Det er altid godt, når despoter forlader magtens tinder. Vi elsker historien om det stille frihedshungrende flertal, der pludselig tager bladet fra munden og kræver deres ret.

Og når et østeuropæisk folk står indsvøbt i EU-flag i kampen for demokrati, er der næppe en unionsborger, der ikke drømmer våde drømme om et østeuropæisk forår.

Som den tidligere skakstormester og nuværende oppositionspolitiker i Rusland, Garry Kasparov så spydigt skrev, så var Janukovitj dum nok til ikke at bruge kemiske våben mod demonstranterne.

Men der er efterhånden langt mellem de gule stjerner på Maidan (Uafhængighedspladsen i Kiev, red.). For EU kom aldrig. De kom ikke med et attraktivt modtilbud til Putins samhandelsaftale, de kom ikke da demonstranterne stod på pladsen, og da regimets mænd skød med skarpt, kunne Europas udenrigsministre lige svinge sig op til at fordømme med ansigtet lagt i alvorlige miner. Jovist, da revolutionen var en realitet iklædte man sig da modstandsbevægelsens armbind som de sidste dages hellige og bakkede op om de kammerater, man lod ligge på Maidans slagmark.

Heller ikke fra den amerikanske regering var der hjælp at hente. Deres ”whereabouts” er ukendte. Som den tidligere skakstormester og nuværende oppositionspolitiker i Rusland, Garry Kasparov så spydigt skrev, så var Janukovitj dum nok til ikke at bruge kemiske våben mod demonstranterne. Så kunne han have overgivet våbnene til Obama og Kerry og være blevet ved magten.

At USA ikke interesserer sig for et land, de grundlæggende opfatter som vestasiatisk mere end østeuropæisk er måske ikke den store overraskelse. Men situationen i Ukraine beviser alt for tydeligt, at når USA er ude i ligningen, er EU rent udenrigspolitisk en due uden kampånd og demokratisult.

Man har spillet alle kort i regionen af hånden ved dels at gøre sig afhængig af russisk gas, dels ved at lade NATO-landet Georgien stå åbent for russiske gengældelsesangreb. Og da tingende blev svære, tog man tilbage til krystalpaladset og snakkede om visumregler. ”Amor Putinae nostre lex” (Kærlighed til Putin er vores lov, red.) synes at være valgsproget, mens politikerne i EU og Washington gemmer sig som lam i det høje græs.

Tilbage står, at den vestlige verden nu ikke har nær samme legitimitet til at sikre, at dem der kommer efter Janukovitj rent faktisk er demokrater og ikke fallerede korruptionsprinsesser eller højrenationalister. Man har mistet muligheden for at vise ukrainerne, at de trygt kan forlade Kremls stærke mand, fordi verdens stærkeste økonomi har deres ryg, og at strukturfondsmidler og landbrugsstøtte kan være guleroden til at få det forarmede land ind på demokratiet og anti-korruptionens kurs.

Man har misset muligheden for at få banket optimismen tilbage i den union, hvor østudvidelsen stadig indeholder udfordringer. Man har forpasset muligheden for at minde ungarerne, polakkerne og de baltiske lande om, hvilken hunger efter demokrati, velstand og frihed, der fik dem til at indtræde i unionen med pomp og pragt. Der er i disse dage i sandhed langt fra tidligere tyske kanslere Willy Brandt og Helmuth Kohl til nutidens Cathrine Ashton og Hermann van Rompuy.

Vi må håbe, ukrainerne selv kan skabe et demokratisk samfund, og at folkene på Maidan klarer overgangen bedre end deres artsfæller på Tahir-pladsen gjorde. For duerne lettede fra Kiev før foråret kom.

Mads Havskov Hansen (f. 1992) er stud.jur. på Københavns Universitet.