I dokumentaren ”Alderdommens svære valg” sendt på TV2. Dokumentaren handler kort fortalt om ældre, der skal træffe det livsomvæltende valg at flytte fra deres mangeårige hjem og ind på et plejehjem, og om pårørende, der ikke har muligheden for at lade den ældre selv bestemme, men som skal gå fra at være børn til at træffe beslutninger for deres forældre.

Som social- og sundhedsassistent blev jeg rørt dybt i hjertet over dokumentaren. Det er mig, eller en som mig, som står og tager imod, når man i familierne har truffet det svære valg.

Jeg forstår godt bekymringerne som man ser i dokumentaren; ”Han har altid sagt, at han ikke vil på plejehjem og at det vil slå ham ihjel” eller ”han kan ikke undvære mig” som konen til en ældre mand fortalte. Jeg ser samme bekymring i ansigterne på de pårørende, der kommer og ser en tom bolig på det plejehjem, hvor jeg arbejder. De tænker; er det her virkelig stedet for min mor eller far?

Kan fremmede tage sig af vores ældre
Jeg kender bekymringen fra mit eget liv. Da min far var dødelig syg med cancer, og skulle på hospice. Jeg tænkte også, er det virkelig det bedste? Eller er det bedre, at det er mig der tager mig af ham. Jeg husker frygten for om nu nogen kunne gøre det ligeså godt som mig.

Til det er svaret ikke nemt. Ingen kunne passe min far med den kærlighed, jeg kunne have gjort. Ingen kunne forstå hver en rynke i min fars pande på samme måde som jeg kunne. Men jeg har aldrig fortrudt, at han kom på hospice. De kunne passe min far med en faglighed jeg ikke havde, og med et overskud i en svær tid, som jeg ikke havde. Det vil jeg altid være dybt taknemlig for, og måske det er hele årsagen til jeg selv valgte at blive social- og sundhedsassistent.

For mange pårørende forsætter frustrationen, når den ældre flytter ind. Det er den samme frustration, som pårørende har til patienter på sygehusene, eller forældrene har i børnehaverne: ”I gør det ikke, som jeg ville have gjort”.

Fagligheden først
Til det er svaret heller ikke altid nemt. Nogen gange gør vi det anderledes, fordi behovene for den ældre, for den syge eller for barnet er noget andet i den sammenhæng de nu er i. For mange ældre bliver energien mindre, end den har været før i tiden. Den ældre har måske før været vant til at stå op klokken 6.00 hver morgen, men ligger nu det meste af formiddagen i sengen. Den ældre er ikke blevet doven, men energiniveauet står ikke længere måls med det, man som datter eller søn har beundret sin far eller mor for hele livet. Her er vi nødt til at tale den ældres sag, vi er nødt til at reagere fagligt på det vi ser og finde balancen mellem at stille krav og give ro.

Andre gange er vi som fagpersonale nødt til at lade hensynet til de mange komme før hensynet til den enkelte. Når en ældre vil i seng, midt i middagsmaden, må hun vente til alle har spist, så der er ro om måltidet – den ro som sikrer, at flest muligt får nok at spise, og ikke ender med at blive undervægtige.

Vi kan ikke give kærlighed, men ...
Vi ansatte i plejesektoren står i mange dilemmaer som fagpersoner hver eneste dag. Men vi vurderer alt ud fra, hvad vi tror er bedst for din nærmeste. Vi har ikke den kærlighed til de menneske vi møder, som du som datter, søn, mor, far eller ægtefælle har. Men vi kan give en omsorg, med faglighed, med overskud og med empati. Det bestræber vi i velfærdssamfundet os på hver eneste dag.

Jeg forstår godt – både som menneske og som fagperson – at det er svært at se et menneske man holder af, forandre sig. Jeg forstår også godt, at det er frustrerende når rammerne ikke altid lever op til ens forventninger. Men jeg kunne godt ønske mig, at der var en større tillid til, at jeg hver dag i mit arbejde bestræber mig på at gøre det bedst mulige, for de mennesker jeg møder. Jeg elsker dem selvfølgelig ikke på samme måde som man gør som pårørende, men jeg holder af dem og jeg vil gøre hvad jeg kan for, at de har det bedst mulige liv.
Camilla Pedersen er uddannet social- og sundhedsassistent og arbejder til dagligt på et plejehjem. Hun er medlem af byrådet i Gladsaxe for Socialdemokraterne.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.