Så meget mister statskassen om året på sort arbejde: “Virkelig nedslående,” siger skatteminister

Sort arbejde

Så meget mister statskassen om året på sort arbejde: “Virkelig nedslående,” siger skatteminister

En ny undersøgelse fra Rockwool Fonden afslører, at danskerne årligt udfører sort arbejde for 31 milliarder kroner, og det er især unge mænd i byggebranchen, der snyder

Ane Halsboe-Jørgensen (S), beskæftigelsesminister
Billedtekst
Ane Halsboe-Jørgensen (S) kalder tallene dybt utilfredsstillende, men erkender at det vil blive en udfordring at komme sort arbejde helt til livs.
Foto: Folketinget/Marie Hald

Næsten hver femte dansker arbejder sort – og det koster statskassen dyrt.

Ifølge en ny undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed går statskassen årligt glip af omkring 13,7 milliarder kroner i skatteindtægter, fordi tusindvis af danskere udfører arbejde uden at betale skat.

Undersøgelsen bygger på svar fra 16.500 danskere mellem 18 og 74 år og er den største afdækning af sort arbejde i Danmark nogensinde.

Den tegner et billede af en uændret sort økonomi, der trods årtiers politiske tiltag stadig udgør en væsentlig del af den danske virkelighed.

Dataene i undersøgelsen, er indhentet i 2021. Alle beløb er dog omregnet til 2025-priser.

Tjener 45.600 kroner om året

Ifølge undersøgelsen har den sorte økonomi en samlet værdi på 31 milliarder kroner.

Det svarer til, at hver eneste dansker tjener 7.500 kroner om året på sort arbejde.

Læs også:Stop svindlerne – ellers mister danskerne tilliden til hele systemet

Regnestykket medregner både arbejde udført for kontant betaling, betaling i varer eller gensidige tjenester uden indberetning til skat.

Af de 20 procent af danskere, der udfører sort arbejde, får hver tredje kontant betaling – de tjener i gennemsnit 45.600 kroner om året.

Den unge, nordjyske, mandlige håndværker

Undersøgelsen peger på, at det særligt er mænd, der er tilbøjelige til at omgå skattesystemet – hver fjerde mand udfører på et år en eller anden form for sort arbejde, mens det kun gælder 15 procent af kvinderne.

Det hænger ifølge undersøgelsen blandt andet sammen med, at særligt bygge- og anlægsbranchen, hvor mænd er overrepræsenterede, skiller sig ud: Her har næsten hver anden medarbejder i branchen udført sort arbejde det seneste år.

I bygge- og anlægsbranchen har næsten hver anden medarbejder udført sort arbejde det seneste år

Desuden viser analyserne, at de yngre aldersgrupper deltager betydeligt mere i sort arbejde end de ældre.

Mest udbredt er det i landkommuner og områder med lav befolkningstæthed som Vesthimmerland og Lemvig, og mindst i storbykommuner som Herlev og Greve.

Ministeren: “Det er virkelig nedslående”

I et interview med Jyllands-Posten kalder skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) tallene dybt utilfredsstillende:

“Det er et kæmpe problem. Hvis alle svarede sit, kunne man jo faktisk sætte skatten ret markant ned. At snyde på vægten er både at snyde naboerne og at snyde lokalsamfundet for et løft af skolen eller ældreplejen,” siger ministeren.

Læs også:Søger sort arbejde til levering af måltidskasser – 3F-formand: ”Det kommer ikke bag på mig”

Hun hæfter sig især ved, at hver anden i bygge- og anlægsbranchen har udført sort arbejde, hvilket hun kalder konkurrenceforvridende.

Undersøgelsen bygger på data fra 2021, og Halsboe-Jørgensen håber derfor, at  regeringens massive oprustning på kontrolområdet de seneste år ville vise en forskel, hvis spørgeskemaerne blev lavet i dag.

Læs også:Her finder danskerne sort arbejde: “Jeg er økonomisk på røven” 

Her peger hun blandt andet på, at regeringen siden har styrket kontrolindsatsen i Skatteforvaltningen.

Om tallene giver anledning til konkrete stramninger på lovområdet, kan hun ikke sige – dog ser hun et behov for, at vi som samfund tager en principiel samtale om, hvad det gør ved os.

Samtidig erkender hun, at det vil blive en udfordring at komme sort arbejde helt til livs – ligesom justitsministeren ikke kan forvente, at der i morgen overhovedet ikke vil være kriminalitet i Danmark. Målet er dog at komme så tæt på som muligt.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Kurt Jensen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 14.10.2025 - 18:15

Lige en gang til for prins Knud:

når en politiker, endda folketingets formand, i ramme alvor kan få sig selv til at foreslå, "skattefri kørselsgodtgørelse til politikere på Christiansborg skulle være med TILBAGEVIRKENDE kraft"

så gider jeg ikke høre nogen politiker tale om sort arbejde
.
https://www.dr.dk/nyheder/seneste/soeren-gade-traekker-lovforslag-om-koerselsgodtgoerelse-til-politikere-tilbage

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Torsdag den 16.10.2025 - 11:55

Som svar til af Kurt Jensen (ikke efterprøvet)

Politikernes ønske om med tilbagevirkende kraft at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse har intet at gøre med en tiltrængt politisk indsats for at stoppe eller begrænse sort arbejde, så du blander kartofler og gulerødder sammen.
Det er ikke politikerne, du straffer med den holdning, men derimod den overvejende af den danske befolkning, formentlig incl dig selv, der ikke snyder i skat og moms via sort arbejde.

Indsendt af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet) den Mandag den 20.10.2025 - 11:24

Som svar til af Ole Høj (ikke efterprøvet)

Det undre mig hvordan Rockwool Fonden har beregnet at der udføres "sort" arbejde for ca. 31 milliarder kroner når det kun er hver tredje af de 20% der udføre sort arbejde der får kontant betaling. De har tilsyneladende indregnet både nabo-, venne- og familietjennester i de udregninger de har brugt i deres regneark. Men hvis nabo-/vennetjenester, hvad så med dem som udføre "frivilligt" arbejde i sport- og idrætsforeninger samt i genbrugsbutikker, skal deres arbejde vel også indregnes som "sort" arbejde, de tager jo arbejde fra lønmodtagere som jo skulle havde løn for det arbejde der udføres med betaling af skat og moms til følge.
Hvad med at skat kiggede på de virkelige store skatteundragere som kapitalfonde der sender deres overskud i "skattely" og hvad med de store fortjenester der sker ved hussalg på boligmarkedet, de er skattefri og hvis en pensionist sælger sit hus med en millionfortjeneste kan han/hun anbringe "formuen" i banken og alligevel opnå huslejetilskud, hvis de flytter i en lejebolig, forstå det hvem der kan.

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Mandag den 20.10.2025 - 17:40

Som svar til af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet)

Overordnet behøver sort arbejde jo ikke at blive betalt med penge, men selve de ydelser, der byttes, har jo en værdi, som skal beskattes. En tømrer lægges eks tagplader på mekanikerens hus imod at få udskiftet sin bils motor. Begge ydelser har en værdi, som skal beskattes, og både tømreren og mekanikeren har ved at bytte ydelser uden at oplyse dette til Skat derved gjort sig skyldige i både moms- og skattesvig. I øvrigt er meget af det du nævner omfattet af noget for mig ikke umiddelbart overskueligt skatteteknik, ligesom der kan være tale om dispensationer og bagatelgrænser.
Mht fortjeneste ved salg af fast ejendom er vi helt enige.

Indsendt af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 22.10.2025 - 15:23

Som svar til af Ole Høj (ikke efterprøvet)

Hvordan vil du opgøre værdien af at en tømrer lægger nyt tag på sin mekanikers hus og mekanikeren udføre reparation på tømrerens bil? Hvor skal det placeres i selvangivelsen?
Hvis ovennævnte er strafbart må frivilligt arbejde også være strafbart for dem som udføre frivilligt arbejde og dem det udføres for uden at værdien af det udførte arbejde opgives til skattevæsenet, hvad ellers?

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Torsdag den 23.10.2025 - 11:04

Som svar til af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet)

Værdien kan fastsættes efter, hvor mange timer det tager at skifte motoren gange med mekanikerens timeløn. Det kan eksempelvis beløbe sig op til kr 10000 plus moms. Altså er ydelserne kr 10000 værd begge veje. Momsen på kr 2500 skal fremgå af begge virksomhedernes momsregnskaber, og de kr 10000 af deres respektive skatte regnskaber som indtægt ved erhvervsmæssig salg af ydelser.
Frivilligt arbejde er noget helt andet. Ofte får man intet for at deltage i frivilligt arbejde , og man forventer det normalt heller ikke, og derudover er der formentlig indført nogle bagatelgrænser for at lette det administrative arbejde, både i foreningen/korpset/el lign og i Skat.
Beklager den sene respons, troede ikke, at der var mere på tråden

Tilføjelse:
Glemte at præcisere, at ydelsernes værdi reelt kun er på kr 10000 ved erhvervsmæssigt køb, fordi erhvervsdrivende i den situation kan fradrage købsmoms, hvorimod den total udgift er på kr 12500, når de købte ydelser er af ren privat karakter. I øvrigt skal begge håndværkere sende hinanden en faktura på kr 12500. Hvorvidt både de solgte og købte ydelser skal indgå i skatteregnskaberne, afhænger naturligvis af, om de er erhvervsmæssige, men de solgte ydelser skal fremgå, så de kan blive beskattet.

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 14.10.2025 - 18:25

Noget af det ville jo næppe blive udført, hvis det var med skat og moms. Men selv med det in mente er det sgu stadig mange penge.

Indsendt af Lene Ravn (ikke efterprøvet) den Onsdag den 15.10.2025 - 11:20

Som svar til af Kurt Jensen (ikke efterprøvet)

Der bliver sagt, at det er i Nordjylland det foregår, så vidt jeg ved,
foregår det også meget i det”fine” Nordsjælland!
Skulle det måske være bedre? Det er ikke i orden!

Indsendt af Børge Jørgensen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 14.10.2025 - 23:08

Der er "billige" frisør saloner, hvor du kun kan betale kontant. De siger det er for dyrt at anvende Dankort.

Skattevæsenet burde foretage en landsdækkende kontrol af de her "billige" frisørsaloner, som modtager kontant betaling.

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Søndag den 19.10.2025 - 23:52

Som svar til af Børge Jørgensen (ikke efterprøvet)

Det kan næppe betale sig at lave en landsdækkende kontrol af billige frisør saloner. Man bliver klippet for kr 100, og resultatet er oftest derefter. De klipper og klipper, til sidst har man næsten ikke hår på hovedet, medmindre man råber "stop" i tide. Disse saloner overlever som regel ikke ret længe, for de kan ikke leve af kun at klippe hinanden og af engangs kunder. Så mon ikke statens skattekontrol bør sættes ind andre steder.

Indsendt af Peder Pedersen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 15.10.2025 - 11:03

Det tror da pokker, at kontrollen med skat er så dårlig som den er, det kan vi takke Anders Fogh Rasmussen - Lars Løkke og især daværende skatteminister Kristian Jensen for, da han fyrede 4000 skattemedarbejdere med ordene "borgere og firmaer er så ærlige, at alt bliver opgivet", herefter kom der til at mangle mindst 125 milliarder ubetalt skat m.m. De ord kom som et chok for os der sad i skatteankenævnene, hvor vi fik en anden opfattelse af ærligheden.

Indsendt af Birgit Egsgaar… (ikke efterprøvet) den Onsdag den 15.10.2025 - 12:41

Må altså indrømme at jeg synes sort arbejde er en hån mod dem som betaler deres skat. Ligesom jeg har det anstrengt med at høj anstiftet gæld ikke bliver betalt tilbage.Det var en glidebane dengang man købte alting på afbetaling.Med den usikre verdenssituation på mange områder bliver vi nok allesammen nødt til at tænke over om det vi anskaffer og forbruger virkelig er nødvendigt for at oprette tilværelsen. Less is best.

Indsendt af Morten Hansen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 15.10.2025 - 19:01

Det er ikke så nemt endda, hvor er grænsen,
en på arbejde spørger, min bror skal flytte,
gider du at hjælpe, vi får lidt god mad og nogle bajere bagefter.
Flyttefirmaet blev snydt, men den lokale slagter tjente godt.

Indsendt af Mikael Einspor (ikke efterprøvet) den Torsdag den 16.10.2025 - 08:42

Vi må nok erkende at der er mange danskere der er blevet trætte af folketingets bevidstløse “Tag selv bord” med lønninger så høje, at de knap kan nå at bruge pengene på en måned, privatfly til udvalgte ministre, donationer til højre og venstre (oftest til andet “venner” i udlandet) i milliard klassen . . Alt imens en pakke skovmandsrugbrød er steget fra en 10’ til 13,-kr på tre-fire år . .
De vennetjenester (ministerrokader) som Mette Frederiksen foretager, så hendes partikammerater OGSÅ kan få del i andres penge via ministerpension, få jo også almindelige mennesker til at vågne om natten i sved, når vi ved at ærlige og retskafne politikere i ex Schweiz, kan lede et land med 7-8 ministre og uden 12-15000 Djøf’ og rådgivere.

At vi så skal “gå forrest” i en grøn omstilling, hvor som og vind er prioriteret over vedvarende energi som A-kraft, får jo tankerne ledt over på nepotisme når vi ved at Vestas bl.a. ledes af Helle Thorning Schmidt som har en bestyrelsespost, regeringen donerer et par hundrede millioner til vindmøller i Ukraine, hvor den noget omtalte Pelle Koefoed er blevet honoreret med en direktørpost i den ukrainske pandan til danske Energinet. . En post jeg føler Mette Frederiksen har købt til ham, for skatteydernes penge . . Vi kunne blive ved !!
Summer er bare, at hvis man ikke forstår hvorfor almindelige mennesker begår skatteunddragelser, så tænk på at vi, når alt er regnet ud med moms, afgifter og skat, betaler ca 70 øre af hver krone vi tjener . .

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 16.10.2025 - 12:00

Sort arbejde i det omfang det udføres og organiseres på online platforme som Facebook er nærmest organiseret kriminalitet mod samfundet og den danske stat.

Organiseret sort arbejde bør straffes i samme omfang som andet organiseret kriminalitet og bande kriminalitet.

Indsendt af poul boie pedersen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 16.10.2025 - 17:20

Jamen det er da glimrende, at Ane Halsboe udviser bekymring for de penge, som staten mister ved sort arbejde, der selvfølgelig er en slet vane, når lovlydige borgere bare betaler deres skat.
Men spørgsmålet er jo nok, om fru Halsboe har fat i den tunge ende af skatteunddragelserne, med dette focus.
Vi ved jo, at man siden engang i firserne, presset igennem folketinget af Hr. Maersk Møller og de store banker, da aktier ikke længere var på papir, har undladt at registrere hvem der reelt ejer aktierne, efter voldsomt pres fra store kapitalhavere. Det førte som bekendt til skandalen med monsterbedrageriet til 12,7 milliarder kroner, som Sanday Shar lænsede statskassen for, fordi skattevæsenet ikke anede, hvem der var aktieejer. Derfor vidste de ikke, hvem der skulle have refusion for udbytteskat hos udenlandske ejere, og denne pointe er nu understreget i den engelske dom, der mente at fadæsen skyldes dansk efterladenhed med reglerne. Det var en enkelt persons skattesvindel på et område, hvor vi altså ikke aner, hvad den samlede unddragelse gennem tiden har været, og man skulle tro at 40 år ville være rigeligt tid til rettidig omhu med en beskeden indsats som at kræve, at vil man have refusion, må man dokumentere sit ejerskab. Men nøjagtigt det samme hul eksisterer den dag i dag, nu under fru Halsboes resort.
Så er der jo den systematiske og organiserede skatteunddragelse i skattelyene, hvor den internationale orden er reglen snarere end undtagelsen. Selv inde for EU kan man "betale skat" i lande som Luxemburg og Irland til uhørt lave takster, og selv da vi - den Danske stat, solgte aktier i DONG til udlandet, var det til et selskab i skattely i Luxemburg. Dertil er der i bankerne f.eks. i Danske Bank konstateret omfattende hvidvask af russiske forbryderes formuer i milliardklassen. Mon det er beskattede penge, eller bare penge de ikke er svinet til af grovere forbrydelser?
Jeg er oprigtigt bange for, at alle disse huller har et omfang, der sætter det sorte arbejde fælt i skyggen, når vi taler om tabte skatteindbetalinger til statskassen.
Den helt store pointe er jo, at skal vi tage ansvarlige politikere og deres berettigede bekymring for lovbrud alvorligt, skal de nok lige selv udvise omhu og tage fat, når fedtlaget er svulmende tykt, og hvor galskaben virkelig er vild, hvis den opulente manuduction i ordentlig opførsel skal være overbevisende og troværdig overfor almindelige borgere.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Fredag den 17.10.2025 - 13:41

Der kan man bare se - her gik jeg rundt i den tro at ved genindførelsen af boligjobordningen ( håndværker fradraget ) ville mængden af det sorte arbejde være mindre .

Hvor går grænsen for hvornår der er tale om sort arbejde eller en vennetjeneste - Hvis jeg som et eksempel beder en i min omgangskreds med faglig uddannelse om at hjælpe til med at sætte et nyt køkken op . Mod en “symbolsk betaling “ .
Er det så sort arbejde eller en “ vennetjenste “ ?

I øvrigt har det alle dage så langt som jeg kan huske tilbage været almindeligt brugt , at man kunne få udført faglige opgaver i hjemmet som såkaldte vennetjenester , bare man kendte en der kendte en etc.
Det kan vi ligeså godt være ærlige om .

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 21.10.2025 - 07:09

Som svar til af Nielsen (ikke efterprøvet)

Der er tale om glidende overgang mellem sort arbejde og vennetjenester, som regel skelner man mellem, om den der udfører arbejdet på forhånd forventer at få betaling for sit arbejde eller blot træder hjælpende til i uegennyttig sympati. Familierelationer kan være indikator for, om der er udført sort arbejde, f eks falder det formentlig ind under vennetjeneste begrebet, hvis en flyttemand flytter for sine svigerforældre i sin fritid.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.