Vil DF også lade modstandsbevægelsen betale våbnene tilbage?
Vil DF også lade modstandsbevægelsen betale våbnene tilbage?
Heldigvis for Danmark var det statsmænd som Winston Churchill, der ledte krigsindsatsen under 2. verdenskrig. Ikke nationalegoistiske kræmmere som Morten Messerschmidt
Morten Messerschmidt vil ikke længere donere penge til Ukraine. I stedet skal vi tilbyde lån, siger han, så vi kan bruge pengene herhjemme – for eksempel på at sænke fødevaremomsen.
Argumenterne kender vi: MAGA på dansk. Men problemet er, at Messerschmidt aldrig har forstået, at Danmark kun kommer først, når vi står sammen med andre.
Under krigen var min morfar som gruppefører på Thyholm med til at indsamle og skjule våben og sprængstoffer, som britiske piloter under stor personlig fare kastede ned over Jylland.
I containerne lå karabiner produceret af industriarbejdere et sted i USA, men ingen faktura. Da Montgomery kørte igennem Københavns gader, afleverede han ikke en inkasso-rykker på Christiansborg.
Ved Lillebæltsbroen står en mindesmærke for syv unge RAF-flyvere der mistede livet i 1943. Her kommer repræsentanter for den britiske ambassade ikke for at opkrævede penge, men for at lægge blomster sammen med Hjemmeværnet og de lokale borgerforeninger.
Læs også:“Putin viser Ruslands sande ansigt”
De vestallierede støttede os ikke af deres hjertes godhed. De gjorde det, fordi et frit Danmark var i deres interesse.
På samme måde støtter vi i dag Ukraine – ikke af sentimentalitet, men fordi Ukraines frihed er en forudsætning for vores egen sikkerhed.
Statsmænd og ikke kræmmere
Heldigvis for Danmark var det statsmænd som Winston Churchill, der ledte krigsindsatsen under 2. verdenskrig.
Ikke nationalegoistiske kræmmere som Messerschmidt. For så havde de vestallierede taget sig betalt på samme måde som Josef Stalin gjorde i de lande han “befriede”.
For snart et år siden stod Morten Messerschmidt i DR Debatten og udtalte “Virkeligheden er, at Ukraine har tabt krigen”
På et tidspunkt kommer vi på Putins dagsorden
Ukraine står endnu til det pseudo-patriotiske nationalkonservative slængs overraskelse og slet skjulte skuffelse.
Det er svært at se, hvad der er "Danmark først" i, at Putin tromler hen over Ukraine, destabiliserer Østeuropa og rykker endnu tættere på vores egen grænse.
Det eneste, vi med sikkerhed kan sige, er, at hvis russerne vinder i Ukraine, kommer Danmark ikke først. Vi kommer heller ikke sidst – men på et tidspunkt kommer vi på Putins dagsorden.
Og når først man har diktatorernes opmærksomhed, er det for sent at gemme sig bag fødevaremoms og forloren national stædighed.
Støtten til Ukraine ikke velgørenhed
Morten Messerschmidt er optaget af dansk suverænitet, men han glemmer, at vores suverænitet bygger på, at vi har allierede, vi kan stole på – og som kan stole på os.
Vi er ikke en isoleret ø. Vi er et lille land i en stor verden, hvor vi kun kan sikre vores interesser, hvis vi investerer i andres frihedskamp.
Læs også:Danmark er ikke neutralt - vi holder med Ukraine
Derfor er støtten til Ukraine ikke velgørenhed. Det er en benhård realistisk forsvarspolitik. Strategisk egeninteresse.
Det er sund fornuft. Og det er dybt naivt at tro, at vi kan holde os udenfor og stadig forvente, at nogen redder os, når vi får brug for det.
Så Messerschmidt må gerne hente sine regneark frem og spørge, hvad danskerne får for pengene. Svaret er simpelt: fred, sikkerhed og frihed.

Kommentarer
Niels du rammer plet som…
Niels du rammer plet som vanligt, tak for det,han trænger til en over snudeskaftet han er politisk tonedøv og kender kun populismens sprog.
Når først Putin's Rusland…
Når først Putin's Rusland for lov til at sætte kløene i Europa i en ny verdensorden, hvor Trump ser ud til at ville dele verden i tre med en amerikansk intensesfære i Syd Amerika, Nord Amerika og Grønland, en kinesiske intensesfære i sydøst asien og dele af Afrika, samt en russisk intensesfære i Europa, så slipper vi i Europa aldrig ud af de klør igen.
Man skal passe på ikke at…
Man skal passe på ikke at blive offer for sin egen frygt, og det er rent gætteri at tro, at Putin er intr i at indlemme hele Europa under Rusland. Tværtimod hørte jeg ham sige forleden i en nyhedsudsendelse, at han 100 gange havde udtalt, at han ikke er intr i en krig mod Europa, men at han til gengæld er klar, hvis vi selv ønsker en krig. Ikke citeret ordret men som jeg hørte og forstod det.
Vi ved vel ikke helt, hvad Putin kan finde på, men vi ved, at han har følt sig krænket over Nato s stadige fremrykken mod øst. Han kan logisk set først og fremmest have en stærk interesse i en art bufferzone langs den russiske grænse. Hvorvidt hans ønskeliste er længere kan vi ikke vide, men bliver vi ved med at sende penge til Ukraines forsvar mod Rusland, bidrager vi for det første til, at endnu flere soldater bliver dræbt i en krig, som Ukraine ikke kan vinde, efter at USA har stoppet sin øko støtte, da den Europæiske støtte slet ikke er tilstrækkelig. Som Messerschmidt oplyste i pgl interwiev, så er krigen derfor allerede tabt. For det andet risikerer vi og andre støttende europæiske lande via vores støtte at provokere Putin til at rette sine angreb direkte mod os, og derved starte en krig, som vi ikke kan vinde, fordi USA efter al sandsynlighed ikke vil blande sig, da Trump med en vis ret kan påstå, at vi selv har startet den krig, og henvise til, at NATO ikke er en angrebsalliance men en forsvarsalliance.
Og kommer det til en krig med Rusland uden USA, så kommer vi først rigtigt i problemer, og så bliver der grund til at frygte, for hvad kan vi stille op mod et oprustet Rusland, der kan trække på både Kina og NordKorea efter behov.
Vejen til fred går derfor gennem forhandling med Putin, hvilket er bedre at gøre som frie nationer end som sønderbombede og besejrede nationer. Jeg forstår ikke, at så mange danskere er så krigsliderlige, som tilfældet synes at være. Har vi her i Europa ikke haft nok at krige.
Blot som jeg ser det
Hvis EU kan gøre alvor af at…
Hvis EU kan gøre alvor af at sende de russiske oligarkers indefrosne kæmpeformuer til Ukraine, selv som lån, burde det hjælpe gevaldigt. Familien Tørnæs kunne også snildt bidrage med nogle millioner fra deres grisefabrikprofit i Rusland.
Morten Messerschmidt -…
Morten Messerschmidt - Donald Trumps skødebarn...de er lige skøre...
"ikke af sentimentalitet,…
"ikke af sentimentalitet, men fordi Ukraines frihed er en forudsætning for vores egen sikkerhed"
Sandt! Men lad mig for egen regning tilføje, at der ikke findes noget andet folk i verden, der i samme grad har vundet min respekt, og som mere end dem har fortjent den frihed, de kæmper så hårdt og beslutsomt for. At de ukrainere, jeg har haft kontakt med her i landet siden krigens udbrud, også alle som en har vist sig som venlige, hæderlige og arbejdsomme menesker, er kun en bonus.
Europæerne skal indse , at…
Europæerne skal indse , at det som Trump står for bliver stærkere og stærkere i USA man ønsker ikke mere at betale millioner af dollars til forsvar af Europa. -Advarer den internationalt anerkendte amerikanske journalist og historiker Anne Applebaum europæerne om . (:Politiken 13/12 )
Hun håber at vi tager vores egen sikkerhedssituation op til en alvorlig overvejelse .
Anne Applebaum er ikke en hvem som helst i den kontekst - Hun har blandt andet skrevet flere prisbelønnede bøger og har et indgående kendskab til Europa og Rusland , og er gift med den polske politiker og udenrigsminister Sikorski .
Tilføj kommentar