“Så kan man sagtens diskutere, om det greb, jeg foreslår, er det rigtige”
“Så kan man sagtens diskutere, om det greb, jeg foreslår, er det rigtige”
Vold mod børn: Justitsminister Peter Hummelgaard (S) åben over for diskussion af om hans forslag om at udvide underretningspligten kun i parallelsamfunds-områderne rammer plet
Peter Hummelgaard (S), justitsminister
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) fortæller i sin nye bog, "Der er noget, vi skal tale om", at han som barn oplevede vold i hjemmet. Nu vil han tage et opgør med vold mod børn - med et kontroversielt forslag, som har mødt kritik fra flere sider for at være for vidtgående.
Peter Hummelgaard foreslår, at man indfører en skærpet underretningspligt, så det bliver strafbart at undlade at indberette om vold eller mistanke om vold mod børn i hjemmet.
Men den skærpede underretningspligt skal som udgangspunkt alene gælde i parallelsamfund som Gellerup, Vollsmose og Mjølnerparken.
I dag er der pligt til at indberette vold eller mistanke om vold til myndighederne, men man bliver ikke straffet, hvis man undlader at indberette. Og det er dét, Hummelgaard ønsker ændret, men altså kun i parallelsamfunds-områderne.
Overrepræsenteret i volds- og kriminalitetsstatistikken
I P1 Morgen onsdag bliver Hummelgaard spurgt ind til, hvorfor den udvidede underretningspligt kun skal gælde i netop parallelsamfunds-områderne:
“Noget af det, der er vigtigt for mig at starte med at sige, det er at jeg jo har skrevet den her bog, det er at vi kan se - desværre, at vi stadigvæk har et stort problem i Danmark med vold mod børn. Og det har vi i alle samfundslag. Det uanset om det er i underklassen, i arbejderklassen, middelklassen eller for den sags skyld også overklassen.”
“Men inden for det store problem, vi har i Danmark med vold mod børn, så er der et meget stort problem med vold mod børn i især de ikke-vestlige minoritetsmiljøer. Og samtidig med at problemet der er meget-meget større, så er samfundets evne til at opspore det og hjælpe de her børn her utrolig meget ringere. Og det skyldes jo mange forskellige ting.”
så kan man sagtens diskutere, om det greb, jeg foreslår som en del af den konkrete politik, er det rigtige
“Det skyldes en blanding af stærke tavshedskulturer i de miljøer, det skyldes at vold er meget mere integreret som familieform og opdragelsesform. Og det skyldes nok også i en eller anden udstrækning en større berøringsangst, og i hvert fald at det er sværere for myndighederne at hjælpe og redde de her børn her. Og det er dét fokus, jeg gerne vil have."
"Og så kan man sagtens diskutere, om det greb, jeg foreslår som en del af den konkrete politik, er det rigtige,” siger Hummelgaard.
Han understreger, at unge og voksne med ikke-vestlig baggrund er overrepræsenteret i volds- og kriminalitetsstatistikken:
“Men jeg tror det er vigtigt, at vi tager det alvorligt, at problemerne er så meget større i de ikke-vestlige minoritetsmiljøer. Og en af mine teser i min bog er, at - og det er jo det jeg hver evig eneste dag står ansigt til ansigt med som justitsminister - det er at, når volden også er så meget større i de miljøer, så er det også en medforklarende årsag til at forklare, hvorfor unge og voksne med ikke-vestlig baggrund er overrepræsenteret i vores volds- og kriminalitetsstatistikker.”
“Nogle gange skal det ulige behandles ulige”
P1 Morgen spørger Peter Hummelgaard, om han ikke tror, at børn, der er ramt af vold i et andet område end parallelsamfundsområderne er ligeglad med alle mulige statistikker, hvis han/hun bliver udsat for vold af sine forældre. Og det barn tænker: ‘Hvorfor er der ikke nogle naboer, der underretter myndighederne’.
Peter Hummelgaard svarer, at alle danskere jo har en almindelig underretningspligt og tilføjer:
Nogle gange skal det ulige behandles ulige - for at skabe en lige behandling
“Nogle gange skal det ulige behandles ulige - for at skabe en lige behandling. Og det vi kan se, det er, at der skal markant flere underretninger til, før der bliver iværksat sociale foranstaltninger - eller i yderste konsekvens at et barn bliver reddet ud fra en dysfunktionel familie - hvis familien er af ikke-vestlig herkomst. Frem for hvis familien er af etnisk dansk herkomst.”
“Vi kan se at omfanget af vold mod børn med ikke-vestlig herkomst - både den simple og den grove vold i familierne - er længere, vedvarende og langt mere udtalt. Der er mange flere børn med ikke-vestlig herkomst, som selv beretter om, at de bliver udsat for vold derhjemme. Og vi kan se også, at de stemmer, og de, der arbejder i de her miljøer, siger, at her er et særskilt stort problem.”
“Men jeg vil gerne understrege, at jeg mener, at alle børn skal have ekstra hjælp. Mere end det, de får i dag. Og at hele samfundet - både myndigheder, institutioner, men også os alle sammen som medborgere - skal gøre mere for at hjælpe alle børn.”
Åben over for udvidet underretningspligt i hele Danmark
P1 Morgen beder Hummelgaard forholde sig til, at direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, foreslår, at man laver en udvidet underretningspligt for alle områder i Danmark - og altså ikke kun i parallelsamfunds-områderne.
Kjeldahl forstår ikke, hvorfor børn i parallelsamfunds-områder skal stilles bedre end andre børn. Desuden tror han, at en gennemførelse af Hummelgaards forslag “vil blive noget rod”:
“Det enkelte barn, uanset hvor i samfundet man vokser op, har behov for ekstra hjælp, ekstra opmærksomhed fra samfundets side. Både den hjælp, der kommer fra institutioner og myndigheder, men jo også - for at være helt ærlig - fra omsorgspersoner, der er tæt på familien: Fra naboer og underboer. Det har alle børn behov for, hvis de skal hjælpes og reddes ud af de familier, hvor volden er en integreret del af opdragelse og af familiemønstret.”
“Og det er også dét alle mine politiske forslag i virkeligheden handler om. Og så er der et - ét - forslag af dem, jeg kommer med i bogen, som retter sig særligt mod de ikke-vestlige minoritetsmiljøer, hvor vi kan se volden er endnu mere udtalt,” siger Hummelgaard og konkluderer, at han er åben overfor at diskutere om det rigtige snit måske i stedet er, at indføre en udvidet underretningspligt, der gælder i hele Danmark:
jeg troede egentlig, vi ville få en debat om, at nu skal vi alle rende rundt at være stikkere
“Og det kan sagtens også være, at - jeg er meget åben over for at diskutere, om det her, som jeg også skal være ærlig og sige, at det også er et vidtgående værktøj - om det simpelthen skal gælde alle børn. Jeg har også noteret mig, at det har flere partier udtalt. Og det, for at være helt ærlig, det overrasker mig positivt. For jeg troede egentlig, vi ville få en debat om, at nu skal vi alle rende rundt at være stikkere, og alle de der klicheer, man ellers har hørt om. Jeg er meget åben overfor at diskutere dén del.”
Tilføj kommentar