1. maj er stadig en vigtig dag!

Der er stadigvæk masser af kæmpe for på arbejdernes internationale kampdag, mener tre unge socialdemokrater.
Fra højrefløjen lyder budskabet ofte, at 1. maj ikke er andet end en øl-dag for de røde socialister. En overflødig dag, for vi har jo allerede fået skabt et rummeligt og ligestillet arbejdsmarked.

Det er dog ikke vores opfattelse, da vi gang på gang ser eksempler i Danmark, hvor medarbejdere desværre har dårlige arbejdsforhold.

Senest har afsløringerne fra Nemlig.com belyst, hvordan medarbejdere arbejder under helt uacceptable forhold, hvor chaufførernes lønninger presses i bund med et urimeligt bødesystem, og hvor lagermedarbejderne bliver pisket med et umenneskeligt arbejdspres.

Det er rigtig ærgerligt at høre om de fortællinger de tidligere medarbejdere kommer med.

Udover det selvfølgelig ikke på nogen som helst måder er okay, så viser det også, at der fortsat er vej endnu.

Ligelønskamp er arbejderkamp

Lige nu ser vi vores sygeplejersker kæmpe for en løn, der afspejler deres ansvar og arbejdsbyrde. De vil gerne udligne det lønhierarki som tjenestemandsreformen fra 1969 har skabt.

Dengang var kvindernes løn blot et tilskud til husholdningen, men det er ikke længere tilfældet i dag, og det skal afspejles i lønningerne.

Vi ser stadig, at de typiske kvindefag som sygeplejerske, SOSU-assistent og pædagog halter bagud, til trods for, at nogen af disse uddannelser er på længde med tidligere mandeprægede uddannelser.

Det var egentlig meningen, at lønklassificeringerne i tjenestemandsreformen skulle revurderes løbende, og især hvis en af faggruppernes arbejdsforhold ændrede sig i forhold til byrde og ansvar.

Men dette er ikke sket, og derfor ligger der også her en arbejderkamp, som vi er nødt til at tage.

Stadig behov for fagbevægelsen

Men en problematik vi også ser er, at organiseringsgraden er dalende i Danmark, og derfor bør vi råbe vagt i gevær allerede nu!

Vi ved fra forskning og kan se på Danmarkshistorien, at en stærk fagbevægelse er med til at sikre gode arbejdsvilkår og mindske den sociale ulighed i et samfund.

Derfor er det vigtigt, at fagbevægelsens rolle i højere grad bliver belyst og anerkendt, da de er en nøglesten i vores velfærdssamfund.

Fagbevægelsen er med til at sikre, at alle faggrupper bliver set og hørt i samfundet, hvorfor en svækkelse af fagbevægelsen, er en svækkelse af vores demokrati.

For nuværende ser vi de ‘falske fagforeninger’ promoverer sig ved at sikre deres medlemmer et bedre mentalt helbred.

Men det er fagbevægelsen, der gennem medindflydelse- og medbestemmelsessystemet på arbejdspladserne, sikrer et godt arbejdsmiljø gennem tillidsrepræsentanter.

Derfor er 1. maj stadigvæk en vigtig og aktuel dag. Bedst som en kamp er kæmpet, så står en ny og venter, og derfor er 1. maj vigtig, ikke kun for fagbevægelsen og os med de røde faner, men for vores samfund som helhed.

Fortid, nutid og fremtid

1. maj er med til at hindre tabuisering af dårlige arbejdsvilkår, fordi vi år efter år tydeliggør vigtigheden i at råbe op og stå frem.

Men 1. maj er også en festdag, hvor vi fejrer og husker alt, hvad vi indtil nu har opnået, gennem organiseret arbejdskraft og fællesskab.

Så næste gang din “blå ven” stiller spørgsmålstegn ved 1. maj, så har du lidt at give tilbage.

Selvom vi for andet år i træk, ikke kan fejre dagen som vanligt, så er vi stadig nødt til at markere den på allerbedste vis. Vift med fanen, hiv arbejdersangbogen frem og skål i en rød Tuborg!

Byrådsmedlem (S) i Aalborg Kommune og medlem af Familie- og Beskæftigelsesudvalget 

Martin Nymann er socialdemokratisk kandidat til byrådet i Aalborg Kommune.

Nanna Brix er uddannet tjener og læser på ergoterapeutuddannelsen på UCN Aalborg. Hun er medlem af DSU Aalborg.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Lyt til eller læs den svenske socialdemokratiske statsminister Stefan Löfvens første maj tale og sammenlign den med Statsminister Mette Frederiksens tale, ja, så må man sige at at Mette kan lave vinget-af tegn ud for de fem vigtigste punkter som Stefan Löfven kommer ind på.

Derfor virker Mettes tale noget kort og ideforladt.

Hun synes vi alle trænger til politisk fred og ro. Og nyde foråret!

Problemerne står i kø! Ja, men de problemer som svenskerne slås med netop nu, løste DF og danskernes positive vælgere-tilkendegivelser ved de sidste tre valg.
Sverige står hvor Danmark og danskerne startede deres frihedskamp for 12 år siden.

Og klimaet har Mette overladt til de unge politiske talenter.

Der er ingen grund til de store bekymringer.

Kun spare kræfter til ligestillingen afgørende slag. De fastansatte og veluddannede danske sygeplejerskers løn og ansættelsesvilkår.

I Sverige er sygeplejersker løstansatte, halvuddannede og meget lavtlønnede. Selv fattige indvandrere orker det næsten ikke. Og Sverige mangler sygeplejersker. Det har de gjort siden 1970erne.
Og Stefan Löfven frygter den næste pandemi. Der er meget at kæmpe for.

Stefan Löfven står til at miste magten i Sverige efter en dårlig svensk håndtering af coronaen. Femte største arbejdsløshed i EU. Antallet af døde taler ingen om. Ikke engang oppositionen. Tavshedens demokrati. Det gamle stolte folkehjemmet. 13.000 kvinder udsættes for vold i hjemmet om året. Stefan Löfven var tydelig rystet og vred.

I Danmark er Mette Frederiksen af gode grunde stolt. Stolt af sit folk. Stolt af at vi stadig kan stå sammen. Stadig kan huske solidaritet. Selv om det er mange første majer siden at ordet blev sagt klart og tydeligt.

Den mest stille og rolige første maj nogensinde. Og Mettes tale var kort.

De færreste har hørt den. Kun TV2 news sendte den i fuld længde. DR1 og DR2 er for længst skåret ned til ren underholdning og reklamerer ikke for første maj taler.

Mette sparer kræfter til den danske model skal bestå sin endelige prøve! At skaffe ligeløn til mænd og kvinder i den offentlige sektor. At skaffe ligeløn set over et bredere perspektiv.

Spørgsmålet er om Mette Frederiksen i sin regeringstid allerede har brugt for mange skattekroner, der skal betales af nuværende og den kommende generation.

En kort tale! Pengene er brugt! Rettidig omhu! Eller nye investeringer i fremtiden.

Men Danmark står allerede langt stærkere end Sverige på sundhedsområdet.

Spørgsmålet er om det skal langtidssikres? Mette tænker så det knager.... Og sparer kræfter...

Sygeplejerskerne og danskerne venter i spænding.

Svenskerne har allerede betalt prisen. Men Stefan Löfvens vrede gik imod de 13.000 mænd der tæver deres koner hvert år.

Ligestilling begynder ved lønnen. Mor kan flytte og klare sig for sin egen løn. Det skulle svenskerne have tænkt på for mange år siden.

1. Maj er vigtig. I Sverige. I Danmark. Internationalt!

At feje for egen dør er en dansk første maj begivenhed. Og tak for det!

Mette sender en optaget video og gør forårsrengøring på egen adresse. Alt imens hun tænker. Hånd og ånd! Arbejdernes bedste våben.

1. maj en øldag...nej, denne dag er helt speciel, og det ved højrefløjen, derfor har de altid forsøgt at nedgøre og negligere den...men se - det er aldrig, og vil aldrig lykkes for dem...

Vil de have kamp - så skal de få kamp...

Annonce