1 år i opposition

Netavisen Pio bringer her en gennemgang af den blå oppositions gøren og laden siden valget i 2011.
Traditionen tro blev regeringens første år ved magten i sidste uge gennemanalyseret af mere eller mindre indsigtsfulde journalister og meningsdannere. Men hvad med den borgerlige opposition? Hvad har den egentlig bedrevet i sit første år som parlamentarisk med- og modspiller? Netavisen Pio bringer her en gennemgang af den blå oppositions gøren og laden siden valget i 2011. De fire partier trækker i fire forskellige retninger, men kan dog blive enige om, at de bør have magten tilbage.

Venstre

I rollen som det største oppositionsparti har Venstre stået med ansvaret for at samle en slagkraftig front mod regeringen. Allerede tidligt i oppositionstiden kunne partiet fejre den første sejr med betalingsringens død, der som bekendt fejret med kage. I samme elegante boldgade finder man beslutningsforslag B92, fremsat af Venstre og Dansk Folkeparti. Det åbner i realiteten op for elendige overenskomster fra lande vi nødigt sammenligner os med, med risiko for lønninger ned til 30 kr. i timen. Den slags statsautoriseret social dumping havde man trods alt ikke set komme fra to partier, der kalder sig arbejderpartier. Herudover har Venstre ikke givet meget lyd fra sig. Nåjo, så er et par stykker af dem selvfølgelig involveret i sagen omkring lækage af statsministerens personlige skatteoplysninger.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti har haft travlt med at 'vælge' ny formand. Det blev som bekendt Kristian Thulesen Dahl, der overtog efter Pia Kjærsgaard. Men han landede ikke helt på benene i en debat med en anden Kjærsgaard, nemlig Clement Kjærsgaard. Der har dog også været tid til at angribe Den Danske Model (se ovenfor), og endnu en gang skære samtlige muslimer over en kam. Det mest opsigtsvækkende er dog kommet fra partiets 'Tintin i Congo', Morten Messerschmidt. Først bringer han skam over fædrelandet med denne svada mod statsministeren – og på det tidspunkt formand for EU – mens han i det næste øjeblik opfordrer EU til at gribe ind i danske forhold. Også den hjemlige politiske scene får et opråb om moralsk fordærv og lighedsfacisme. Det er som at høre Glistrups røst fra hinsides:

”Hele landet er sovset ind i en kultur, der ynker enhver, der ikke vil selv. En ungdomskultur, hvor en hårdnakket indsats i skolen hånes, hvor utilpassede elever beskyttes, hvor faglighed og visdom spottes og hvor drømmen om at blive kendis har højere status end arbejde.”

Liberal Alliance

I den liberale del af oppositionen er året gået med at skærpe profilen. Her er især kuglestøberen Joachim B. Olsen gået forrest. Det fysiske ubehag han føler over snakken om fattigdom i Danmark udløste en sand lavine af pinlige optrædener. Senest har Joachim B. Olsen valgt at indsnævre Liberal Alliances vælgerskare til kun at omfatte mænd, med en – vil nogen påstå – ret kontroversiel forklaring på lønforskellen mellem mænd og kvinder. Hans ideologiske forbillede Ole Birk Olesen er dog helt på linjen, og det er måske forklaringen på, at man aldrig ser Mette Bock, Merete Riisager eller Thyra Frank? De har jo ingen ambitioner, ære og moral.

Det Konservative Folkeparti

Endelig er der det Konservative Folkeparti. Partiet der, i egen optik, kan tage æren for alle borgerlige tiltag under den tidligere VK-regering, men som ikke kan forstå, hvorfor vælgerne ikke belønner dem for det. Og det er måske fordi de konservative er håbløst ligegyldige. Deres mandater kan ikke bruges til noget, og ingen lytter efter, når Lars Barfoed tager ordet. Partiet er røget ud i en kamp mellem EU-tilhængere og –skeptikere, og producerer det ene sæt principper, målsætninger og fokusområder efter det andet. Lars Barfoed skøjter rundt i skattelettelser og frihedsbegreber i et forsøg på at forsvare 10 års VK-regime med alt, hvad det indebar af skattestigninger, iværksætterskat, fedtafgift, multimedieskat, hundelov, knivlov og en krig på spinklest mulige flertal. Imens kommer der en lind strøm af pressemeddelelser med overskrifter som 'Pædofile skal offline', 'Voldsofre skal hjælpes på fode igen hurtigst muligt' og 'Der skal skabes flere job'. Det er svært at være uenig i. Men hvorfor skal man dog stemme på De Konservative?


Kommentarer fra Facebook

Annonce