Udlændinge- og integrationsminister vil undersøge forbud mod bønnekald: "Hører på ingen måde hjemme i Danmark"

"... genoptager arbejdet med at undersøge muligheden for at forbyde bønnekald i det offentlige rum i Danmark.
... har ligget stille siden udskrivelsen af folketingsvalget i 2022". HVORFOR???

tja, og der stemmes forsat for tildeling af dansk statsborgerskab til personer fra MENAPT lande.
Politikere, I er ikke troværdige

Forbud skulle have været sat i kraft ved etableringen af den første moske

Jeg tror desværre ikke at nutidens jurister forstår at læse grundloven fra 1849 rigtigt. Blandt grundlovsfædrene var der faktisk i foråret 1849 en lille diskussion om ikke man eksplicit burde forbyde jesuitter og andre munkeordener i Danmark. Et sådant forbud havde man i den norske grundlov, men Grundtvig og Ørsted m. fl. mente at det der blev til den nuværende paragraf 67 om trosfrihed, var mere end rigeligt til at forbyde de pågældende munkeordener - da de var statsfjendtlige indretninger - og altså stred mod sædeligheden og den offentlige orden.
Ordet "sædelighed" havde dengang kun lidt at gøre med prostitution og utugt; var man "sædelig" fulgte man landets sæder, dvs. skik og brug på den "gode" måde. Var valget fx mellem tyveri eller lovlydighed, så fulgte med lovlydigheden, hvis man var sædelig. Flid, arbejdsomhed, loyalitet, afholdenhed var således alle tegn på en sædelig opførsel.
Jeg er overbevist om at grundlovsfædrene aldrig ville have godkendt et eneste trossamfund, der byggede på islam. Islam blev dog vist aldrig nævnt under forhandlingerne. Nævnt blev jøder og forskellige kristne trossamfund.

Der er såmænd ikke noget galt i det, han siger. Men det er altså mest symptombehandling og langt hen ad vejen også mest symbolpoliik, der ikke rykker noget af nævneværdig betydning.

Man kunne bare indføre, at for at blive anerkendt som trossamfund i Danmark, skulle der være ligestilling mellem mænd og kvinder. Det ville medføre at hverken Muslimer, Jøder eller Katolikker kunne få deres trossamfund anerkendt da ligestilling er et ukendt begreb inden for disse "sekter", hvor muslimske kvinder ikke kan blive Imamer, jødiske kvinder ikke kan blive Rabbiner og katolske kvinder ikke kan bliv præster.
Og hvis man strammer kravet til ligestilling mellem kønnene, kunne man indføre forbud mod omskæring af drenge som man har gjort når det gælder piger.
Yderlige tiltag kunne være forbud mod tørklæder, Fez og kalotter og andre religiøse beklædninger i alle skoler og offentlige institutioner, som var gældende i Tyrkiet fra 1923 til 2013, hvor det blev afskaffet af Erdogan fordi hans kone, som bære tørklæde, eller ikke kunne deltage i de sammenkomster der foregik i parlamentet når der var besøg af udenlandske statsoverhoveder.
Når det gælder Imamers bønneindkaldelse er det ikke aktuelt at få indført så længe det i lande som Saudi Arabien, Iran og Afghanistan ikke er tilladt at "bimle" med kirkeklokker.

Den undersøgelse må nødvendigvis munde ud i, at muslimske bønnekald vil være i strid med den offentlige orden og derfor aldrig kan tillades uden en grundlovsændring. Punktum.

Det er godt nok en noget prangende bygning, den Ali moske. Og bygget for ulovligt importerede penge, som jeg forstår det. Bør den så ikke eksproprieres til et fornuftigere formål?

Sidst jeg tjekkede havde vi religionsfrihed i Danmark. Men jeg kan se, at alle racisterne i Socialdemokratiet og her i Netavisen Pio ønsker at afskaffe Grundloven og i stedet indføre "åndelig oprustning", også kaldet religionstvang.

Maskerne er faldet. Netavisen Pio er blevet det fremmeste talerør for danske islamofober og racister. Og så undrer socialdemokraterne sig over, at deres parti står så dårligt i meningsmålingerne, lol.

Tak, nu forstår jeg bedre, og jeg vil heller ikke kaldes racist af samme årsag som din

Vi har haft muslimer så længe i blandt os, at de er blevet en del af vores befolkning. Samtidig er vores kultur blevet påvirket af deres måde at leve på, hvilket vi bla nyder godt af på det kulinariske område. Selvom dele af den etniske danske befolkning og visse politiske partier ønsker vore danske muslimer ud af DK og hjem til, hvor de kommer fra, så er det evident, at de er hel for at blive. Danmark er også deres land, og de bør have samme ret til at dyrke deres religion, som vi andre har til at dyrke vores, hvilket vores grundlov tilsyneladende ikke er til hinder for.

Vi får så mange lyde ind i vore ører h er e este dag, så hvordan kan det genere nogen, der ikke ligefrem leder efter noget at blive forarget over, at en iman, eller hvad det hedder, fem gange hver dag indkalder til bønnemøde. Vi vil vel gerne have, at alle i dette land fungerer bedst muligt, så hvis det er, hvad der skal til, for at gøre muslimer glade og trygge, hvorfor skal man da forhindre dem i det.
Det kan ikke ophidse mig, og det burde det heller ikke kunne andre, for vi er vel alle sikker på, at den måde vi selv opfatter verden på er den rigtige, så derfor vil bønnekald næppe resultere i nogen islamisering af etniske danskere.

Hvornår begynder vi at opfatte hinanden som ligeværdige medborgere i dette dejlige land, i stedet for at opdele hinanden efter bla social position og religion.

Artiklen giver kun et enkelt eksempel på at man i Danmark har hørt højttalere kalde til muslimsk bøn.
Og for at omtale den ene begivenhed, skriver Jan Kjærgaard ikke "der blev kaldt til bøn", men "der blev kaldt til bønnekald".
Jeg tror man kan fortolke denne komiske fejl derhen, at ordet "bøn" på dansk er blevet så eksotisk, at skribenten ikke kunne "nøjes" med dette gode, gamle danske ord, men følte trang til at forlænge ordet med dets polemiske tilføjelse.
Så her kan islamhadere rigtig triumfere: Islamisterne har gjort et dansk ord ubrugeligt!
Men sandheden er en anden: Det er os selv - vi etniske danskere - der har forladt det pågældende ord, som følge af vores materialistiske livsform.
Det skal jeg iøvrigt være den sidste til at begræde.

Det er jeg helt klar over, men da jeg vendte tilbage til tråden, blev jeg en smule lettet over, at en anden også forholdt sig kritisk til artiklen, for jeg havde forventet en hel del kritik over den opfattelse, som jeg selv gav for.

De negative reaktioner har jeg nok stadig tilgode, men jeg ser sådan på det, at man må turde stå ved sig selv og sine meninger.

Ang tidligere tråd var vi i øvrigt nok mere enige, end det så ud til, men det løb er kørt.

Tak Ole.
Jeg boede i Danmark i indvandrerperioden i firserne og som fabriksarbejder havde jeg kontakt med, og interesse for, de nye medborgere, der kom fra Pakistan, Indien osv.
Jeg erfarede, at dem jeg talte med, havde forventet at blive indført i den danske religion, men at man havde fortalt dem, at vi her i landet havde en sådan grad af individuel frihed, at en indvandrer kan beholde sin oprindelige tro.
Jeg konkluderede, at danskerne egentlig ikke selv ved, hvad vi har af begrænsninger og trosmæssige forpligtelser her i landet. Vores fælles tro er ubevidst og ustruktureret. Nogle er marxister, nogle folkekirkelige og en masse er royalister, og de fleste vil benægte et fællesskab med "de andre", selvom der faktisk er en stærk følelse af samhørighed i Danmark.

Som protestant er det let at være troende, det sørgede Martin Luther for for ca 500 år siden ved den reformation, der splittede den katolske lære, og hvor den noget kuperede protestantisme blev grundlagt. Herefter er det stort set nok at blive døbt
og at sige, at man tror på Gud, og lige meget hvad man foretager sig, så er man på forhånd tilgivet. Så man kan som protestantist i princippet opføre sig som et dumt svin i ugens første seks dage og så gå til alters og få sin tilgivelse om søndagen, hvorefter siden igen er blank, og man kan gå ud og synde videre.
Det holder jo ikke en meter med sådan en tro, og kirken bruges jo også overvejende kun til at at kickstarte forskellige fester som jul, konfirmation og bryllup.
Så danskernes tro er vist generelt lidt flossen, men alligevel kalder de fleste sig for kristne.
Jeg opvoksende med en far, der sagde, at han hverken troede på Gud eller Fanden, hvorimod min mor var meget troende og bad Fadervor med hver eneste af os hver aften, før vi skulle sove. Faktisk var jeg så flov over det, at jeg i skolen lod som jeg ikke kunne huske fadervor for ikke at blive til grin. Efter en personlig krise i midten af 1970' erne tog jeg igen troen op, men den sagde mig intet, så jeg begyndte at se i en anden retning, og jeg syntes at finde en mening i buddhismen, Martinus og liberal- katolsk lære, hvor i særlig grad organisten Henry Ytting gennem sine mange foredrag satte mange ting på plads for mig, og i dag opfatter jeg mig som ikke troende men overbevist teosof, hvor en af hjørnestenen er gentagne inkarnationer og en konstant vekselvirkning mellem to parallelle verdner, og jeg har nogle gange haft oplevelser, som jeg synes har ændret min tro til viden. Men nok om det.
Men selvom danskerne generelt måske ikke er særlig religiøse, så er det mit indtryk, at de fleste på en eller anden måde alligevel fornemmer, at der er noget på den anden side af døden, og det er ikke så ringe endda.
Men jeg er naturligvis tilhænger af fuld religionsfrihed, hvordan kan jeg være andet!

Og god aften til dig!

Hej Mio!

Martin Luther så rigtigt, da han bla reagerede
kritisk på katolicismens såkaldte afladsbreve, hvor man i levende live kunne betale sig fra ikke at komme i skærsilden efter døden.
Men Luther indsnævrede kristendommen for meget, da han som konsekvens heraf grundlagde protestantisme.
Skærsilden blev helt afskaffet, selv om det den dag i dag er et faktum, at vi alle skal igennem den, i det omfang vi har gjort andre fortræd medens vi levede. Ubehaget i skærsilden opstår derved, at vi uværgeligt bliver konfronteret med den smerte, som vi evt har forvoldt andre i levende live og selv kommer til at opleve, hvordan det føltes for de pågældende, før vi kan komme videre ind i et lyst og ubekymret ferieparadis, hvor vi kan slappe af og komme til kræfter inden, vi skal på den igen.
Så den tog Luther ikke med over i protestantisme, og han låste samtidig sin menighed/tilhængere fast derved, at man som protestant ikke selv kan arbejde sig frem til "frelse" men som små børn pænt må afvente og håbe på Guds nåde gennem at tro på Jesus. Derved bliver troen iflg Luther vores eneste redning for den såkaldte frelse. Man kan spørge frelse fra hvad; frelse fra ikke at kunne mestre at overholde de ti bud gennem ubetinget kærlighed til alt levende. En ordentlig mundfuld pludselig at skulle kunne. Man kan med samme "ret" kalde en elev fra første klasse en synder for ikke at kunne bestå en studentereksamen på sin første skoledag. Så ingen af os er syndere, men guddommelige væsner på vej mod stadig højere udviklingstrin.
Det er nogle at de ting, der gjorde, at jeg vendte mig fra protestantisme og den ortodokse katolicisme. Andre ting var knasterne i trosbekendelse, som " undfanget af Helligånden" og "kødets opstandelse". Derudover kan Jesus på sit kors ikke sone for vores fejltrin; det er en hel forkert opfattelse, der samtidig helt fritager os for ansvar for egne handlinger og holder os fast i det lutherske børnebur.
Selvfølglig skal vi mennesker ikke være i bur; hverken ansvaret for egne handlinger eller retten til søge viden i stedet for tro skal tages fra os, for det er jo netop der, udviklingen mod en højere væren finder sted.
Endelig er forstillingen om evig fortabelse også helt ved siden af skiven, for ingen går tabt i udviklingsprocessen fra dyr til menneske; nogle er blot hurtigere end andre.

I øvrigt er skærsilden slet ingen ild, med et mørkt bælte mellem jorden og den åndelige verden. Nogle bliver hængende der i årevis, fordi de ikke kan slippe jorden, måske ejede de så meget, at de ikke kan slippe det, og måske har de så sort en samvittighed, at de ikke tør bevæge sig op mod lyset, måske andre ting. Som barn havde vi et spøgelse boende, det var en gammel købmand fra Ønslev, Jens Møller hed han, han døde, da jeg var tre år, men forinden havde han snydt mine forældre for alt, hvad de ejede, så efter døden kunne han ikke slippe jorden. Han befandt sig skiftevis i det mørke bælte, som spøgelses jægerne i tv er meget i at oprette kommunikation til - og hos os. Han havde især koblet sig til mig, og når jeg vågnede om morgenen, så kunne jeg høre ham snorke, nogle gange rystede han min seng, så alt vibrerede. Det stoppede først, da jeg flyttede hjemmefra og nogle, der havde forstand på den slags kom og jog ham bort. Jeg var da det skete, og jeg hørte ham råbe: "Jeg går ikke, før jeg får tilgivelse for, hvad jeg har gjort". Det fik han så af min mor og noget modstræbende af min far, og væk var han; ingen har siden hverken set eller hørt ham.
Se, det var en lidt mærkelig historie, men den er sand.

Når tre fjerdedele af Danmarks befolkning er imod bønnekald i det offentlige rum, er der vel ikke så meget at tale om. Kan vi ikke løse problemet inden for gældende regler, må Folketinget vedtage den nødvendige lovgivning.