Annonce

S: Alle flygtninge skal i arbejde

Flygtninge skal i arbejde fra dag et, og kravene til at tale dansk skal slækkes, så flygtninge ikke gror fast på sociale ydelser, lyder det fra Socialdemokraterne i nyt integrationsudspil.
Socialdemokraterne lancerer i dag et nyt udspil, der skal forbedre integrationen og ikke mindst hjælpe kommunerne med at løse opgaven med at integrere de mange som er kommet til og som forventes at komme til i den kommende tid.

Udspillet består af ni punkter, som groft sagt handler om hvordan kommunerne får penge til at klare store udgifter til integration, uden at skulle skære hårdt i velfærden, hvordan man skaffer boliger til flygtninge, uden at man samtidig skaber nye store ghettoområder og endelig hvordan man får flere flygtninge bedre integreret på arbejdsmarkedet, uden at de skal bruges som løntrykkere.

En række af regeringens voldsomme sociale forringelser skal også rulles tilbage, herunder kontanthjælpsloftet, som sender børnefamilier ud i fattigdom.

Endelig vil Socialdemokraterne have mere udviklingsbistand. For ”Hvis ikke forholdene i nærområderne bliver markant bedre, vil flygtninge blive ved med at søge mod Europa,” skriver man i oplægget.

Flygtninge i arbejde fra dag et
Ifølge udspillet skal flygtninge der kommer til Danmark i arbejde fra dag et – og kan de ikke finde et arbejde, så skal de ud i nyttejob, virksomhedspraktik eller have et job med løntilskud.

Fremover, skriver partiet, skal det ikke være muligt for flygtninge at modtage ydelser uden at arbejde for dem. Samtidig skal alle erklæres jobparate eller uddannelsesparate fra første dag.

Folketingsmedlem Mattias Tesfaye uddyber overfor DR: ”Det bliver den bedste entré til vores samfund, at de bliver en del af vores fællesskab, at folk hurtigst muligt kommer ud på brædderne, ud at køre noget bus, ud at gøre rent, eller hvad der skal til i det danske samfund.

Tesfaye understreger desuden, at flygtninge og migranter ikke skal presses foran danskerne i jobkøen.

Arbejde først, sprog senere
Socialdemokraterne vil også gøre op med, at flygtninge skal kunne tale dansk for at få arbejde. Arbejde kommer først, og så må sproget komme senere. ”Der skal i langt højere grad end tidligere være en villighed blandt arbejdsgivere, sagsbehandlere og nytilkomne flygtninge og familiesammenførte til at komme i arbejde først og lære dansk senere.”

Det skal sikre, at flygtninge ikke gror fast på passiv forsørgelse. Socialdemokraterne vil desuden forenkle reglerne, så det bliver nemmere at matche flygtninge med job. I dag er der begrænsninger på hvor flygtninge må bosætte sig, lavet så de ikke samler sig i kommuner, der i forvejen har mange.

Socialdemokraterne vil bløde lidt op, så er der en flygtning et sted, der kan et eller andet man har brug for i en anden kommune, så kan vedkommende få lov til at flytte dertil.

Udspillets ni punkter er:

Den nære velfærd
Opgør med minusvækst og omprioriteringsbidrag
Oprettelse af flygtningelandsbyer

Gode boliger til alle
Opførsel af flere almene boliger
Bevarelse af planlovens mulighed for at bygge billige boliger
Afskaffelse af kontanthjælpsloftet
Regelforenkling og smidig boligadministration

Styrket integration
Alle skal arbejde fra dag 1
Arbejde kommer først, sprog senere
Flygtninge skal boligplaceres efter job og evner

Læs hele udspillet: 9 tiltag, der skal sikre den lokale velfærd, forbedre boligsituationen og styrke integrationen

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet