Transatlantisk aftale beskyldes for at frede multinationale selskaber

Kritikere på begge sider af Atlanten frygter, at multinationale selskaber fremover vil kunne kræve erstatning, hvis der sker stramninger på f.eks. arbejdsmarkeds- eller miljølovgivning.
Regeringer risikerer at skulle betale enorme erstatninger til store multinationale selskaber, hvis de ønsker at forbedre forholdene for lønmodtagere, forbrugere eller miljøet. Sådan lyder kritikken nu af fra begge sidder af Atlanten i takt med, at forhandlingerne om en transatlantisk frihandelsaftale (TTIP) skrider frem.

Årsagen er, at aftalen i sin nuværende form indeholder en beskyttelse af investorer, den såkaldte Investor State Dispute Settlement (ISDS). Mekanismen betyder ifølge kritikkerne, at almindelige, juridiske processer kortsluttes til fordel for et system, der kun gavner store, multinationale virksomheder.

Voldgiftsret skal afgøre tvistspørgsmål
ISDS-mekanismen betyder konkret, at uenigheder mellem virksomheder og det land, som virksomheden opererer i, ikke afgøres af det almindelige juridiske system, men af en international voldgift.

Ifølge kritikkerne giver det ingen mening at indføre en mekanisme, der var tænkt som et værn mod bananrepublikker, i en handelsaftale mellem to regioner med meget veludviklede juridiske systemer.

Et tænkt eksempel kunne være, at en amerikansk kemikalievirksomhed investerer i Danmark. Umiddelbart herefter vælger Danmark at stramme reglerne for kemikalier i legetøj, hvilket betyder, at kemikalievirksomheden får et tab på sin investering. Virksomheden mener nu, at den danske regering har forbrudt sig mod handelsaftalen, og at den danske stat derfor skal kompensere virksomheden for tabet.

Normalt vil sådan en sag skulle køre ved domstolene, der vurderer, hvorvidt de strammere regler er forenelige med de aftaler, som er indgået. Men med ISDS-mekanismen flyttes sagerne nu ud af retssystemet, og over i et internationalt voldgiftssystem.

Voldgiftsretten består af tre personer – én udpeget af virksomheden, der hævder at have fået sine rettigheder krænket, én udpeget af det land, som er under anklage, og én uafhængig dommer, der så i praksis skal være tungen på vægtskålen og afgøre, hvem der har retten på sin side. Når retten har truffet sin afgørelse, vil den ikke efterfølgende kunne prøves ved de nationale domstole.

Et værn mod bananrepublikker
ISDS-mekanismen optrådte for første gang i en international handelsaftale mellem Tyskland og Pakistan fra 1959. De tyske virksomhederne stolede ikke på, at Pakistans retssystem ville dømme retfærdigt, hvis der opstod tvister mellem de tyske virksomheder og den pakistanske regering. Derfor enedes parterne om at lade det være op til en international voldgiftsret at dømme i tvistsager.

Siden er ISDS udbredt til en række andre handelsaftaler, der har involveret lande med et retssystem, der f.eks. har været kendetegnet ved korruption eller statslig indblanding. Men ifølge kritikkerne giver det ingen mening at indføre en mekanisme, der var tænkt som et værn mod bananrepublikker, i en handelsaftale mellem to regioner med meget veludviklede juridiske systemer, hvor der er masser af muligheder for at få sin sag prøvet.

Kritik på begge sider af Atlanten
På begge sider af Atlanten lyder der nu stigende kritik af ISDS-mekanismen. En af dem, der har kastet sig ind i kampen, er den indflydelsesrige demokratiske senator Elisabeth Warren. I et læserbrev i Washington Post oplistede senatoren en række kritikpunkter af ISDS. USA står ikke kun over for at indføre ISDS-mekanismen i handelsaftalen med EU, men også i den handelsaftale med en række lande i Stillehavsregionen (TPP), som i øjeblikket er ved at blive færdigforhandlet.

Den amerikanske tobaksgigant Phillip Morris har sagsøgt både Australien og Uruguay, fordi de to lande har valgt at stramme reguleringen af tobaksprodukter.

Warren advarer om, at ISDS først og fremmest er en beskyttelse af store multinationale selskabers interesser. Hun minder om, at multinationale virksomheder tidligere har brugt ISDS til at sagsøge lande for blandt andet at have indført højere mindsteløn, flere forbrugerrettigheder og bedre miljøbeskyttelse.

Et eksempel, som både Warren og andre kritikere fremhæver, er den amerikanske tobaksgigant Phillip Morris, som har sagsøgt både Australien og Uruguay, fordi de to lande har valgt at stramme reguleringen af tobaksprodukter. En voldgiftsret forventes at tage stilling til sagen mellem Australien og Phillip Morris i løbet af 2015.

Fransk-tysk modstand mod ISDS
Også på det europæiske kontinent er kritikken af ISDS tiltagende. Den franske socialistregering ønsker ISDS-mekanismen fjernet fra aftalen, og minister for udenrigshandel Mathias Fekl udtalte for nylig, at Frankrig ”vil aldrig tillade, at private domstole, finansieret af multinationale virksomheder, dikterer politikken i suveræne stater, især ikke inden for områder som sundhed og miljø”.

Frankrig vil aldrig tillade, at private domstole, finansieret af multinationale virksomheder, dikterer politikken i suveræne stater, især ikke inden for områder som sundhed og miljø.

Herhjemme har folketingskandidat Peter Hummelgaard og EU-parlamentariker Christels Schaldemose skrevet et tilsvarende debatindlæg i Berlingske, hvor de udfordrer linjen hos SR-regeringen i spørgsmålet om blandt andet ISDS.

De forskellige kritikere peger også på det skævvridende i, at det kun er virksomheder, der kan fører sager gennem ISDS, mens mekanismen ikke tillader stater (eller fagforeninger) at rejse sager overfor virksomheder.

Forhandlinger fortsat i gang
Forsvaret af ISDS-mekanismen går på, at der er brug for internationale spilleregler, og at ISDS har fungeret i handelsaftaler i mere end 50 år. På nuværende tidspunkt findes der angiveligt ikke ét eneste eksempel på, at den amerikanske stat, på grund af ISDS-mekanismen, er blevet dømt til at betale erstatning til virksomheder.

Foreløbig fortsætter forhandlingerne på begge sider af Atlanten. Der er endnu uvist, hvornår et endeligt udkast til frihandelsaftale vil ligge klar til godkendelse i EU og USA.


Flere artikler om emnet

Annonce