Torsdag, da Inger Støjberg og syv andre ministre i regeringen skulle fremlægge regeringens nye ghettoudspil i Mjølnerparken i København, blev de mødt af en gruppe borgere. Borgerne stod blandt andet med skilte, der havde budskabet ”Lighed for loven”.

Følger man den offentlige debat om regeringens ghettoplaner – og særligt ideen om dobbelt-straf i ghettoområder, vil man se, at regeringen netop har fået den kritik, at man gør op med princippet ”lighed for loven”. Men Inger Støjberg vælger en mere kreativ tilgang til skiltet på sin Facebook-side:

Det er meget sandsynligt, at Inger Støjberg godt ved, hvad der hentydes til med “lighed for loven”. Hun vælger dog en særlig velkendt spin-taktik: Udenomssnak. Eller med et pænere ord: Forskydning.

I stedet for at forholde sig til kritikken af forslaget om dobbeltstraf, vælger hun at skrive følgende på Facebook: ”Men hvilken lov, spørger jeg bare?” Hun fortsætter: ”Problemet er jo, at vi har mennesker i Danmark, der hellere vil adlyde islams sharialov end vores danske grundlov. Folk der simpelthen ikke vil tage de danske værdier til sig.”

Ved at forskyde fokus undgår hun at forholde sig substantielt til kritikken af regeringens forslag og kan i stedet fortælle om problemerne med ghettoer, islam og kriminalitet.

Forskydning som retorisk kneb
Hun forskyder altså debattens fokus. Det skal ikke handle om det opgør med retsstatsprincipper, som kritikerne påstår, der er. Det er mere belejligt at tale om sharialov. Ved at forskyde fokus undgår hun at forholde sig substantielt til kritikken af regeringens forslag og kan i stedet fortælle om problemerne med ghettoer, islam og kriminalitet.

Retorikprofessor Christian Kock har skrevet om forskydning som retorisk kneb i en klumme på Kforum her. Det kan findes under kategori B3 i artiklen. Han skriver om forskydninger, at man med dem kan ”slippe for at svare – men sådan, at kun de færreste opdager, at man svarer udenom. Det er jo det, der generelt er meningen med forskydninger: De skal hjælpe med til, at man får snakket sig uden om det svære punkt i spørgsmålet – men sådan, at det ikke lige springer i øjnene.”

Her er der selvfølgelig ikke tale om et spørgsmål fra en borger eller en journalist. Der er tale om, at skiltet adresserer et bestemt emne, som Inger Støjberg vælger at tolke som noget andet og dermed drejer det over på et andet emne. Skiltet kommer dermed til at fungere præcis som et spørgsmål, som Inger Støjberg her svarer på – eller måske rettere: ikke rigtigt svarer på.

Man kan for eksempel flytte fokus i tid fra fortid til fremtid eller fra fortid til nutid. Man kan også tale om et emne på et generelt niveau frem for et specifikt niveau

Tal om fremtid i stedet for fortid og det generelle frem for specifikke
Forskydning er et kneb, som mange politikere bruger. I en retorisk analyse i Politiken fra Lars Løkke Rasmussens første statsministerperiode fremhæver tre retorikere flere eksempler på forskydning. De skriver blandt andet om et pressemøde 1. december 2009, hvor en journalist beder Løkke forholde sig til, at nationalbankdirektøren kritiserede VK-regeringens økonomiske politik for at være ”løssluppen” i perioden 2004-2007. I stedet for at svare på fortidens synder fortæller Lars Løkke så i sit svar til journalisten om fremtidens politik:

”Jeg kan bare sige, at det, der ligger mig rigtig meget på sinde, det er, at vi fremadrettet fører en fornuftig økonomisk politik. Og det er så også det, vi gør. Vi fører en meget offensiv økonomisk politik.”

Det er et skoleeksempel på udenomssnak, og det foregår på mange måder. Man kan for eksempel flytte fokus i tid fra fortid til fremtid eller fra fortid til nutid. Man kan også tale om et emne på et generelt niveau frem for et specifikt niveau. Og endelig kan man tale om sin modstanders politik frem for sin egen. Det er nærmest kun kreativiteten, der sætter grænser – og naturligvis om man bliver gennemskuet.

 

”Sprogligt” er en fast klumme, som udkommer hver 14. dag på Netavisen Pio. Den tager god og dårlig politisk kommunikation under kærlig behandling, så socialdemokrater og andre progressive bliver dygtigere til at få deres egne værdier frem og kan gennemskue andres retoriske kneb.