"Dagpengekommission er politikersprog" lyder det fra SF i en ny, stor annoncekampagne. Godt nok formåede SF ikke selv at levere en løsning på dagpengeproblemet, da de sad med i regering, men det har ikke afholdt dem fra at sætte kampagnefolkene på arbejde. Her er det dog ikke kun reformen, men også regeringens dagpengekommission, der er synderen.

Folkesocialisterne mener, at dagpengekommissionen er ”politikersprog for ikke at gøre noget”. Altså, at den kommission, der skal komme med forslag til, hvordan man kan forbedre dagpengesystemet fremadrettet, betyder, at man ikke kan gøre noget, inden kommissionen kommer med sine anbefalinger i 2015.

Umiddelbart kan sammenhængen mellem de to ting være ret svær at se. For der er, som Margrethe Vestager sagde på de radikales sommergruppemøde, ikke noget taleforbud i finanslovsforhandlingerne. Intet parti kan bruge et andet partis holdning til dagpengespørgsmålet som undskyldning for ikke selv at gøre noget. Og et politisk emne bliver jo kun en syltekrukke, hvis der er politisk enighed om at hælde atamon i glasset og forsegle det.

SF har valgt det kedelige synspunkt, at vi bare skal tilbage til et system, der var en anelse mindre amputeret end det nuværende.

Dagpengesystemet er ikke perfekt
Det er nok de færreste hos centrum-venstre, der ikke får en knude i maven over antallet af mennesker, der falder ud af dagpengesystemet. Jeg er for min del klar til at overdrage både prinsessen og det halve kongerige til De Radikale, hvis vi til gengæld får en løsning på dagpengekatastrofen. Men SF glemmer i deres frustration over den nuværende situation, at dagpengesystemet stadig ikke er perfekt, hvis man lander en aftale, der redder de truede.

Dækningsgraden – altså hvor stor en del af lønnen, man får dækket gennem dagpengene – er i mange fag enormt lav. For en metalarbejder, der bliver arbejdsløs, bliver lønnen op mod halveret ved at komme på dagpenge. Samtidig er dagpengeperioden statisk. I tider, hvor der er masser af job, er to år på dagpenge lang tid. I tider, hvor jobbene lader vente på sig, er to år for lidt. Samtidig er tilgangen til a-kasserne dalende, og flere og flere tegner private lønforsikringer. Den usikkerhed har betydet, at folk har holdt igen på pengene under krisen, og det har kostet vækst og arbejdspladser.

Det er en tikkende bombe under den danske arbejdsmodel. Og det er en bastant trussel mod danske arbejdspladser. Hele idéen om, at vi kan have et dynamisk arbejdsmarked, hvor arbejdsgiverne er villige til at hyre folk, fordi det er let at fyre dem igen, afhænger af, at vi har et dagpengesystem, der er velfungerende og giver sikkerhed og tryghed i familierne. Det er ikke i høj nok grad tilfældet i dag, og det truer vores arbejdsmarked.

Vi ser i overenskomstforhandlingerne, at flere fagforbund ønsker længere opsigelsesvarsler. Det er en naturlig konsekvens af, at vores dagpengesystem ikke er godt nok. Men man hører også fagbevægelsen gøre det med blødende hjerte, fordi det betyder, at virksomhederne bliver mere tilbageholdene med at ansætte folk. Det er en trussel mod den danske arbejdsmarkedsmodel, og det vil betyde højere arbejdsløshed i fremtiden, hvis ikke vi får løst det problem.

Det er de store, fremadrettede udfordringer, dagpengekommissionen forhåbentlig kan komme med forslag til at løse. Men SF har valgt det kedelige synspunkt, at vi bare skal tilbage til et system, der var en anelse mindre amputeret end det nuværende. Det er en dybt reaktionær tilgang til dagpengene, og det tjener ikke de danske lønmodtageres interesser.

Mads Havskov Hansen er stud.jur. på Københavns Universitet