Hvordan sikrer man, når pengene ryger under finansloven, at de stadig går til de mest udsatte og svage i samfundet?
Det ligger i den politiske aftale, at pengene skal gå dertil. Det er forligsbelagt. 

De konservatives Mai Mercado er bekymret for, om man ved en omlægning stadig vil kunne prioritere de her udviklingsprojekter. Hvad siger du til den bekymring?
Jeg er for så vidt enig. Vi skal have en pulje, som er til udvikling, fordi der på det sociale område opstår fagligt nye metoder, som skal prøves af, nye problemstillinger, vi skal finde ud af, hvordan vi forholder os til. Men efter min mening behøver satspuljen ikke være på 12,8 milliarder.

Jeg mener, at man skal beholde for eksempel en halv milliard ovre i Socialministeriet, hvor man kan lægge udviklingsprojekter ind. Men resten… Det er alt for stort et beløb. Det er som at skyde gråspurve med kanoner. Hele pointen er at tage den del, som i virkeligheden skal gå til noget, der er meget mere langsigtet, over på finansloven, og så lade en del være tilbage, der svarer til behovet for udviklingen på socialområdet. Og det, vil jeg tro, er i den størrelsesorden: en halv milliard kroner.

Hvad er det især for nogle grupper eller projekter, som vil have gavn af den her langsigtede plan, du taler om?
Det, mener jeg sådan set, er dem alle sammen. Hovedkategorierne til det her års satspulje er udsatte børn og unge, det er udsatte voksne, det er ældre og demente, det er integration, det er handikappede, og så er det misbrugsområdet. Langt de fleste mennesker, som er inde under én af de her kategorier, har brug for, at den indsats, der er over for dem, er stabil.

Anne Vang (tidligere borgmester for Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns Kommune red.) foreslog det her tilbage i 2008, og kongressen vedtog det også som en principbeslutning. Socialdemokraterne har været regeringsbærende i tre år nu, hvorfor er der ikke nogen, der har foreslået det her noget før?
Jeg tror, man skal være opmærksom på, at når det her satspuljesystem er så omfangsrigt, så er det relativt svært bare at lave om på. Det er så indgribende i alle systemer, at man ikke ændrer det over night - og det er heller ikke det, jeg kommer med i udspillet.

Hvad er det første skridt til at skabe den forandring?
Nu her har vi nedsat en taskforce i Finansministeriet, og den skal gennemgå alle de projekter, der ligger under satspuljen. Der mangler det der store forkromede overblik, hvilket i sig selv er en absurditet, og når vi har skabt det overblik, så skal vi sætte os sammen og finde ud af, hvordan vi kommer videre med rammerne omkring satspuljen. Her opfordrer jeg til, at vi prøver at tage det helt grundlæggende og sige: »Er det overhovedet den måde, vi skal gøre det på i fremtiden?«

Jeg taler jo med alle de foreninger, organisationer og virksomheder, som driver socialpolitik på satspuljemidler, og jeg har ikke hørt nogen af dem sige, at de synes, det er en god måde at styre socialområdet på. Og hvis man spørger dem, der er socialt udsatte, så er der heller ingen af dem, som synes, at den ustabilitet er nogen som helst god idé. Der er så mange af dem, der har oplevet, at de er gået i gang med noget, som de har været rigtig glade for. De har fået en ny form for støtte og hjælp, og så går der et par år, og så falder det fra hinanden. Så er de tilbage til square one, de skal til at starte helt forfra og bygge tillid op… Det er sådan noget rod.