1. maj: Fundamentet under Danmark slår revner

Når lønmodtagere i dag mødes i Fælledparken, i Tangkrogen eller på byens torv, er det en påmindelse om, hvor vi kommer fra: 

En arbejderbevægelse, der kæmpede rettigheder hjem, som i dag tages for givet. 8-timers-arbejdsdag, løn under sygdom, feriepenge og pension. Intet kom af sig selv.

1. maj er en del af dansk kultur på linje med Grundlovsdag og jul. Den er vævet ind i vores nationale vaner. Ligesom Danmark er et kulturkristen land er vi også et kultursocialistisk land. 

Årets gang på arbejdsmarkedet følger rytmen fra de overenskomster og forhandlinger, som fagbevægelsen skabte.

Men under fanehavet og grillrøgen ligger en alvor: Den danske model er i krise.

Organiseringen falder. Flere vælger de gule fagforeninger. Mange unge melder sig slet ikke ind nogen steder. 

Det betyder ikke kun færre medlemmer til fagforeningerne. Det betyder, at hele det system, der har skabt danske løn- og arbejdsvilkår, begynder at smuldre.

I opløsning

Fagbevægelsen var engang rygraden i venstrefløjen. Den skabte forbindelsen mellem dem, der analyserede samfundet, og dem, der bar det på ryggen. 

Det bånd er i opløsning. 

Diskussionerne rykker væk fra arbejdspladserne og ind på universiteter og i interesseorganisationer.

Resultatet ser vi tydeligt i USA og Storbritannien, hvor venstrefløjen ofte er blevet en snæver klub for akademikere, mens arbejderklassen overlades til populister.

Venstrefløjen mister fornemmelsen for hverdagen, når fagbevægelsen svækkes. Den mister sit politiske kompas. 

Læs også:Antallet af hvide lønmodtagere har rundet en million - hvad gør fagbevægelsen ved det?

Diskussionerne rykker væk fra arbejdspladserne og ind på universiteter og i interesseorganisationer. 

Samtidig udhules selve ideen om, at forandring kommer gennem fællesskab og organisering. 

Når flere ser sig som individuelle forbrugere af ydelser fremfor som medlemmer af et kampfællesskab, smuldrer fundamentet for solidaritet.

Og uden en stærk fagbevægelse – uden organiseret modmagt – bliver det oligarkerne, ikke arbejderne, der sætter dagsordenen.

Mere end nostalgi

Derfor skal vi ikke se 1. maj som et nostalgisk tilbageblik, men som en påmindelse om, hvad vi står til at miste. 

For selvom Danmark stadig er et af verdens mest lige samfund, er uligheden voksende. Og uden stærke kollektive organisationer vil forskellene kun vokse sig større.

Læs også:Elon Musk kommer til at bøje sig for den danske model

Hvis vi vil bevare det Danmark, vi kender – med fri adgang til uddannelse, sundhed og velfærd – kræver det en stærk fagbevægelse. 

Det kræver et politisk projekt, der er rodfæstet i flertallet af lønmodtagere. Ikke kun blandt akademikere i storbyerne, men også på fabrikkerne, i hjemmeplejen, på byggepladserne.