Annonce

S: John Dyrby genopstiller ikke til folketinget

Socialdemokraternes udenrigsordfører John Dyrby Paulsen har meddelt sin opstillingskreds i Slagelse, at han ikke genopstiller til folketinget.
Folketingsmedlem John Dyrby Paulsen (S) har meddelt kredsbestyrelsen i Slagelsekredsen, at han ikke genopstiller til folketinget ved næste valg.

"Jeg har været særdeles glad for mine 10 år i Folketinget, og vil under ingen omstændigheder have været dem foruden. Folketinget er en meget speciel arbejdsplads med gode kolleger blandt de andre MF’ere og blandt de ansatte på Christiansborg. Særligt har arbejdet med dansk forsvars- og udenrigspolitik, arbejdet i NATO PA og kampen for lokale arbejdspladser været interessant, og det er fortsat områder, der har min meget store interesse, " skriver John Dyrby Paulsen på sin Facebook.

John Dyrby Paulsen har været Slagelsekredsens kandidat siden 2003 og kom første gang i folketinget efter valget i 2006, hvor han afløste Sandy Brinch. I folketinget har han blandt andet været forsvars- og skatteordfører.

Hjemme i den vestsjællandske kreds udtrykker man forståelse for beslutningen.

”Vi har været meget tilfredse med samarbejdet med John i de forløbne år, og selvom vi forstår hans ønske om at forfølge andre karrieremål, så beklager vi at miste ham som vor folketingsmedlem. John har i alle årene repræsenteret kredsen og vore interesserer på bedste vis,” skriver kredsformand Søren Horn Petersen i en pressemeddelelse.

Ved kommunalvalget i 2013 blev han valgt til kommunalbestyrelsen i Slagelse Kommune, hvor han er gruppeformand. Det har åbnet spekulationer om hvorvidt John Dyrby vil gå efter at blive spidskandidat ved kommunalvalget i 2017.

Processen med at finde en ny kandidat er dermed sat i gang og en afløser skal findes på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 9. marts.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet