saldo ”renset” for konjunkturudsving”, mener Finansministeriet, at det ser værre ud end tidligere forventet. Ministeriet forventer underskuddet i 2015 vil udgøre 0,9 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Ifølge budgetloven må underskuddet på den strukturelle saldo kun udgøre 0,5 procent af BNP.

Uddannelse mindsker beskæftigelsen med 5.000 personer
Ifølge Finansministeriet skyldes en del af årsagen til faldet, at den strukturelle beskæftigelse – det vil sige arbejdsudbuddet – er blevet mindre, fordi flere unge har valgt at starte på en uddannelse. Det er ifølge ministeriet en varig effekt, som derfor har varig betydning for de offentlige finanser. Finansministeriet skriver (side 105), at forværringen skyldes

”En svækkelse afledt af en nedjustering af den strukturelle arbejdsstyrke med ca. 5.000 personer i 2016 i forhold til majvurderingen. Nedjusteringen skyldes nye oplysninger fra Danmarks Statistik om erhvervsdeltagelsen i 2013, hvor erhvervsfrekvensen for den yngre del af befolkningen er lavere end hidtil forudsat. Det skal blandt andet ses i sammenhæng med den stigende uddannelsestilbøjelighed. Der er ikke tegn på, at faldet skyldes en forværret konjunktursituation. Derfor vurderes faldet at være strukturelt, hvilket indebærer en permanent svækkelse af den strukturelle saldo”.

Logikken her er temmelig dunkel. Det er klart, at flere i uddannelse på kort sigt betyder flere udgifter til undervisning og SU, og færre skatteindtægter fra unge i arbejde. På sigt tyder så godt som alle undersøgelser dog på, at uddannelse er en god forretning for samfundet. Det giver den enkelte en mere stabil tilknytning til arbejdsmarkedet og en højere indkomst, hvilket igen betyder større skatteindtægter. På samfundsplan betyder det, at produktiviteten i samfundet øges. Derfor burde det vel også være sådan, at flere i uddannelse på sigt styrker de offentlige finanser?

Undervurderer regnemodeller betydningen af uddannelse?
Den grundlæggende diskussion handler altså om, hvorvidt uddannelse skal betragtes altså som en udgift eller som en investering, der giver et langsigtet afkast og forbedrer de offentlige finanser.

Der har tidligere været rejst kritik af, at Finansministeriets regnemodeller i alt for høj grad lægger vægt på de positive samfundsøkonomiske effekter af eksempelvis lavere skat og lavere overførselsindkomster, mens de ikke i samme omfang lægger vægt på det samfundsmæssige værdier af investeringer i den offentlige sektor, eksempelvis infrastruktur, børnepasning og sundhedsvæsnet.

Det gælder også spørgsmålet om uddannelse. Her har antagelsen fra Finansministeriet har været den, at de ekstra indtægter til staten der skabes gennem højere uddannelse, større arbejdsudbud og mere produktivitet i den private sektor vil blive ædt op af højere udgifter til løn i den offentlige sektor, fordi begge dele er knyttet til de private lønninger.

Det virker dog noget besynderligt, at regeringen på den ene side kan anerkende, at uddannelse er en god forretning for samfundet, og samtidig styre efter økonomiske modeller, der betragter uddannelse som en belastning af de offentlige finanser, både på kort og lang sigt.  Det kan selvsagt føre til færre investeringer i uddannelse, og dermed svække vækst, beskæftigelse og den offentlige saldo på lang sigt.