Hvad er det egentlig for en politik, som Venstre er kommet frem til? Spørgsmålet melder sig efter, at Venstre ovenpå deres landsmøde - hvor de annoncerede nulvækst i det offentlige forbrug frem til 2020 - efterfølgende er blevet spurgt om, hvad de præcis mener hermed.

Alle de enkle og ligefremme veje til at hente gevinster i land i den offentlige service er for længst afprøvet. Der er kun de svære og hårde løsninger tilbage. Og det er dem som Venstre forsøger at mumle sig udenom.

Man skal åbenbart forstå det sådan, at målet om en nulvækst i de offentlige udgifter frem til 2020 skal ske uden, at det berører sundhedsudgifterne. Og de ældre. Og uddannelse og forskning. Og militær og politi.

Spændende.

Det efterlader umiddelbart en lidt heftig omgang til børnene og overførselsindkomsterne, skulle man mene.

Men spørgsmålet er selvfølgelig, hvad Venstre helt præcist mener med, at visse områder skal undtages for nulvækst? Betyder det eksempelvis, at sundhedsområdet skal reguleres løbende i opadgående retning, og med hvor meget regner Venstre med, at det bliver nødvendigt? Er det demografiske pres på sundhedsudgifterne som følge af flere ældre eksempelvis en faktor, som skal medregnes?

Når Venstre bliver spurgt om disse spørgsmål tales der sort. Kulsort. Det er umuligt at finde et svar på disse helt centrale spørgsmål, hvilket enten kan betyde, at journalisterne er for uvidende og uengagerede i at stille spørgsmålene, eller at Venstre faktisk ikke har de præcise svar. Eller med andre ord: Venstre forsøger at svare så tilpas tåget og overordnet, fordi de udmærket godt ved, at djævelen ligger i detaljen. Venstre har ingen lyst i denne verden til at blive konkrete, fordi det giver Venstre politiske problemer i den offentlige debat.

Sagen er nemlig den, at man efter en længere økonomisk krise kan trække på befolkningens krisebevidsthed og over nogle år trimme offentlige budgetter, men det kan man ikke i en længere årrække uden at træffe nogle grundlæggende valg. En nulstilling af udgiftsrammerne til den offentlige service vil uundgåeligt rende ind i strukturelle prioriteringsproblemer – budgetterne bliver ganske enkelt enten sprængt, eller også må servicen nedgraderes inden for de forskellige velfærdsområder.

Det, med mindre, at Venstre har en anden plan. Om at foretage grundlæggende ændringer af serviceniveauet eller niveauet for overførselsindkomster. Eller sætter sin lid til produktivitetsreformer i den offentlige sektor, der kan skaffe et større råderum.

Venstre har baseret sin strategi frem til næste valg på en øjeblikkelig krisebevidsthed og en taktisk afvejning, hvor de vil undlade at blive konkrete. Er det holdbart og genialt? Det bør det ikke være.

Nu er det ikke så lang tid siden, at Venstre sad ved magten, og derfor er de udmærket klar over, at der ikke ligger frit flydende guld, der kan samles op på gaden. Alle de enkle og ligefremme veje til at hente gevinster i land i den offentlige service er for længst afprøvet. Der er kun de svære og hårde løsninger tilbage.

Og det er dem, som Venstre forsøger at mumle sig udenom.

Spørgsmålet er, om Venstre i længden kan have succes med en sådan taktik? De bliver selvfølgelig godt hjulpet på vej af luddovne journalister, der ikke gider spørge ind til forholdene, og borgerlige lederskribenter med brune tunger. Men alligevel, at de i fulde alvor frem til valget i 2015 kan få lov til at svare udenom og undlade at konkretisere, hvordan de vil finansiere og prioritere i tilfælde af en valgsejr, er alligevel skrap kost.

Venstre har baseret sin strategi frem til næste valg på en øjeblikkelig krisebevidsthed og en taktisk afvejning, hvor de vil undlade at blive konkrete. Er det holdbart og genialt? Det bør det ikke være. Lets call the bluff!