Se listen: Her er privat hjemmepleje gået galt

Når kommuner udliciterer, er det ofte i jagten på besparelser. Men når private plejefirmaer går konkurs, står kommunen med ansvaret og regningen. Netavisen Pio giver dig overblikket over, hvor flest ældre er blevet ramt.
VK-regeringen indførte i sin regeringstid en fritvalgsordning, som gav landets ældre retten til at vælge mellem kommunal hjemmehjælp eller hjemmehjælp fra private udbydere. Der er ingen penge mellem de ældre og de private plejefirmaer, da firmaet modtager betaling fra kommunen.

I flere kommuner er det imidlertid kommet til pludselige konkurser blandt de private plejefirmaer af forskellige årsager. Senest er La'Bel Rengøring og Pleje ApS med base på Østsjælland gået konkurs i starten af juli, og det er bare et af mange tilfælde.

Kommunen sidder tilbage med både ansvar og regning
Når et privat plejefirma går konkurs, er det kommunen, der har det juridiske ansvar for at sikre en grundlæggende pleje til de ramte borgere. Det sker oftest efter en nødplan, hvor det er kommunens egne social- og sundhedshjælpere, der rykker ud, altså nogle helt andre social- og sundhedshjælpere end dem, som den ældre har været vant til hos den hidtidige private udbyder.

Ved at vælge den kommunale hjemmepleje har man som borger en lidt større sikkerhed, idet det – i hvert fald i dansk sammenhæng – er ret svært og ret utænkeligt, at en kommune skulle gå konkurs. Risikoen for konkurs stiger altså markant, når en borger bruger sit frie valg til selv at vælge en privat plejeløsning.

Regning på 18 mio. kroner til skatteborgerne
Det er altså kommunen, der sidder med ansvaret og regningen, når de private plejefirmaer går konkurs. Eksempelvis har det kostet skatteborgerne i Kolding Kommune 17,5 mio. kroner at gribe de tabte bolde fra de to plejefirmaer Caregruppen og Kære Pleje.

Begge firmaer gik konkurs inden for halvanden måneds tid i begyndelsen af 2014. Kolding topper så også listen over kommuner, hvor flest ældre er blevet ofre for mislykket udbudspolitik på seniorområdet.

Flere årsager til konkurser
Når private plejefirmaer går konkurs, er årsagerne naturligvis mange. Der kan være tale om decideret konkursrytteri som i Midtjylland, mens der fx i Kolding Kommune er sket det, at ét plejefirma underbød et andet i en kommunal udbudsrunde, og det ’dyrere plejefirma’ så måtte gå med på en lavere pris for at beholde deres opgaver hos kommunen – en pris, som viste sig at være for urealistisk i forhold til deres reelle omkostningsniveau, hvorfor det ’dyrere plejefirma’ måtte indgive konkursbegæring.

En tredje årsag minder om den foregående, nemlig at virksomhedernes omkostninger til løn ikke stod mål med de takster, som firmaet fik af kommunen for at udføre opgaverne.

I mange af tilfældene har de ansatte i de konkursramte plejefirmaer enten fået job hos andre private leverandører eller hos kommunen.

Er din kommune blandt dem, hvor flest ældre er blevet ramt af private plejefirmaers konkurser? Se listen her:

1. Kolding
I alt 737 er blevet ramt af private plejefirmaers konkurser. Der er tale om to virksomheder, som er gået nedenom og hjem, nemlig Caregruppen, hvis konkurs ramte ca. 250 borgere, og Kære Pleje med næsten dobbelt så mange – 487 – berørte borgere.

2. Odense
I alt 221 borgere er blevet ramt i H. C. Andersens hjemby. Caregruppens konkursbegæring gik nemlig også ud over Odense med 221 ramte odenseanere.

3. Fredericia
Caregruppen drev også plejevirksomhed i den gamle fæstningsby. Caregruppens konkurs berørte 192 fredericianere.

4. Køge
I Køge er La'bel Rengøring og Pleje ApS netop gået konkurs. Det har ramt hele 178 Køge-borgere.

5. Viborg
I den midtjyske hovedby gik CENZ Service Partner konkurs, og 153 borgere mistede deres faste social- og sundhedshjælper. Firmaet er i øvrigt mistænkt for at bedrive konkursrytteri. Da virksomheden startede op igen med de samme medarbejdere, forsøgte den endda at få de ansatte til at bryde deres tavshedspligt, da den opfordrede dem til at opsøge de borgere, som tidligere havde fået hjemmepleje hos dem.

6. Vejle
I Vejle blev ca. 130 borgere ramt af Caregruppens konkurs tidligere dette år.

7. Furesø
Den nordsjællandske Furesø Kommune, som består af de gamle Værløse og Farum kommuner, blev det største offer for Nordpleje ApS’ konkurs sidste år. Det ramte 57 borgere.

8. Silkeborg
I Silkeborg i hjertet af Jylland blev man også ramt af konkursen hos CENZ Service Partner, der som nævnt også drev virksomhed i bl.a. Viborg. I alt 50 borgere blev her ramt.

8. Randers
CENZ Service Partner ydede også hjemmepleje i Randers. Her mistede 50 borgere deres vante social- og sundhedshjælper, da CENZ gik konkurs.

8. Varde
I Sydvestjylland gik Private Nurse & Doctors konkurs, og det berørte 50 borgere i Varde Kommune.

11. Faxe
Konkursen hos La'bel Rengøring og Pleje ApS, der som nævnt berørte Køge, fik også konsekvenser i Faxe Kommune. Her mistede 42 borgere deres faste social- og sundhedshjælper.

12. Solrød
Da La'bel Rengøring og Pleje ApS gik konkurs, gik det også ud over Solrød. Her blev 38 borgere berørt af konkursen.

13. Halsnæs
I Nordsjællands vestlige hjørne tog Nordpleje ApS også del i hjemmeplejen. Deres konkurs ramte 28 borgere i Halsnæs Kommune.

14. Egedal
Lidt længere sydpå i det smukke Nordsjælland ligger Egedal Kommune. Her fik 10 borgere ydet hjemmepleje af Nordpleje ApS, der gik konkurs, og altså mistede de deres faste social- og sundhedshjælper.

 

Note: Ovenstående liste er ikke udtømmende, men repræsenterer de kommuner, hvor vi har kunnet finde tal på hvor mange borgere, der har været berørt af konkurserne. Eksempelvis har Nordpleje ApS’ konkurs også ramt borgere i Frederikssund, Gribskov, Hørsholm og Allerød kommuner, men uden at vi har kunnet finde konkrete tal.

 

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce