SF-ordfører: “Vi er slet ikke færdige med Det Faglige Hus”

Bag om Det Faglige Hus

SF-ordfører: “Vi er slet ikke færdige med Det Faglige Hus”

Karsten Hønge (SF) er langt fra tilfreds med det svar, han fik ved onsdagens samråd i beskæftigelsesudvalget angående Det Faglige Hus - men han har ikke tænkt sig at give op

Karsten Hønge
Billedtekst
Karsten Hønge (SF) kommer ikke til at stoppe, før Det Faglige Hus følger reglerne, eller får frataget retten til at drive a-kasse og skattegoder for deres medlemmer.
Foto: SF

Hvad har Det Faglige Hus og en tandemcykel til fælles?

Det lyder måske som starten på en dårlig joke, men beskæftigelsesordfører fra SF, Karsten Hønge, har svaret.

Ved onsdagens samråd i beskæftigelsesudvalget leverede han tydeligt tændt det ene argument efter det andet, for hvorfor Det Faglige Hus bør miste retten til at drive a-kasse, og deres medlemmer bør miste retten til at trække deres medlemskontingent fra i skat.

Som den sidste taler benyttede han lejligheden til at komme med en opsigtsvækkende opfordring til sine kollegaer:

“Næste gang I ser en tandem komme kørende, så skal I lægge mærke til, at hvis den, der sidder på bagsædet, sidder med benene oppe, så kan I være sikre på, at det er en gul fætter fra Det Faglige Hus eller fra Krifa,” sagde han og fortsatte:

Vi må da være enige om, at selv sådan en tandem vel skal overholde færdselsloven

“At lade makkeren på sædet foran tage slæbet ved at træde endnu hårdere i pedalerne, det er galt nok. Men vi må da være enige om, at selv sådan en tandem vel skal overholde færdselsloven. Det er vi vel enige om, minister.”

Ordfører er langt fra tilfreds

Selvom beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) ikke fik mulighed for at svare på den afsluttende bemærkning, havde han i løbet af samrådet flere muligheder for at besvare de egentlige samrådsspørgsmål, som blev stillet af Karsten Hønge:

Svar fra beskæftigelsesministeren

Netavisen Pio har bedt beskæftigelsesminister, Kaare Dybvad Bek, om en kommentar til sagen.

I et skriftligt svar siger ministeren:

Mener ministeren, at der skal stramninger til på fagforenings- og a-kasseområdet? 

“Jeg har en klar forventning om, at a-kasserne overholder den gældende lovgivning, og at revisorerne kontrollerer dette. Men det er klart, at vi må kigge tingene efter i sømmene, når sådanne sager kan opstå. Det arbejde har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering også sat i gang."

Kan Det Faglige Hus fortsat drive a-kasse?

”Da der er tale om en verserende sag mellem Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Det Faglige Hus A-kasse, kan jeg ikke kommentere sagen.”

Holder Det Faglige Hus A-kasse holder sig indenfor reglerne for a-kasser? Og lever Det Faglige Hus op til fondsloven på fagforeningsområdet? - Begge forhold er tidligere beskrevet i Netavisen Pio.

Læs også:Leder: Hvad er meningen med et tilsyn, hvis Det Faglige Hus slipper med en advarsel?

Ministerens svar på de to spørgsmål var dog ifølge Hønge langt fra betryggende, siger han til Netavisen Pio:

“Jeg synes ikke, jeg har fået et betryggende svar. Jeg er stadig overbevist om, at Det Faglige Hus klokkerent bryder vedtægterne for statsanerkendte arbejdsløshedskasser.”

Hønge: “De skal fratages retten til at drive en a-kasse”

Netavisen Pio har tidligere beskrevet, hvordan Det Faglige Hus A-kasse ejer to anpartsselskaber og driver bygge- og udlejningsvirksomhed i strid med reglerne.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) er ved at vurdere de juridiske konsekvenser af den konkrete sag.

Indtil der er kommet mere klarhed over sagen, vil beskæftigelsesministeren ikke kommentere yderligere.

Læs også:Professor vurderer: Det Faglige Hus A-kasse ser ud til at drive privat udlejningsvirksomhed i strid med reglerne

Det svar faldt ikke i god jord hos Hønge, der havde håbet på en langt mere kontant udmelding fra ministeren:

“Det er okay, hvis ministeren lige har brug for lidt tid til at kigge på det. Jeg synes nu, det er ret åbenlyst,” siger han.

“Den måde, de driver deres forretning på, det er simpelthen ikke den måde, man skal drive a-kasse på, og derfor mener jeg, de skal fratages retten til at drive en a-kasse.”

Er bestemt ikke færdig

Beskæftigelsesministeren ville ikke udtale sig om, hvorvidt Det Faglige Hus overholder fondsloven fra et ministerielt synspunkt, da det hører under justitsministeriets og skatteministeriets ressortområde.

Alligevel kom han med en personlig opfordring til, at folk gør op med sig selv, hvilken fagforening man vil være en del af.

Læs også:Minister om Det Faglige Hus: “A-kasserne skal overholde lovgivningen, som den er – uanset om man synes, det er urimeligt”

Uanset hvilket ressortområde sagen hører under, så er Karsten Hønge ikke i tvivl om, at noget er, som det ikke skal være:

“De er jo ikke i nærheden af - altså slet ikke i nærheden af - at leve op til fondslovens lempeligere bestemmelser i forhold til foreninger fra i skat. Det er min konklusion på det.”

Derfor er han også klar til at forfølge sagen ved andre ministerier:

“Vi er bestemt ikke færdige med Det Faglige Hus. Jeg er først færdig med Det Faglige Hus, når de enten retter sig fuldstændig efter reglerne for a-kasser og reglerne i fondsloven. Og jeg kan med sikkerhed sige, at det kommer de aldrig til, for så falder deres model fra hinanden.”

Derfor er jeg ikke færdig for at få så vidt, at de bliver frataget både retten til at drive a-kasser

“Derfor er jeg ikke færdig for at få så vidt, at de bliver frataget både retten til at drive a-kasser og retten (red. medlemmernes) til at trække deres kontingent fra i skat.”

Du kan se hele samrådet her.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Kurt Olsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 05.02.2026 - 20:09

Det kan da undre, at S ikke er mere klare i spyttet! Man kan ikke drive A-kasse efter forgodtbefindende - altså skal Det faglige Hus fratages retten til at drive a-kasse.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.