Det er vanskeligt at se, hvordan det skulle være mindre ’varm luft’, at basere sin politik på, at fagbevægelsen vil acceptere en markant lønnedgang, end det for 15 måneder siden var at basere sin politik på, at fagbevægelsen ville acceptere en yderst moderat stigning i den ugentlige arbejdstid.

Den danske model skal sættes ud af kraft. Arbejdsgivere og lønmodtagere skal ikke længere kunne forhandle løn. I stedet skal staten bestemme, hvor meget du må tjene, når du går på arbejde.

Ovenstående lyder som en større revolution. Men faktisk er det konsekvensen af Claus Hjorts forslag om at sænke de danske lønninger til tysk niveau, som Berlingske kunne rapportere i lørdags.

Lad os starte med at skrue tiden 15 måneder tilbage. Op til valget bankede Venstre løs på Socialdemokraternes og SF’s forslag om, at arbejde 12 minutter ekstra om dagen. Et forslag, som S-SF havde fremsat som alternativ til de borgerliges nedskæringer på dagpenge, pension og efterløn.

Som daværende finansminister gik Claus Hjort forrest i Venstres nedsabling af forslaget. Han slog især på, at arbejdstid jo er et overenskomstmæssigt anliggende, og S-SF derfor var afhængig af, at fagbevægelsen kunne levere de ekstra minutter i forbindelse med trepartsforhandlingerne. Hjort kaldte derfor forslaget om de 12 minutter for ”varm luft”, og trak skellet mellem Venstre og S-SF klart op ved at proklamere, at Venstre ”fremlægger konkrete forslag, som vi så forhandler om. S og SF vil ikke engang fortælle, hvad deres plan går ud på”.

Hjorts logik var altså, at man ikke som politisk parti kan basere sine forslag på noget, man ikke er i stand til at levere gennem lovgivning i folketinget.

Lad os så skrue tiden frem til 2012 og Hjorts forslag om, at danske lønninger over de næste otte år skal udhules med 15 procent. Vil man som politiker have indflydelse på løndannelsen, er der to muligheder: Man kan enten ved lov fastsætte lønudviklingen. Eller man kan forsøge at overbevise fagbevægelsen om, at de skal holde igen med lønkravene i forbindelse overenskomstforhandlingerne.

Helt ærlig Hjort: Er statslig regulering af lønningerne virkelig Danmarks Liberale Partis opskrift på vækst i det 21. århundrede?

Den sidste mulighed har Hjort jo allerede udelukket. Det er meget vanskeligt at se, hvordan det skulle være mindre ”varm luft”, at basere sin politik på, at fagbevægelsen vil acceptere en markant lønnedgang, end det for 15 måneder siden var at basere sin politik på, at fagbevægelsen ville acceptere en yderst moderat stigning i den ugentlige arbejdstid - endda mod fuld lønkompensation. Og da Venstre som bekendt kun fremlægger ’konkret politik’, kan det umuligt være denne mulighed, Hjort havde i tankerne.

Tilbage står altså muligheden af, at Folketinget år for år lovgiver om, hvor meget Hr. og Fru Danmark må tjene. Og dermed suspenderer den danske model, hvor løn er et anliggende for arbejdsgivere og lønmodtagere, ikke for politikere.

Helt ærlig Hjort: Er statslig regulering af lønningerne virkelig Danmarks Liberale Partis opskrift på vækst i det 21. århundrede?