Socialdemokratiet skal ikke være Pelle Dragsteds næste fejlslagne eksperiment

I Politiken har Enhedslistens Pelle Dragsted skrevet en kronik om, at Socialdemokratiet splitter med identitetspolitik i stedet for at samle med klassepolitik. 

Han tilslutter sig koret samme med kommentator Noa Redington og chefredaktør Christian Jensen, der benytter kommunalvalget til at gentage det, som de altid mener: Mette Frederiksen dur ikke.

For at dæmme op for vælgertabet til Messerschmidt og Støjberg bør Mette Frederiksen ifølge Dragsted overtage mere af Enhedslistens politik og retorik.

Det lyder rigtigt for den del af venstrefløjen, der hænger fast i de nemme analyser. 

Det bliver bare ikke mere sandt af at blive gentaget.

Hvorfor vil alle rådgive S?

Det er et sælsomt fænomen, at ledende politikere fra andre partier føler sig kaldet til at udlægge den rette socialdemokratiske arv. 

Dragsted kronik er nærmest kalkeret 1:1 efter en lignende kronik, De Radikales Zenia Stampe skrev i både 2016 og i 2021 hvor hun konkluderede “Socialdemokratiet må skifte kurs. Ellers har vi kun set starten på nedturen.”

Året efter S fik det bedste valg i 20 år. 

I årevis har udenlandske forskere og venstreintellektuelle sagt, at centrum-venstre taber på at stramme udlændingepolitikken

Kunne man forestille sig det omvendte scenarie? At borgerlige politikere rådgav Dragsted om hvordan rette tolkning af Trotskijs værker kunne vende Enhedslistens kontinuerlige tab af mandater siden 2015?

Eller socialdemokrater der kritiserer radikale for at svigte Edvard Brandes arv? (det ville faktisk give mening).

Danmark er datapunktet der irriterer venstreintellektuelle forskere

I årevis har udenlandske forskere og venstreintellektuelle sagt, at centrum-venstre taber på at stramme udlændingepolitikken. 

Højrepopulisterne kan altid gå længere, lyder læren, og venstrefløjen mister sin sjæl og sine storbyvælgere. Eksemplerne hentes typisk fra Tyskland og Sydeuropa.

Dermed bliver Danmark et problem. For her er det faktisk det modsatte, der er sket.

Læs også:S-ordfører: Danmarks Radio snubler gang på gang over udlændingepolitikken

De danske statskundskabere Martin Vinæs Larsen og Frederik Hjorth viste i en artikel i British Journal of Political Science, at Socialdemokratiet ved valget i 2019 vandt magten ved at stramme udlændingepolitikken. 

Danmark er blevet det ubehagelige datapunkt, som rokker ved en hel forskningskonsensus. Derfor ser vi nu internationale kommentatorer og forskere, der desperat forsøger at omfortolke kommunalvalget til et oprør mod den danske udlændingepolitik.

Hvis vælgerne ville have identitetspolitik stemte de på Ø

Når Dragsted nu angriber Socialdemokratiet for at skabe splid med identitetspolitik, er det svært ikke at notere ironien. 

Ø råber af de rige og kaster beskyldninger til højre og venstre om sexisme og racisme og anklager andre for at være på den “forkerte side af historien”.

Hvis vælgerne ønskede Enhedslistens erklærede “anti-zionisme” som er den dækbetegnelse man på venstrefløjen bruger om had til Israel og konstant moraliserende fokus på race, køn og identitet, kunne de stemme på Ø. 

Læs også:Hvem har gjort Lenin-Line til Verdensdommeren?

Det gør de ikke. Når Socialdemokratiet taber til højre, er det almindelige arbejdere, der går til partier, der lover strammere kurs og mere orden. Ikke til Dragsted.

Hvis han ligger inde med opskriften på at blive et bredt favnende venstreorienteret folkeparti, hvorfor indfører han det så ikke i sin egen butik?

Venstrefløjens Egon Olsen: Jeg har en plan

I årtier har Dragsted har fungeret som venstrefløjens Egon fra Olsen-banden: Jeg har en plan. 

Først var det regnskovsindianerne i Chiapas, så var det autoritære Chavez i Venezuela, så var det Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien. 

Senest Corbyn i Labour, der skulle være model for et nyt, ægte rødt arbejderparti – og som endte med et gigantisk nederlag og et parti, der først kom på fode igen, da Starmer smed alle antisemitterne og ballademagerne ud.

Læs også:Dragsted beskyldt for udenomssnak efter spørgsmål om terrorstøtte: ”Synes ikke jeg skylder svar” 

Du ser aldrig den selvkritiske kronik, hvor Dragsted gennemgår, hvorfor alle de projekter kollapsede, og hvad vi kan lære af det. 

Når virkeligheden rammer, forsvinder forbilledet stilfærdigt ud af teksten. Så kommer han med en ny genial plan.

Så går turen til Amerika

Nu er det Bernie Sanders og Zohran Mamdani, der skal vise vejen. Mamdani er valgt i klart venstreorienterede New York i USA. Han er dygtig og taler stærkt til den lokale base af indvandrere og unge med lange uddannelser. 

Men det siger ikke meget om, hvordan centrum-venstre vinder brede flertal på nationalt plan. Det svarer til at tage Enhedslistens bedste valgkreds på Nørrebro og gøre den til manual for, hvordan man vinder Holstebro.

Hvis man i stedet kigger på de valg, der faktisk afgør magten, tegner der sig et andet billede. I Tennessee stillede den venstreorienterede Aftyn Behn op og tabte alligevel klart. 

Socialdemokratiet har reelle problemer

Godt nok fik Demokraterne flere stemmer end sidst, men stadig et nederlag. Man kan bruge det som argument for, at venstrefløjen kan mobilisere, men ikke som bevis for, at hårdt venstresving er vejen til sejre.

I Virginia og New Jersey er historien en anden. Her vandt demokraterne med Abigail Spanberger og Mikie Sherrill. 

Begge har baggrund i national sikkerhed, begge blev opfattet som moderate, og begge førte valgkamp på leveomkostninger, økonomi og troværdighed. 

En klassisk socialdemokratisk kombination.

S har 99 problemer, men Dragsted løser ikke et eneste

Man er et skarn, hvis man ikke lytter til gode råd. Uanset hvor de kommer fra. Problemet med Dragsted er ikke afsenderen, men lødigheden. 

Socialdemokratiet har reelle problemer. En ledelsesstil mange opfatter som brutal og lukket. Velfærd, der halter. En midterregering, der udvander partiets profil. Et bagland, der føler sig reduceret til klappepølser. 

Men intet af det peger i retning af, at løsningen skulle være at imitere Enhedslisten. 

Det blev forsøgt af de unge S-akademikere i Frit Forum, der til bestyrelsen på Københavns Universitet gik til valg på “Frit Palæstina”. 

Læs også:Amerikansk medie spørger: Hvad er Mette Frederiksens hemmelighed? 

De gik fra 10,1 til 3,2 procent af stemmerne. Cirka en tredjedel af den krypto-islamistiske “Frie Stillerum” liste. 

Noget lignende ville sandsynligvis ske hvis Mette Frederiksen opgav at tale til dem med de korte uddannelser og lave lønninger for i stedet af kappes med Ø og R og SF og Å om at rose akademikerne. 

Når Danmark er et af de få europæiske lande, hvor Socialdemokratiet ikke er reduceret til en skygge af sig selv, skyldes det, at partiet – med alle fejl – har holdt fast i at orientere sig imod det store flertals værdier og bekymringer.

Hvis man vil have en liste over strategier, der ikke skal kopieres, kan man starte med Dragsteds og den yderste venstrefløjs forbilleder de sidste 110 år.