Det blev på mange nyhedssider lanceret med gule Breaking News-bannere, da Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen i går aftes meldte ud, at hun efter et kommende folketingsvalg vil gå efter at danne en ren socialdemokratisk regering.

Flere medier har med afsat i den forrige Løkke-regering kritisk peget på, hvor skrøbelig en et-partiregering kan være. Men det har ikke været tilfældet, hvis man kigger på det større historiske perspektiv, fremhævede Mette Frederiksen i sin kronik i dagens Jyllands-Posten.

Hvis kigger man på historien, så er det langt fra nogen naturlov, at Socialdemokratiet og Radikale Venstre altid sidder i regering sammen. Tværtimod så blotlægger de historiske fakta at rene socialdemokratiske regeringer faktisk hyppigere forekommende end en ren SR-regering. Det viser en optælling, som Netavisen Pio har lavet.

NOTE: Regeringer med en socialdemokratisk statsminister 1924-2015
SR+ er regeringer med S, RV og mindst et yderligere parti.

I mere end 21 år har Socialdemokratiet regeret Danmark gennem en ét-partiregering, blandt andet i store dele af 50’erne, 60’erne og 70’erne, hvor velfærdsstaten blev op- og udbygget. Det var i denne periode, hvor man fik indført en række af de store velfærdsreformer inden for uddannelsesområdet, sundhedsområdet og det sociale område.

Det er godt en måned mere, end man samlet set har dannet en SR-regering. Derudover har Radikale Venstre siddet med i en socialdemokratisk ledet regering med mere end to partier i yderligere godt 12 år. Det var blandt andet 'trekantsregeringen' med Retforbundet i 90'erne, 'firkløverregeringen' med Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti i 90'erne og senest regeringen med SF fra 2011 til 2014.
Anker dannede aldrig regering med RV

Ideen om den stærke SR-regering, der har forandret Danmark, knytter sig først og fremmest til 30'erne og til dels slutningen af 90'erne.

Mens det tætte SR-samarbejde i lange perioder nærmere en undtagelse. I hele den lange periode fra 1945 til 1993 sad Socialdemokratiet og Radikale Venstre kun i regering sammen i godt syv år, og mindre end fire år som en ren SR-regering.

I samme periode sad Radikale Venstre i regering med borgerlige partier i to omgange på i alt godt 6 år. Socialdemokratiet dannede i denne periode en ren S-regering i sammenlagt knap 19 år.

I hele den lange periode med op- og udbygning af velfærdsstaten, fra Anden Verdenskrig og frem til 70’erne, var regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre altså mere undtagelsen end reglen.

Alligevel lykkedes det i den periode at gennemføre en lang række tiltag i udbygningen af velfærdsstaten. Blandt andet indførelsen af folkepensionen (1956), oprettelsen af HF (1966), indførelsen af kildeskatten (1967), Danmarks medlemskab af EF (1973), indførelsen af 18-års valgret (1976) og en række af 70’erns og 80’ernes økonomiske indgreb blev gennemført af en ren Socialdemokratisk regering.

Statsministre som Hans Hedtoft og Anker Jørgensen dannede aldrig regering sammen med Radikale Venstre, ligesom Jens Otto Krag regerede størstedelen af tiden med en ren S-regering.

Faktisk er der kun tre socialdemokratiske statsministre - Viggo Kampmann, Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt - som har haft radikal deltagelse i samtlige af deres regeringer.
Sikkerhedspolitik og økonomi splittede

I dag er det især udlændingepolitikken, der skiller Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Her ønsker Socialdemokratiet at lave politik hen over midten, mens Radikale Venstre sammen med venstrefløjen trækker i den modsatte retning.

Den situation er imidlertid langt fra ny. I slutningen af 1940’erne og op gennem 1950’erne var det sikkerhedspolitikken, som splittede Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Som statsminister førte Hans Hedtoft i 1949 Danmark ind i NATO, eller Atlantpagten, som man sagde dengang.

Socialdemokratiet fik støtte fra Venstre og Konservative. Derimod var Radikale Venstre sammen med kommunisterne imod Danmarks medlemskab.

Efter en kortvarig forbrødring i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne blev modsætningerne igen tydelige i slutningen af 1960’erne, ikke mindst i forhold til den økonomiske politik. Fra 1968 til 1971 dannede de radikale i regering med Venstre og Konservative. Op gennem 70’erne og begyndelsen af 80’erne støttede man ganske vist Anker Jørgensens regeringer, men ønskede ikke at være en del af dem på grund af uenighed om den økonomiske politik.

Fra 1982 støttede Radikale Venstre den borgerlige Schlüter-regering, og var endda medlem af regeringen fra 1988 til 1990.
Staunings stærke samarbejde med Radikale Venstre

Ideen om et stærkt og langvarigt SR-samarbejde knytter sig til Thorvald Staunings anden regeringsperiode fra 1929 til 1940. Halvdelen af de godt 21 år, hvor Danmark har været regeret af en SR-regering, fandt sted i denne periode.

Dengang samarbejde de to partier blandt andet om at bekæmpe arbejdsløsheden som følge af den store økonomiske krise, udbygge det sociale sikkerhedsnet gennem blandt andet den store socialreform fra 1933 og ikke mindst at fastholde demokratiet i Danmark i en tid, hvor de totalitære politiske ideologier truede fra båd syd og øst.