Annonce

Anders Fogh: Kritikken af Martin Rossen-konstruktionen er forfejlet

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) forudser, at en kommende borgerlig regering også vil placere statsministerens højrehånd i regeringsudvalg
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) betegner kritikken af, at statsminister Mette Frederiksen (S) har placeret sin nærmeste rådgiver, Martin Rossen, i regeringens to mest magtfulde udvalg, som forfejlet.

Jeg er nok lidt mindre kritisk over for den konstruktion,end så mange har været

”Jeg er nok lidt mindre kritisk over for den konstruktion,end så mange har været. Jeg kan på en måde godt forstå den. Jeg synes kritikken af, at der mangler parlamentariske kontrol har været forfejlet. Fordi så må Folketinget bare gå efter statsministeren,” siger Anders Fogh Rasmussen i et interview i P1-programmet Slotsholmen torsdag.

Anders Fogh Rasmussen fortsætter:

”Altså, Martin Rossen er en embedsmand lige som så mange andre embedsmænd. Vi ved godt, selvfølgelig, at han har en partipolitisk baggrund - og at han har en særlig styrke ved at være medlem af regeringens Koordinationsudvalg, forstår jeg - men det ændrer jo ikke på, at til syvende og sidst så er det statsministeren, der er den ansvarlige. Det er statsministeren, der må møde op i Folketinget og Folketingets forskellige udvalg (…..).”

Fogh deler ikke forargelsen

Herefter konstaterer Fogh, at han ikke deler al den forargelse, der har været over Martin Rossen-konstruktionen:

”Nej, hvis jeg skal være helt ærlig, så har tingene ændret sig med tiden, og jeg tror, at en kommende borgerlig regering måske vil overveje lidt den samme konstruktion,” lyder svaret fra den tidligere statsminister fra 2001 til 2009.

P1-værterne konstaterer derefter, at Martin Rossen sidder i regeringens to mest magtfulde udvalg – Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget. Og at han dermed sidder med mere magt end flere af ministrene.  Det er Fogh enig i, men det gør ikke, at Anders Fogh er enig med kritikerne i, at der er tale om ”en underlig parlamentarisk konstruktion”:

”Nej, det synes jeg ikke, det er. Fordi vi skal have en meget klar deling i det danske folkestyre. Sådan at du har ministre, og du har Folketinget. Og ministrene skal stå til ansvar over for Folketinget. Det kan alle mulige andre ikke gøre (….). Fordi det er til syvende og sidst ministeren, der må stå ansvar. Det kan man ikke blande embedsmændene ind i. Og hvis Martin Rossen – eller en hvilken som helst anden embedsmand – gør noget,der er forkert, så må det være statsministeren, der står til ansvar over for Folketinget,” konstaterer Fogh.

Foghs opfattelse ligger dermed på linje med den opfattelse, som Foghs tidligere særlige rådgiver, Michael Kristiansen, har givet udtryk for.

Foghs rådgiver: Kritik bygger på manglende viden

I et debatindlæg i netmediet Altinget gav Kristiansen i september udtryk for, at en stor del af Rossen/Frederiksen-kritikken bygger på manglende viden om de faktiske forhold:

”Med søvngængeragtig sikkerhed er kritikken væltet ned over statsminister Mette Frederiksen (S) og stabschef Martin Rossen efter hans ansættelse i Statsministeriet.

En giftig cocktail af politisk forargelse, misundelse, bevidste misforståelser og en lidt skæv statsministeriel kommunikation har udløst samråd, byger af spørgsmål, klummer, heliumballoner og generel sludder og sladder,” skrev Kristiansen, der var spindoktor for Fogh tilbage i 2001 til 2005, der ikke var imponeret over debatniveauet:

”Men samtidig må man så forvente, at diskussionen handler om bolden og ikke manden, og at grundlaget for diskussionen om særlige rådgivere baserer sig på bare et minimum af viden om centraladministrationens opbygning og de særlige rådgiveres beføjelser.”

Kristiansen understregede, at ligesom Anders Fogh Rasmussen tilbage i 2001 brød med traditionerne, indtager Mette Frederiksens regering nu nyt territorium med ansættelsen af flere rådgivere. Kristiansen var enig i, at Rossens position utvivlsomt er den hidtil mest magtfulde af nogen særlig rådgiver. Af samme grund hilste Kristiansen hele diskussionen velkommen. Og sagen fortjener bestemt også mediernes og Folketingets opmærksomhed, skrev han.

Men Kristiansen understregede samtidig, at Rossen ikke har instruktionsbeføjelser:

hans deltagelse i regeringens centrale udvalg Økonomi- og Koordinationsudvalget er grundlæggende ikke et nybrud

”For uagtet at Martin Rossen spiller en helt central politisk rolle for statsministeren og Socialdemokratiet, så er der flere ligheder end forskelle med hans position og beføjelser i forhold til tidligere rådgivere. Heller ikke stabschef Rossen er udstyret med instruktionsbeføjelser, og hans deltagelse i regeringens centrale udvalg Økonomi- og Koordinationsudvalget er grundlæggende ikke et nybrud, og det er i hvert fald forvaltningsmæssigt uproblematisk.”

Udvalg fyldt med embedsmænd

Michael Kristiansen understregede i sit indlæg, at både Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget i forvejen er fyldt med embedsmænd, der har fast sæde i udvalgene:

”Personligt har jeg været overrasket over, hvor mange folketingsmedlemmer, politiske journalister og redaktører der ikke var klar over, at begge udvalg er fyldt med faste embedsmænd – nemlig departementscheferne for de ministre, der har fast sæde i udvalgene.

Med andre ord, Rossen er langtfra alene, og indtil videre har hverken Folketinget eller medierne krævet kontrol med de øvrige embedsmænds virke og ageren i de pågældende udvalg.”

Med andre ord, Rossen er langtfra alene

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, har gennem efteråret stået i spidsen for kritikken af Rossen-konstruktionen.

Netavisen Pio har spurgt Sophie Løhde, om Anders Fogh Rasmussens syn på Rossen-konstruktionen gør indtryk på hende og Venstre.

Netavisen Pio afventer Sophie Løhdes tilbagemelding.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce