Til opgør med oldboys-kulturen i lokalpolitik

Hvis vores demokrati skal fungere, så skal vi tage alle byrådsmedlemmer alvorligt, også selvom deres alder og køn, betyder at de ikke kan komme på oldboys-holdet.
I sidste uge trådte min byrådskollega fra Nyborg, Sonja Marie Jensen, frem her på Netavisen Pio, og fortalte om hendes oplevelser med sexisme og voldsomt grænseoverskridende handlinger.

Desværre er Sonjas oplevelser ikke langt fra nogle af de ting, jeg selv har set igennem de otte år, jeg har været valgt til Københavns Borgerrepræsentation.

Mandlig kollega lavede Trump-grebet
Selvom det er vigtigt at understrege, at langt de fleste af mine kollegaer er rare og ordentlige mennesker, så hersker der desværre en oldboys-kultur i dele af det kommunalpolitiske liv.

Selvom langt de fleste af mine kollegaer er rare og ordentlige mennesker, så hersker der desværre en oldboys-kultur

Det viser sig på flere måder, hvor sexisme og sexchikane er den suverænt værste, det værste der dukker op.

På Rådhuset har jeg hørt ældre mænd spørge unge kvindelige kollegaer, om hvordan de kommer ned i deres stramme bukser om morgenen. På en studietur har jeg oplevet en ældre mandlig kollega, sidde og kyssede en kvindelig kollega op og ned af armen – uden hun havde bedt om det, eller lignede en der var særlig glad for situationen.

Til et af KLs utallige topmøder (hvilket alle møder i Kommunernes Landsforening i øvrigt bliver kaldt), oplevede jeg for nogle år siden, at en mandlig kollega i 50’erne bogstaveligt talt lavede en Donald Trump, og greb en af mine kvindelige kollegaer i starten af tyverne mellem benene.

Hvis du er ung, så tæller du ikke
Jeg kunne nævne flere eksempler, og mens kvinderne oplever sexisme og chikane, så har jeg selv som relativt ung politiker oplevet oldboys-kulturen kommer til udtryk som en devaluering af mine holdninger, på baggrund af min alder.

For ganske nylig havde jeg en diskussion på et møde i en bestyrelse i et selskab, som jeg sidder udpeget til som Københavns Kommunes repræsentant. Her var der en ældre borgmester, der midt i diskussionen siger til mig:

”Din alder taget i betragtning, gider jeg ikke en gang bruge min tid på at forsøge at forklare dig, hvordan de her ting hænger sammen. Du er for ung og uerfaren til jeg gider. Og så er du et godt eksempel på, at ingen er forpligtet over evne.”

Du er for ung og uerfaren til jeg gider

Tja. Hvordan er det så lige, at man kommer tilbage på sådan en kommentar?

Alle skal sige fra overfor oldboys-holdet
Hvis vores demokrati skal fungere, så skal vi tage folk der bliver valgt ind i kommunalbestyrelser alvorligt, også selv om de ikke har kønnet eller alderen til at komme med på oldboys-holdet.

Som jeg startede med at skrive, så er langt de fleste kommunalpolitikere ordentlige mennesker, så det burde være muligt at gøre op med den uheldige del af kulturen. Men det kræver, at flere gør som Sonja, og siger fra klart og tydeligt. Og så kræver det, at alle os der oplever det, begynder at sige, fra når vi møder det i hverdage. Så Sonja og alle andre kan mærke, at de ikke står alene, og at det ikke er deres problem.

Hvis vi skal stille de stærkeste hold, så skal alle have lyst til at være med, og alle skal tages lige alvorligt.

Det vil være et stort demokratisk problem, hvis unge og kvinder vælger kommunalpolitik fra, og byrådene rundt om i landet ender som oldboyshold. Hvis vi skal stille de stærkeste hold, så skal alle have lyst til at være med, og alle skal tages lige alvorligt.

 Jonas Bjørn Jensen, er medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune

Klummen er alene udtryk for forfatterens egen holdning

Politisk ordfører for Socialdemokratiet i København og næstformand for Tryghedsgruppen i Hovedstaden


Flere artikler om emnet

Annonce