Velfærd står ikke i vejen for vinderkultur

Kommentar: Det er forkert, at danske sportsfolk mangler vindermentalitet, og at velfærdssamfundet gør danskerne sløve og uambitiøse.
Vi danskere egner os ikke til at vinde. Vi er sådan nogle jævne mennesker, der bare gerne vil være med, og vi er tilfredse, så længe vi har til dagen og vejen. Der er ingen kampgejst, ingen sult, ingen stræben, ingen ambitioner i Remouladedanmark. Vi er gladest ved det milde, og vi vinder og taber med samme sind.

Det har stået som en endegyldig sandhed fra den danske højrefløj i årtier. Det altomfavnende velfærdssamfund har i højrefløjens fortælling gjort danskerne selvtilstrækkelige. Det er endda blevet så meget en indgroet del af vores nationale selvforståelse, at danske atleters mangel på vinderinstinkt kan (bort)forklare dårlige resultater i både håndbold og svømning. Hvis bare danskerne var vokset op i et hårdere samfund, ville de kæmpe hårdere, og de ville ikke være så forkælede og svage.

Myten om danskernes magelighed må dog betegnes som stærkt overdreven. De små curlingbørn af velfærdsstaten, som vores lille land sendte til Rio de Janeiro for at kæmpe på den største scene, rejser i disse dage hjem med 15 medaljer i kufferten. Et voldsomt godt resultat, der placerer Danmark på en femteplads af alle verdens nationer i forhold til indbyggertal. Hver tredje af de udsendte remouladedanskere endte med at vinde en medalje.

Hvilke lande klarer sig egentlig bedst?
Hvis vi tager de rød-hvide-briller af og kigger på, hvilke andre lande der har klaret sig godt, er der heller ikke noget, der tyder på, at et land bliver dårligere til sport af, at man har et udbygget velfærdssamfund. På oversigten over, hvordan forskellige lande har klaret sig til OL i forhold til deres indbyggertal, er der ikke noget, der tyder på, at velfærd står i vejen for succes i elitesport. Blandt de mest succesfulde nationer er således udover Danmark lande som New Zealand, Holland, Sverige, Australien og Storbritannien. Ja selv kommunistiske Cuba får klemt sig ind i top-20 over succesfulde nationer i forhold til indbyggertal.

Hvis man endelig skal forsøge at opstille en model for, hvordan et land får en stor medaljehøst i forhold til indbyggertal, virker det mere oplagt at konkludere, at der er to veje, man kan følge. Enten kan man specialisere sig inden for én bestemt sportstype, hvor der er mange medaljer på spil. Det er strategien for lande som Aserbajdsjan, der vandt 16 af deres 18 medaljer i kampsport eller for Jamaica, der vandt alle deres 11 medaljer i atletikkens sprintdiscipliner.  Eller man kan bruge sin økonomiske rigdom til at sikre støtteordninger, gode faciliteter og mulighed for en balancegang mellem elitesport og uddannelse. Danmark er eksponent for sidstnævnte, blandt andet med Team Danmark-støtte og Team Danmark-linjer på ungdomsuddannelserne.

Derfor er det vigtigt
Men hvorfor er det vigtigt er det at understrege, at velfærd ikke står i vejen for elitesport? Hvorfor ikke bare glæde os over de danske medaljer? Fordi ideen om, at man ikke kan vinde i sport, hvis man er vokset op i et land, hvor vi passer på hinanden, bygger på et samfundssyn, vi må modarbejde. Velfærdssamfundet sløver ikke folk. Folk bliver ikke magelige af, at vi passer på hinanden.

Det vil være kontrafaktisk at hævde, at danskere bliver bedre atleter af, at skoler, sygehuse og plejehjem er offentlige og for alle, og at faglærte og ufaglærte får ordentlige lønninger. Men det er lige så forkert at påstå, at velfærd gør danskerne til lade, uambitiøse mennesker.

Og heldigvis for det!

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce