De grupper i samfundet, der gennem flere årtier har været tabere i globaliseringen, er de, der stemmer på Trump. De har for alvor har fået medvind, i takt med at flere og flere fabrikker er flyttes ud af landet, at job er forsvundet, og at usikkerheden har bredt sig. Den intellektuelle elite i byerne har i årevis vendt det blinde øje til, alt imens de har nydt godt af globaliseringens goder.

Den voksende klasse af globaliseringstabere er at finde på mange af landets cafeer og restauranter

Det er ikke kun en bevægelse, der sker uden for landets grænser. Globaliseringens tabere findes også herhjemme. Og ikke kun udenfor storbyerne som ellers synes at være holdningen herhjemme. Nej, den voksende klasse af globaliseringstabere er at finde på mange af landets cafeer og restauranter.

Uacceptable forhold på caféer
Alt for tit underbetales de ansatte, og ofte arbejder de på helt uacceptable vilkår. Vilkår så ringe, at vi burde tvangslukke de cafeer. Hundredvis af ansatte underbetales. Unge studerende og folk fra det store udland står ofte bag disken og i køkkenet. Kendetegnede for de fleste er, at de ikke kender deres rettigheder, og de der gør, tør ikke sige fra. Åbner de munden, så mister arbejdet dagen efter.

For et par måneder siden gik en kammerat og jeg på café. Vi ville, med egne øjne, kaste et blik på de ansattes arbejdsforhold. Caféen var nydelig, beliggende skønt på indre Nørrebro og maden var god. Arbejdsforholdene virkede ved øjesyn tilfredsstillende. Men da vi spurte ind til timelønnen blev historien en anden. 110 kroner i timen lød svaret, uanset hvornår og hvor længe man arbejdede den enkelte dag.

Forleden dag troppede én af de ansatte fra netop den cafe op i fagforeningen. Hun ville gerne ha tjekket sin løn. Hun afleverede sin kontrakt som fyldte et halvt A4-ark. Ud over hende og arbejdsgiverens navn stod der blot '110 kr. i timen', ’opsigelsesvarsel fra dag til dag’, ingen løn under sygdom og ’arbejdet er ikke omfattet af overenskomst’.

Det er vilkår så ringe, at det ikke burde kendes i dagens Danmark. Men det desværre normen at for de fleste caféer i København. De cafeer, hvor den danske intellektuelle elite nyder deres caffe latte, forarges over Trump og griner af Udkantsdanmark. De nyder godt af varerne, men ænser end ikke de ansatte et blik, alt imens de knokler for at ’tjene til føden’.

Fortælles de om de ansatte dårlige forhold er svaret alt for ofte; ”de kan jo bare ta’ et andet arbejde”. Men undskyld mig kære ”elite”, der er for mange ikke andet arbejde at få!

”Jeg stemmer på Trump”
Kunne de, der serverer kaffen, råbe op, ville de udråbe ”jeg stemmer sgu også på Trump”. Ikke fordi de tror på mandens budskaber. Tværtimod, så forarges sikkert også de. Men de vil stemme på ham eller en lignende, fordi han repræsenterer et opråb mod elitens grænseløse hykleri. Han er en stemme, der taler de mange tusinder tabere i en globaliseret verdens sag. Hans løsninger er måske tåbelige, men han anerkender at den nuværende kurs er lig dårligere levevilkår for mange.

Skal en ”Trump” ikke vinde valget i Danmark, bør vi skifte kurs

Skal en ”Trump” ikke vinde valget i Danmark, bør vi skifte kurs. Vi skal ikke acceptere at mange betales for lidt og har rettigheder, der hører hjemme i en afrikansk diktaturstat. Vi skal alle kræve, at der, hvor vi spiser, er lønnen i orden, hvor vi køber vores madvarer er jobbet overenskomstdækket, og skal vi uden for landets grænser, så flyver vi ikke med selskaber som RyanAir.

Så vil de mange, der er ansat i de virksomheder mærke, at de er med på vej imod en bedre fremtid. Så vender de alle ”Trump’erne” ryggen. Men indtil vi alle kræver bedre forhold, hvor end vi kommer, så vil også vi få vores Trump.

 
Morten Søndergaard er faglig sekretær i fagforbundet 3F.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.