Tung S-profil vil i Folketinget - står til at blive ny kandidat i Svend Aukens gamle kreds

Jens Joels efterfølger

Tung S-profil vil i Folketinget - står til at blive ny kandidat i Svend Aukens gamle kreds

Alt tyder på at tidl. regionsrådsformand i Midtjylland Anders Kühnau bliver ny S-folketingskandidat i Aarhus Østkreds - to kandidater kæmper om folketingskandidaturet

Mayssa, Anders Kühnau
Billedtekst
Mayssa Hosni Hassanein og Anders Kühnau
Foto: Privatfoto og Socialdemokratiet - Fotografik: Maja Weichel

Tidligere regionsrådsformand i Region Midtjylland 2018 til 2025, Anders Kühnau (S), stiler nu efter at komme i Folketinget.

S-kredsformand for Aarhus Østkreds, Arne Teglgaard, bekræfter således over for Netavisen Pio, at Anders Kühnau er den ene af to kandidater til at blive kredsens nye folketingskandidat efter Jens Joel, som ikke genopstiller til Folketinget.

Joel meddelte op til nytår, at han ikke genopstiller

Jens Joel har været kredsens folketingskandidat siden 2009, og blev første gang valgt til Folketinget i 2011. Joel meddelte op til nytår, at han ikke genopstiller.

Aarhus Østkreds er tidligere S-formand, nu afdøde Svend Aukens gamle kreds. Så der er tale om en kreds, som i årevis har givet valg til Socialdemokratiet.

Læs også:Socialdemokratisk folketingsmedlem skifter til eftertragtet valgkreds

Anders Kühnau skal i kampvalg med Mayssa Hosni Hassanien, der har palæstinensisk baggrund. Hun fortæller, at hun kom til Danmark for over 40 år siden fra Libanon. I alle årene har hun boet i Aarhus:

Jeg er klar over, at jeg er oppe imod en meget stærk kandidat

“Jeg er klar over, at jeg er oppe imod en meget stærk kandidat, men jeg vil gøre mit bedste. Jeg vil især arbejde for de civile palæstinensere i Gaza,” siger Mayssa Hosni Hassanein til Netavisen Pio.

Mayssa Hosni Hassanein har ikke nogen tillidsposter i Socialdemokratiet, men stillede op til kommunalvalget i Aarhus for Socialdemokratiet i 2013 - dog uden at blive valgt.

Kredsformand håber på en sikker afgørelse

Kredsformand Arne Teglgaard oplyser, at de to S-kandidater præsenteres ved partimøder torsdag og lørdag:

Vi håber på en sikker afgørelse allerede på selve repræsentantskabsmødet

“Efter en yderligere præsentation på vores repræsentantskabsmøde den 16. februar, skal de delegerede efterfølgende stemme på den af de to kandidater, som de foretrækker. Opnår en af kandidaterne mindst ⅔-dele af stemmerne, så er vedkommende valgt. Vi håber på en sikker afgørelse allerede på selve repræsentantskabsmødet,” siger Arne Teglgaard.

Anders Kühnau blev medlem af Region Midtjylland i 2005. I 2010 blev han politisk ordfører. I 2016 blev han næstformand for regionsrådet. Og fra 2018 blev han så regionsrådsformand samme sted. 

Det anses for givet, at den erfaringstunge Anders Kühnau vinder kampafstemningen allerede på repræsentantskabsmødet.

Opdateret kl. 19.30 med udtalelse fra Anders Kühnau

"Børn og unge i mistrivsel, ældre der føler sig ensomme"

Kühnau skriver i et opslag på Facebook onsdag aften, at han går efter at blive folketingskandidat for Socialdemokratiet i Aarhus Østkredsen, fordi han gerne vil benytte sine erfaringer fra regionalpolitik "på en større politisk bane":

"Jeg vil stille op, fordi jeg gerne vil bruge mine erfaringer fra mange år i lokal- og regionalpolitik – blandt andet som regionsrådsformand og formand for Danske Regioner – på en større politisk bane. Der er brug for, at vi for alvor tager fat på nogle af de udfordringer, jeg møder igen og igen: børn og unge i mistrivsel, ældre der føler sig ensomme, og alt for mange mennesker med psykisk sygdom.

"

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Kurt Jensen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 04.02.2026 - 16:35

LORTE-sager klæber til Anders Kühnau.
Er der ikke en nedre grænse for hvem S vil være bekendt at opstille???
Ihukom at Anders Kühnau ikke blev genvalgt som formand for Region Midt. Der er der en grund til. Og af samme grund er Anders Kühnau aldeles uegnet til en plads i folketinget!

FX.:

"Næsten 40 millioner kroner er blevet udbetalt til benamputerede patienter, som ikke fik en rettidig forebyggende behandling".

https://www.dr.dk/nyheder/indland/skandalesag-eller-ej-professor-i-haard-kritik-af-regionsraadsformand

"Nye tal om benamputationer fik regionsrådsformand Anders Kühnau til at sige, at sagen ikke længere kan betegnes som ’en skandale’".

”Det, der så ud til at være en skandale, er ikke en skandale,” sagde han i interviewet.

”Vi har ligget nogenlunde stabilt i de seneste mange år. Så jeg vil ikke længere kategorisere det som en skandale.”

https://journalisten.dk/i-et-interview-kom-kuhnau-til-at-lave-det-stoerste-selvmaal-du-kan-lave/

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Torsdag den 05.02.2026 - 12:46

Som svar til af Kurt Jensen (ikke efterprøvet)

Er det regionsrådets og formandens ansvar, hvilken prioritering og behandling, lægerne vælger inden for de enkelte områder? Det var jeg ikke klar over.

Indsendt af Kurt Jensen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 04.02.2026 - 16:43

“... Jeg vil især arbejde for de civile palæstinensere i Gaza,” siger Mayssa Hosni Hassanein til Netavisen Pio.

Der er noget Mayssa Hosni Hassanein helt har misforstået.
Hvis MHH især vil arbejde for palæstinenser i Gaza, så tag Gaza og hjælp med at rydde om i ruinerne.
Som medlem af folketinget er det ISÆR danskernes ve og vel der er opgaven.
Kan vi da for h...... ikke skippe af med palæstinenserne og deres sympatisører?

Indsendt af Jørn Nielsen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 07.02.2026 - 11:56

Som svar til af Kurt Jensen (ikke efterprøvet)

“Godt brølt løve” Hvis man vil i det danske folketing, er det danskerne man skal arbejde for, ikke et folkeslag i en anden del af verden, der i snart 80 år, ikke har evnet andet end at udsprede had og fortvivelse. De ligger som de har redt.

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Torsdag den 05.02.2026 - 12:50

God vind til Anders, der med sin store politiske erfaring vil kunne bidrage positivt på tinge.

Den anden kandidat kan nok forudses at hente nogle stemmer fra boligblokkene i Århus efter den udmelding. Vorherrebevares!

Indsendt af Peter Enemark (ikke efterprøvet) den Søndag den 15.02.2026 - 00:39

Vi ser det så tit, og det er bare så forfærdeligt: en person som Anders Kühnau burde naturligvis aldrig nogensinde kunne opstilles til noget som helst igen i Socialdemokratiet. Hvad er det for nogle mekanismer, der gør, at den slags sker igen og igen?

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.