Rosenkrantz-Theil går ind i plejehjemsskandale: Hvornår blev borgmesteren orienteret?
Rosenkrantz-Theil går ind i plejehjemsskandale: Hvornår blev borgmesteren orienteret?
En beboer lå i sit eget bræk, en anden blev fundet kold uden dyne indsmurt i afføring, en tredje fik børstet tænder så sjældent at tænderne blev helt sorte. Borgerrådgiver retter voldsom kritik mod sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune
Sundheds- og omsorgsborgmesteren i København, SF'eren Sisse Marie Welling, er løbet ind i en voldsom plejehjemsskandale.
Berlingske beskriver - på basis af en aktindsigt - hvordan en beboer på et plejehjem har ligget i sit eget bræk. En anden beboer er blevet fundet med afføring op og ned ad ryggen. Liggende kold i sin seng fyldt med urin, uden dyne.
En tredje beboer har siddet i en lænestol i 24 timer uden at have fået skiftet ble. Beboerens ben var voldsomt hævede og fyldt med sår efter de 24 timer siddende i lænestolen ret op og ned.
Endnu en plejehjemsbeboer fik børstet tænder så sjældent, at beboerens tænder er blevet helt sorte.
To et halvt år om at udlevere journaler
Aktindsigten viser ikke hvilket plejehjem i Københavns Kommune, der er tale om. Men der er tale om en sag med omsorgssvigt i et sådant omfang, at Københavns Kommunens vagthund, Borgerrådgiveren, retter en usædvanlig hård kritik mod Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
Læs også:Lurepasseren fra SF er stadig tavs: Vil hun gå efter toppen?
Det fremgår af en rapport om sagen, at forvaltningen undervejs har givet flere misvisende svar om forholdene på plejehjemmet. Og der gik to et halvt år før Borgerrådgiveren fik de journaler vedrørende plejehjemsbeboere, som han har bedt forvaltningen udlevere:
Det er helt unikt, at vi har måttet udtrykke os så hårdt over for forvaltningen
“Det er en meget usædvanlig sag. Det er helt unikt, at vi har måttet udtrykke os så hårdt over for forvaltningen. Men jeg mener, at det var nødvendigt, fordi forløbet har været så ekstremt,” siger Johan Busse til Berlingske.
Rosenkrantz-Theil: Hvordan har borgmesteren ageret
Socialdemokratiets spids- og overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, ønsker en redegørelse om sagen, men også oplysning om, hvornår sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling, blev informeret om sagen:
Vi mangler at få at vide, hvornår borgmesteren har vidst, hvad der er sket i denne sag
“Vi mangler at få at vide, hvornår borgmesteren har vidst, hvad der er sket i denne sag, og hvordan hun har ageret i forskellige sammenhænge,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Berlingske.
Rosenkrantz-Theil ønsker tillige en redegørelse om, hvad der er op og ned i plejehjemssagen.
Det konservative medlem af Borgerrepræsentationens Sundheds- og Omsorgsudvalg, Line Ervolder, ønsker også oplysning om, om Sisse Marie Welling er blevet orienteret om plejehjemssagen og om borgmesterens holdning til forvaltningens nølen i sagen.
Sisse Marie Welling har nu bedt sin forvaltning om en nærmere redegørelse om “de omtalte sager fra 2022 og frem”.
Netavisen Pio har spurgt borgmesteren om, hvad hun siger til Borgerrådgiverens kradse kritik af sundheds- og omsorgsforvaltningen.
Netavisen Pio afventer borgmesterens reaktion.
Tilføj kommentar